Trine Pallesen
Interview

"Det er sorgfuldt, når tiden med hjemmeboende børn er ved at være forbi"

18. februar 2022
Af Britta Bjerre
Foto: Stine Heilmann
Vi kan sagtens lege, at alting er, som det plejer at være, siger Trine Pallesen. Men sagen er, at det gider hun ikke. For hvorfor lade som om, når vi har bedre af at være ærlige over for hinanden og os selv, spørger skuespilleren.

Trine Pallesen. Hun er både lys og lethed, tyngde og tænksomhed. En spinkel, men også tilsyneladende bomstærk skikkelse med et fast, undersøgende blik, der ikke viger udenom.

Et numenneske fuld af nærvær, men samtidig også sval og en anelse fjern som én, der kun kan nås, når hun selv vil. Helt sikkert en fighter, der har været inde at slås med sig selv og har forstået, at det også er styrke at kunne lægge våbnene igen …

Det var dét aftryk, hun satte i forbindelse med et tidligere interview. Det er en del år siden faktisk. Men selv om meget er forandret siden da, verden ikke mindst, og også Trine, rammer hun én på fuldstændig samme måde allerede, da hun står uden for sit haveforeningshus på Amager og vinker.

Da vi lidt efter er på vej indenfor, siger hun:

– Her er lidt rodet. I morges tænkte jeg: "Skal jeg rydde op, eller skal jeg gå ned og bade?" Jeg valgte havet. Og tænkte samtidig, at det netop også er noget af det, vi skal snakke om i dag. Er det ikke?

Og jo, det er det. For sådan er det med Trine Pallesen. Hun gider ikke glansbilleder og forstillelse.

Hun taler åbent om, at livet også er svært, og om de stunder, hvor tilværelsens meningsløshed overvælder én.

Men også lige så åbenhjertigt om at føle sig forbundet med naturen og alliere sig med den og netop huske sig selv på, hvad der gør én godt. Som for eksempel at hoppe en tur i vandet og lade oprydningen vente.

Øver sig på at give slip

Vi når omkring meget denne her dag i det fine, lille og alligevel overraskende rummelige træhus, som hun købte for 16 år siden, to uger efter skilsmissen fra sine børns far, og selv har bygget op fra lidt af en ruin til, hvad det er i dag.

Hendes søn på 19 og datteren, der snart fylder 18, bor stadig hjemme. Og hun suger til sig af dem, siger hun, samtidig med at hun øver sig på at give slip.

Trine Pallesen

At det sidste ikke er helt så nemt, er også noget af det, vi kommer ind på, da vores snak lægger fra land med et spørgsmål om, at hun jo er fyldt 50 siden sidst, "og hvordan føles det egentlig at være der i 50’erne?"

Et spørgsmål, der afføder et lille suk fra hende, inden hun siger:

– Vi er meget optagede af alder hele tiden, synes jeg. Men som verden er lige nu, har jeg svært ved at se, hvorfor det skulle være så interessant at tale om alder.

– Der er SÅ mange ting i verden, der er voldsommere end at være fyldt 50. Alt det, der sker med klimaet for eksempel. Vi kan sagtens lege, at alting er, som det plejer, fordi vi i vores del af verden ikke er ramt endnu af oversvømmelser og tørke på samme måde, som man er i andre dele af verden.

– Men klimakrisen ånder os i nakken, og samtidig prøver vi at fastholde en normalitet og lade som ingenting. Det optager mig. Det gør det sgu. Når man først har fået øjnene op for, hvor galt det står til, bliver ens egne småproblemer ærligt talt lidt ligegyldige.

Og hun fortsætter:

– I virkeligheden handler det heller ikke om, hvor gamle vi er, om vi er 50 eller 60, eller hvilken alder vi nu end har, men om det sted, vi er i livet.

– Og det, der viser mig, hvor og hvor langt jeg er i livet, det er, at mine børn er så store, at de ikke har brug for mig på samme måde mere. Og hvem er man så? Jeg har levet og åndet for de unger.

– Dermed ikke sagt, at jeg ikke også har lavet noget andet. For det har jeg jo. Jeg har skabt et hjem for os. Jeg har en karriere. Jeg har venner. Men dét ikke længere at være det vigtigste for sine børn, det er nyt.

– Og det er udfordrende, synes jeg. Det er en slags sorg. For det er sorgfuldt, når den tid med hjemmeboende børn er ved at være forbi. Jeg kæmper med det. Og det går fremad.

– Jeg vil jo heller ikke være en mor, der sidder og piver og hele tiden vil elskes af sine børn. De skal også have lov til at synes, at jeg er røvirriterende, så de kan finde deres egen vej og danne sig selv.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– At være der i livet, hvor jeg er nu, handler også om pludselig at have tid til at tænke lidt større, end man har, når man har små børn, og hverdagen bare skal fungere. Måske er jeg i virkeligheden et sted, hvor jeg leder efter den nye mening med livet. Altså meningen med mit liv.

Jeg længtes altid

Arbejdsmæssigt er Trine for tiden i gang med forestillingen "Shu-bi-dua – The Musical", som spillede på Fredericia Teater i efteråret og nu er rykket til København og ind i Tivolis Koncertsal.

– Det er sjovt med Shu-bi-dua, for det er aldrig musik, jeg har sat på og spillet for mig selv, alligevel kunne jeg mange af deres sange på forhånd. Der er et poetisk univers og et fantasiunivers i mange af deres sange, som gør, at de fleste af os kender dem.

– Men forestillingen handler ikke om Shu-bi-dua. Det er Shu-bi-duas musik, der er lagt ned over en rammehistorie om drengen Mick, som har en lidt hård oplevelse med i bagagen, og som gør, at han lever meget i en fantasiverden.

– Hans mor, som jeg spiller, prøver at holde ham fast i virkeligheden, så han ikke forsvinder helt væk. Det er en "coming of age"-historie om Micks udvikling fra dreng til voksen.

Trine Pallesen

Her falder snakken på hendes egne teenageår.

– Det er nok den sværeste tid i mit liv overhovedet ud over tiden efter min skilsmisse. Men de der overgange er jo svære. Det er bare svært, når kroppen begynder at forandre sig, både når man er ung og er i puberteten, og når man er ældre og i overgangsalderen.

– Som ung var der så mange ting, jeg var i tvivl om. Og jeg længtes altid efter alt muligt. Jeg husker, hvordan jeg gik ned til vandet og stod og gloede ud over havet og længtes efter det, der var ovre på den anden kyst.

– Jeg vidste ikke engang, hvad det var, jeg længtes efter. Jeg længtes bare sådan. Den længsel har jeg ikke på samme måde mere. Den forandrede sig, da jeg fik børn.

I terapi i mange år 

Hun har gået i terapi, on and off, igennem alle årene, siden hun begyndte som 21-årig, lige efter hun var startet på teaterskolen, og hvor hun tumlede med al den tvivl og de mange spørgsmål.

Selv om det i dag ikke længere er tabu at gå i terapi, synes hun stadig, det er vigtigt at tale om, for hun har altid brugt terapien til at finde tilbage på sporet af sig selv, når hun har været ved at miste retningssansen.

– Det er ikke fordi, jeg er mere psykisk ustabil end så mange andre. Jeg tror, det er vigtigt ikke at være bange for sin egen udvikling og sine egne blindgyder.

 – Jeg er ikke den klogeste i hele verden, heller ikke når det handler om mig selv. Jeg har brug for andre, der kan se noget, jeg ikke selv kan se. Det har jeg haft gode venner til at hjælpe mig med.

 – Det har jeg haft gode terapeuter til at hjælpe mig med. Og jeg tør godt sige, at jeg var aldrig blevet til den, jeg er i dag, hvis ikke jeg havde lært det undervejs, som jeg har lært af dem. 

Vi har et fucking ansvar 

Vi taler videre om, hvordan hun forestillede sig, da hun var ung, at hendes liv ville komme til at se ud, og hun siger:

– Når man er ung, har man et billede af hvem, man er, og hvad man gerne vil være for et menneske. Når man så er blevet et halvt århundrede, kan man jo godt kigge tilbage og sige: "Er jeg så den, jeg har gået og sagt, jeg er? Eller er jeg blevet en anden, end jeg selv troede, jeg ville være?"

– Jeg forestillede mig altid, at jeg skulle være sådan en, der var gift med den samme mand, og vi havde nogle børn, og vi blev ældre sammen. Men sådan er min verden ikke blevet. Slet ikke. Alle de tanker om, hvem man selv er, får da nogen på kassen i løbet af livet.

Her bliver der stille i rummet et øjeblik.

– Hør her, siger hun så, – jeg er taknemmelig for livet. Livet er en gave, vi har fået. Det er ikke bare sagt som en floskel. Vi har et fucking ansvar for at bruge vores liv så godt, som vi overhovedet kan og forsøge at få hver dag til at være meningsfuld.

– Det kan ikke nytte noget, at vi bare sidder og har ondt af os selv, hvis vi har det skidt. Vi bliver nødt til at forsøge at gøre os umage. Nogle dage kan man ikke.

– Men hvis man forsøger, har man i det mindste gjort noget. Og så har man faktisk en mulighed for, at tingene forandrer sig, selv om de er svære. Det har man altså ikke, hvis man sidder og glor ind i væggen hele tiden.

– Men ja, tanken om livets meningsløshed kommer væltende en gang imellem. Det tror jeg bare er et vilkår. Er det ikke noget, vi alle sammen kender? Jeg kan godt have dage, hvor dét fylder.

– Men når jeg har det sådan, er jeg blevet bedre at beslutte mig for at hoppe op på min cykel og køre ned for at bade eller sige til familien: "Nu går jeg lige en tur". Og altså gå i følelsen af meningsløshed.

– For jeg tror på, at hvis jeg er sammen med det i stedet for at prøve at flygte fra det eller dække over det, må det forandre sig på et tidspunkt. Og det gør det også.