træt kvinde
Selvudvikling

Derfor er nogle mandage ekstra hårde at komme igennem

17. juni 2019
af Stine Helén Tunstrøm, journalist på kk.no
Foto: Panthermedia
Er mandagen svær at komme igennem? Det er meget almindeligt og ofte et tegn på, at weekenden har været ekstra god.

Måske har du fejret en rigtig god fødselsdag, du har glædet dig til længe, måske har du været på en dejlig weekendtur, eller færdiggjort et projekt, du har været spændt på igennem længere tid. Og nu er weekenden ovre. Det føles fantastisk, så du burde være glad. Alligevel føler du dig bare sådan lidt… meh.

Denne følelse af ”post-adrenalin-blues”, som det så fint kaldes, opstår nemlig gerne efter vi har lavet noget sjovt.

- Det er en meget almindelig ting for mange af os. Og så har vi svært ved at sætte ord på det, fordi vi jo har haft det så godt, og fordi vi ikke forstår, hvorfor vi har den følelse. Vi føles os måske endda lidt forkælede, siger Christine Otterstad, der er coach og mentaltræner til kk.no.

En del af et normalt følelsesliv

Følelsen af tomhed efter noget fantastisk kan gøre os forvirrede, måske endda lidt bekymrede – for det hænger jo ikke rigtig sammen. Men selv om du føler dig lidt deprimeret, så er ”post-adrenalin-blues” ikke det samme som en depression.

- Det er jo et faktum, at vi mennesker tiltrækkes mest mod det, som føles behageligt. Så kan det føles som et antiklimaks bagefter, forklarer Christine Otterstad.

At føle sig nedtrykt eller tom, når man havde forventet at være glad og tilfreds, kan hos nogle skabe bekymringer, fortæller Per Sjöberg, der er privatpraktiserende psykolog ved Institut for Psykologisk Rådgivning i Bergen i Norge. Men man skal huske, at disse følelser ikke er ualmindelige og heller ikke farlige.

- Hvis du har været på ferie og slappet godt af, så oplever du sandsynligvis en anden hverdag end den, du har til daglig. I stedet for at nyde godt af, at man har mere energi og gåpåmod, kan man opleve at hverdagen er tung og ikke lige så meningsfuld, siger han til kk.no.

Den følelse kan også opstå efter begivenheder, man har knyttet høje forventninger til, som for eksempel fødsler, konkurrencer, eller når vi opnår et mål, som vi har arbejdet hårdt for at opnå.

- Efter det store intense øjeblik, opstår der tomhed igen. Det er vigtigt at huske på, at kortvarige reaktioner af tristhed og tomhed hører til et normalt følelsesliv, og er noget, som fleste kan genkende – og altså ikke er noget, vi behøver at modarbejde, forklarer han.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du godt i gang efter ferien

Stress og forventninger stjæler energi

Både stress, egne forventninger og selvkritik er vigtige faktorer i forhold til, hvorfor vi havner i kulkælderen.

- Der går meget energi med at gå og glæde os til noget, eller med at være på en begivenhedsrig rejse. Vi forbereder os, går til frisøren og finder måske det rigtige tøj frem – man lægger meget arbejde i det og glæder sig. Så kommer man hjem og tænker ”nu burde jeg egentlig have meget mere energi”, men i stedet føler man sig træt, fortæller Christine Otterstad.

På samme måde er det let at blive stresset, når vi anstrenger os hårdt, siger Per Sjöberg. Det fører igen til, at vi bruger meget mental kapacitet og fysiske kræfter på det arbejde, der skal udføres.

- Når vi så endelig kommer i mål, stopper vi med at stresse, og den energi, vi var fulde af, forsvinder. Derfor er det ikke spor unaturligt, at du kan føle dig udmattet og træt, når du har gennemført dit mål, siger han.

Derudover har vi forventninger til, hvordan vi skal føle bagefter, hvor glade, vi skal være, eller hvordan vores liv vil forandre sig, når vi opnår det, vi har kæmpet for.

-Vi mennesker har ofte en tendens til i vores fantasi at forstørre både glæder og sorger, som enten skaber et overdrevent positivt eller negativt billede. Og det er ikke sikkert, virkeligheden lever op til vores forventninger. Nogle har også en meget kritisk indre stemme, som aldrig bliver tilfreds, uanset hvad de gør.

Vigtig at kunne sætte pris på hverdagen

Som regel går der kun nogle dage, før man finder glæden i hverdagen igen. Og det er netop det, der er tricket.

- Jeg tror, faldgruben er, at man sammenligner hverdagen med det fantastiske, man har oplevet. Det er som at sammenligne et bryllup med en almindelig fredag aften, og det er dumt. Lad ferie være ferie, og nøjes med at konstatere, at det var dejligt at være i den boble; nu er det tilbage til livet, siger Christine Otterstad.

Hun tror, vi ofte har en forventning om, at livet skal være spændende hele tiden. Og sociale medier som Facebook og Instagram kan hurtigt få os til at falde for illusionen om, at alle andre har et langt mere begivenhedsrigt liv.

Men livet består trods alt af flest hverdage – og det behøver slet ikke være en dårlig ting.

- Det er fint at arrangere nogle småting, man kan glæde sig til. Det kan være at gøre noget hyggeligt, som at drikke en kop kaffe med en veninde. Men det vigtigste, vi kan gøre, er at lære os selv at sætte pris på hverdagen, siger Christine Otterstad.

- Når det så er sagt, er det heller ikke farligt at være lidt nede i nogle dage efterfølgende, det betyder bare, at man har haft det rigtig godt, tilføjer hun.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Ferien var god - men hvad med hverdagen?

Per Sjöberg påpeger, at vi mennesker ikke altid kan være glade. Vi er nemlig udstyret med syv forskellige grundfølelser, hvor kun to af dem er positive. Så tanken om at vi skal være glade hele tiden er modstridende.

- Hvis vi kan acceptere, at vi har forskellige følelser, også andre end dem, vi forventer, så er vi bedre rustet til at håndtere livets bølgedale. Når det er sagt, så kan vi selvsagt påvirke, hvad vi føles til en vis grad. Det at have et mål i tilværelsen hjælper os ofte fremad, siger han.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også