Silas Holst
Interview

"Dér stod jeg med kæmpe paryk, stor sminke, kort kjole, høje hæle, hofter, bryster – men sjældent har jeg følt mig så maskulin"

27. januar 2022
af Tine Bendixen
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Silas Holst spiller drag i musicalen "Kinky Boots", som handler om kønsidentitet, forståelse og accept og er, synes han, mere aktuel og vigtig end nogensinde.

Hvis man de seneste måneder havde kigget ind ad køkkenvinduet i stueetagen i et hus i Brønshøj, havde man muligvis set Silas Holst gå og lave aftensmad iført røde lakstøvler med 18 centimeter høje hæle. Det kræver øvelse at gå på scenen som den flamboyante dragqueen Lola.

Efter skilsmissen fra Johannes Nymark har Silas, Johannes og Louise Mahnkopf ledt efter et hus med tre lejligheder, så regnbuefamilielivet med børnene Maggie My og Bob Jones kunne få de bedste betingelser.

– Det tog os bare flere år at finde. At have en taske i min bil og delebørn og prøve at skabe mig min egen identitet igen oven på en skilsmisse var hårdt, men også sundt, tror jeg.

Så det er stadig ret nyt for Silas at bo i huset. Og det er totalt nyt for ham at spille drag.

Rollen som Lola er nærmest legendarisk. Musicalen, der er baseret på en virkelig historie om Charlie, der som arving til en hendøende skofabrik møder natklub-artisten Lola, og de sammen med succes begynder at producere glitrende højhælede støvler til mænd, kørte på Broadway for fulde huse seks år i træk.

Silas Holst

38 år. Skuespiller og danser, far til Maggie på syv og Bob Jones på fem år, som han har sammen med Johannes Nymark og Louise Mahnkopf.

Forlovet med Nicolai Schwartz.

Silas spiller Lola – dragqueen i musicalen "Kinky Boots" på Det Ny Teater.

Og Silas har godt nok masser af musicalerfaring, men det er alligevel nogle store sko at fylde ud.

Hvad er det mest grænseoverskridende for dig at lave i den forestilling?

– ALT. Det er uden sammenligning det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har skullet lave. Jeg glæder mig vanvittigt til det, men det er noget med at omfavne sine feminine sider og dyrke dem og så smide dem i hovedet på folk, DET er grænseoverskridende.

– Jeg har altid har følt, at den type roller kom lidt tæt på. Jeg har f.eks. altid sagt nej til at spille homoseksuelle roller, fordi jeg har været bange for at komme til at lave en stereotyp udgave af en homoseksuel.

– Men måske var det, der fristede mig her, muligheden for at prøve noget helt nyt. Jeg trængte til det. Jeg var kørt fast i altid at spille førsteelskeren, altid Danny, Johnny, Villy, Bobby, og hvad de alle sammen hedder. Der var et eller andet ret lærerigt i at hoppe ind i hovedet på noget helt andet.

I rollen som Lola bliver han udfordret på sin egen kønsidentitet:

– Når jeg har hele outfittet på, synes jeg, det ser pisseflot ud. Jeg er begyndt at omfavne det og tænke: Jo mere, jo bedre. Jo kortere kjolerne bliver, og jo højere hælene bliver, jo nemmere bliver det at komme ind i det.

– Jeg blev faktisk overrasket, første gang jeg var i drag, da vi lavede plakaten til forestillingen. Dér stod jeg i det helt store ornat med kæmpe paryk, stor sminke, kort kjole, høje hæle, hofter, bryster og alt muligt, det lyder fuldstændig paradoksalt, men sjældent har jeg følt mig så maskulin, det var en virkelig flippet oplevelse. Jeg tror, det var, fordi det var for voldsomt for mig til at kunne blive feminint.

– Jeg følte mig SÅ empowered. Jeg tror, meget af det ligger i hælene. Jeg danser jo i dem, og når jeg har dem på, tør jeg på en måde gå mere i kontakt med noget feminint, fordi jeg føler mig enormt maskulin. Det kan godt være, det ikke giver mening, men sådan føles det.

Og for Silas er forestillingen om muligt endnu mere relevant i dag, end da den blev skrevet for 10 år siden:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Den handler om kønsidentitet, forståelse og accept, og det er i den grad tiden nu. Det er vigtigt, og det bakker den her forestilling op om. Den periode, vi lever i nu, er så sindssygt vigtig. Det er ikke, fordi jeg synes, der i enhver serie, film eller bog skal være transpersoner, sorte, hvide, gule, heteroer, homoer osv. repræsenteret hele tiden.

– Men lige nu synes jeg, det er ret skønt, at vi normaliserer rigtig meget. Det gør folk vant til at se de forskellige udtryk. Hvilket også er det, der forhåbentlig flytter en masse grænser nu, for folk får det rigtig meget kastet ind i deres bevidsthed i øjeblikket. Det er supervigtigt, at der er mange forskelligheder. At der f.eks. er et homoseksuelt par i “Nybyggerne”.

Eller at du danser med en mand i "Vild med dans". Og vinder?

– Det er rigtig vigtigt. Og det er vigtigt, at der endelig er en sort kvindelig skuespiller, der er 007-agent i en James Bond-film. For det gør, at folk bliver bevidste om, at det findes ude i verden, og det fjerner en masse fordomme.

– Giv det 10 år, så tror jeg ikke, folk tænker så meget over det længere. Det er den bølge, der er i gang. Jeg oplever, at verden åbner sig, og at alle mulige prøver at gribe efter muligheden nu. Det er enormt spændende at se, hvor det lander. Hvor er vi om 10 år?

– Alting er oppe i luften lige nu, der er ikke rigtig noget, der er landet. Men vi er i gang med at gribe. Jeg synes faktisk, vi er langt. Vi er i gang med rejsen, men vi har skruet tempoet op de seneste par år, og det er klædeligt.

Men vi er der ikke endnu, vel? Eddie Redmayne har for nylig har sagt undskyld, fordi han spillede transkønnede Lili Elbe i filmen "The Danish Girl" i 2015. Og Silas er jo heller ikke drag?

– Jamen, det er jeg allerede blevet beskyldt for, at jeg ikke er. Jeg deler ikke helt samme synspunkt. Jeg synes ikke, Eddie Redmayne har noget at undskylde.

– Det er skønt, at en heteroseksuel mand som ham viste, at han godt turde spille rollen dengang, det er stort, skønt og bredt og overhovedet ikke dømmende på nogen måde, synes jeg. Ellers ender vi nede i en verden, hvor man kun må spille det, man er, og så går noget af skuespillermagien tabt.

Men:

– Jeg har en fornemmelse af, at alle lige nu er på barrikaderne, jeg tror, der er mange, som har følt sig undertrykt, som pludselig måske har fået et rum til at sige det højt, og det er skønt.

– Og på et tidspunkt, når alle har fået lov til at få luft, lander vi måske et sted, hvor alle føler, at alle må være med på en NY måde, hvor alle rent faktisk MÅ være med. Jeg tror, man skal igennem bulder og brag, før der sker noget, og det bulder og brag er vi i lige nu.

Hvem har sagt noget til dig?

– Jamen, der er mange, der er blevet sure, så jeg synes, jeg har mødt noget modstand allerede. Nogle drags, jeg har mødt, er sure over, at det ikke er en fra drag-universet, der spiller rollen.

– Der er også mange, der er sure over, at jeg er en hvid skuespiller. At det ikke er en sort skuespiller, der spiller rollen. På Broadway og i filmatiseringen af “Kinky Boots” var det sorte skuespillere, der havde rollen. Så er der vel nogen, der synes, at sådan skal det bare være. Men mange hvide skuespillere har også spillet den rolle. Og en asiatisk skuespiller.

– Forestillingen handler ikke om sortes rettigheder, og at "nu fortæller jeg en sort mands historie", så ville jeg heller aldrig have sagt ja til rollen. Skåret ind til benet handler den om at acceptere homo/hetero og så de to hovedrollers personlige kamp.

– Det er et faderopgør, det handler om at finde noget accept fra en far. Det handler ikke om sort, hvid eller asiatisk, men om en mand, der er blevet svigtet af sin far og skal finde ud af, hvor han er i livet.

– Om han er heteroseksuel, homoseksuel, bare har lyst til at have kvindetøj på og ER mand, eller om han har lyst til at være kvinde. Der er alle de her identitetstanker, han gør sig, og dem kan jeg i den grad nikke genkendende til.

Også hvad angår en fars accept:

– Jeg er klassisk skilsmissebarn – i en meget lykkelig skilsmisse, for det var meget tydeligt selv for os børn, at de ikke passede sammen. Jeg boede hos min mor og var på besøg hos min far hver anden weekend. Min far og jeg har bestemt ikke altid set ens på livet.

– Men vi har fundet hinanden i hans efterår. Vi er som nat og dag, så der er meget i det med en fars accept, som jeg godt kan genkende. At man hungrer efter den. Om man så har den allerede eller ej.

Hvilken dreng ser du i tilbageblik?

– Jeg ser gudskelov en dreng, der fik lov til at være, som han ville. De havde forventninger til mig, men ikke til, hvad jeg skulle blive til. Jeg er altid blevet bakket op og har fundet en tryg havn hjemme. Jeg vokset op blandt tre stærke kvinder.

Kedeligt

Silas’ mormor, mor og morens bedste veninde delte hus på samme måde, som han selv gør i dag. Moren og hendes veninde drev danseskole i underetagen, og så var der tre lejligheder.

– Da min morfar døde, flyttede min mormor ind i den tredje lejlighed, så hun ikke var alene. De tre stærke kvinder har klart sat deres præg på, hvordan jeg anskuer verden. Jeg har altid følt mig draget mod det feminine, men det ville jeg aldrig have turdet sige højt før for et par år siden.

Som barn var han faktisk lidt misundelig over, at piger og kvinder havde så mange muligheder for at kunne lege med deres udtryk.

– Drenges muligheder var ret skåret ind til et par jeans, en T-shirt og et par sneakers. Det var så kedeligt, syntes jeg. Jeg var helt indforstået med, at det VAR sådan, men min veninde og min storesøster kunne sætte hår, lægge makeup, gøre alt muligt ud af sig selv. Jeg stod ligesom bare og lignede mig selv HVER dag.

Det, han savnede, var i virkeligheden friheden til at være anderledes.

– Det var også derfor, jeg sluttede med at danse konkurrencedans, for jeg kunne mærke, at det ikke længere handlede om at vinde for mig, det handlede om at skille mig ud, have noget lidt andet tøj på, lave en anden koreografi. Folk syntes, det var rebelsk, men for mig var det bare et behov og en nødvendighed at gøre noget, der brød lidt med reglerne.