Den skønne forfærdelige længsel

Eksistensens ulidelige længsel, kan man næsten tænke, når man læser denne uges breve og svar. Begge breve er fra samme kvinde, som jeg har korresponderet en smule med. Jeg har valgt at bringe begge breve, fordi jeg synes, de på en eller anden måde beskriver noget, mange vil kunne nikke genkendende til. Og det er jo det dér med at opdage længslen, der bor "derinde", give efter for den ... nyde den intenst og hæmningsløst og måske skammer sig over den ... længes efter mere af den for endelig at sige sig fri af den og så opdage, at man ligesom sidder fast i den som flue på fluepapir.

Længslen giver nemlig ikke bare slip på én, men bliver ved at dukke op, råber fra dybet om at blive taget alvorligt. Og hvor er den dog helt vidunderlig, og hvor ville livet dog være kedeligt uden den! Vi har brug for den, den er drivkraften, energien indeni, som får os til at lyse og give det bedste af os selv til verden omkring os. Samtidig er den frygtelig anstrengende at have som livspartner, generende i hele sin grundform, fordi den forstyrrer, når vi endelig har fundet ro. Og hvad er det så for en størrelse, denne længsel, denne diffuse følelse af, at der er noget, vi bare må have? Svær at sætte i bås og lære godt at kende er den, selv om den for os kvinder vist ofte har en mand bundet i halen ... Og det er altså ikke altid ukompliceret. Dog tror jeg, at det dér med at give efter for den helt enkelt hører livet til - også når det anses for upassende og ikke accepteres af den kultur, man lever i.

Faktisk tror jeg, det var det, som fik mig til at elske filmen "Vicky Christina Barcelona". Beskrivelsen af den længsel og måden, de hver især valgte at tackle den på. Selv om den var svær at tæmme og bragte tunge følelser med sig, var der også i den film en lethed og en given sig hen, som jeg tænker de fleste af os drømmer om. Hmm ... efter at have set den film gik jeg til frisøren og bad om at få "Vicky Christina Barcelona"-hår. Det smagte da en smule af fisk.
Kærlig hilsen
Renée