Den evige journalistiske polarisering

Jeg sidder og læser om, hvordan en ung mand ved navn Tarek Hussein mener, at slapheden gennemsyrer den danske folkeskole, hvilket fanger min opmærksomhed, i grunden tænker jeg, nå skal vi nu høre den sang igen? Men denne gang er den lidt anderledes, for det, den unge mand vil, er at gøre opmærksom på, at det kan være en svøbe ikke at forvente noget af elever, der kommer fra socialt belastede familier.

Meningen er ikke til at tage fejl af, han mener godt, man kan forvente noget af et barn, selvom faderen er alkoholiker, og moderen er psykisk syg. Og det lyder som om, han taler ud fra en eller anden personlig erfaring. I artiklen siger han: "Vi burde stille flere krav til eleverne, også dem der har det hårdt derhjemme. Vi glemmer ofte, hvilken psykologisk effekt det har, når en lærer rent faktisk kræver og forventer noget af den enkelte". Jeg funderede lidt over hans udsagn og kunne såmænd godt følge det. Ambitioner på børns vegne, også selvom børnene ikke umiddelbart ser ud til at have forfærdelig mange ressourcer, kan være en måde at vise dem omsorg og kærlighed på.

Søskendekonflikter trives i bedste velgående!

Bedst som jeg glædede mig over, at nogen tog den vinkel på udsatte børns ve og vel, blev jeg alligevel fælt skuffet. Skuffet over den måde budskabet/ideen bliver modtaget på, hvilket tydeligt kunne læses i det næste spørgsmål, som journalisten stillede. Det lød sådan her: "Altså, mere lektor Blomme og mindre rundbordspædagogik?". Jeg fik næsten morgenkaffen galt i halsen, for det var sådan set ikke det budskab, jeg havde læst i den unge mands ord. Og lige der blev jeg hammer ærgerlig, for hvem har nogensinde bestemt, at hvis man vil et barn noget, har ambitioner på barnets vegne, ja, så er der absolut kun lektor Blomme-metoden at ty til? Jeg blev faktisk lidt sur over, at polerne straks blev sat så skarpt op - går man ind for rundbordspædagogik, er man automatisk uambitiøs og blød som en sommerfuglelarve?

I grunden kan det bare være uendelig trættende med den der evige journalistiske polarisering, hvor alting skal sættes op som om, der kun findes syd eller nord, for at deres artikel giver mening og berettigelse. Kunne man f.eks. i den her sag ikke tænke, at jo for pokker, det er rigtig godt at ville børn noget, god ide, god tanke - og så afsøge alle de forpulede gode, dejlige, hyggelige, kærlige og ansvarsfulde måder, man nu engang kan ville børn noget på? Uanset om de er udsatte eller ej?

Kærlig hilsen
Renée