Joy_Mogensen
Interview

Da Joy blev ramt af det værst tænkelige, vidste hele Danmark det: "Det føltes vildt uoverskueligt"

11. oktober 2022
Af Malin Westerlund
Foto: Hanne Loop
Da Joy Mogensen trak sig som minister, trængte hun bare til at sove. Nu er hun ovenpå igen. Vi mødte hende til en snak om livet som eksminister og nybagt mor, om at miste sin første­fødte, Sarah, og om det liv, der venter, når hun er tilbage fra barsel.

Lille Markus smiler og strækker sig helt ud i sin klapvogn. Joy sidder roligt ved siden af med sin kaffe.

Hun smiler også med dugfriske øjne. På en café i Roskilde. For pludselig kom der håndværkere. Alle advarede hende.

“Flyt ikke med et lille barn”. Men nu står hun midt i det, og det er monsterhårdt. Siger hun.

Man skal nok kende hende godt for at kunne se det på hende, få øje på trætheden. Og så har hun endda lige haft corona.

– Jo, jeg har genfundet min ro, siger hun og smiler til Markus, der pludrer i sin grønne sparkedragt.

Han er fra december 2021.

Hun var fem måneder henne, da hun erkendte, at hun ikke længere havde de kræfter, der skulle til for at bestride posten som kirke- og kulturminister.

“Det er fordi, du er gravid”, sagde folk. Men det var ikke bare derfor, hun var så træt, så træt og bare trængte til at sove.

Det var kulminationen på to år, som ville have slået de fleste ud. Ministerjobbet, som hun tiltrådte den 27. juni 2019 og aldrig rigtig kom i gang med.

For først var der sommerferie, og dagen efter, Christiansborg var åbnet, fandt hun ud af, at den lille pige, Sarah, hun havde i sin mave, var død.

– Jeg kunne være gået fra det hele og været gået ud i havet. Men jeg fik noget god rådgivning og hjælp fra nogen, der sagde: “Prøv lige at vente med at smide hele livet ud. Er der ikke noget, du vil beholde?”

Og jo, det var der. Politik, blandt andet. Men så kom coronaen.

Netop som hun var tilbage fra sin tre måneder lange sorgorlov, lukkede Danmark ned, og snart haglede kritikken ned over hende.

Kulturlivet var alt andet end glad for den unge chef, og slet ikke for de hjælpepakker, hun forhandlede sig frem til.

Det stod i stærk kontrast til borgmestertiden i Roskilde, og hun har stadig svært ved at få de to forskellige historier til at hænge sammen.

– Giver det mening? spørger hun imødekommende og bemærkelsesværdigt ydmygt for en tidligere minister og markant borgmester i en af Danmark store kulturbyer.

Joy_Mogensen

Joy-power

Ja, det giver mening. Så absolut. Som borgmester var hun ligefrem landskendt for sin popularitet.

Man talte om Joy-power og Joy-effekt, og da hun forlod borgmesterposten, tog hun hele 15.000 stemmer med sig.

Som kulturminister var hun alt andet end populær.

Men der er også stor forskel på lokalpolitik og landspolitik.

– På Christiansborg handler alt for meget om strategi, og medierne spiller en vigtig rolle med deres øjebliksbilleder. Det er det, man bliver vurderet på som politiker. Ikke helheden. Man skal vælge sine skandalesager selv, netop for at skabe kant. Ellers bliver man hurtigt opfattet som svag.

Kort om Joy Mogensen

Tidligere kultur- og kirkeminister, 42, solomor til Markus på et år og Sarah, der var død ved fødslen.

Joy er født 1980 i Toronto, Canada, opvokset i Ringsted og bosat i Roskilde siden 2000, hvor hun var borgmester i otte år.

Nu medforpagter af Roskilde Vandrerhjem, på barsel.

Radio 24/7 er et godt eksempel.

– Det var en sag, som utrolig mange politikere gjorde alt, hvad de kunne for at give mig skylden for, selvom de selv havde haft en meget større andel i den end jeg.

– Jeg var jo lige begyndt, da de gik i krig, og meget bevidst om, at jeg ikke ville begynde min ministertid med at gå til modangreb. Siden har jeg da flere gange tænkt over, hvad der mon ville være sket, hvis jeg var gået med og havde sagt: ”Ti stille, Morten Messerschmidt, det er jeres skyld.”

Ville hun have fundet en måde at håndtere det på, hvis hun havde haft kræfter til at blive på Christiansborg? Hun tror det.

– Jeg tror også, jeg havde fundet en måde at sætte mig i respekt på. Jeg havde bare ikke kræfterne, og nu skal jeg noget helt andet. Det er jeg sikker på, også har hjulpet mig gennem krisen.

Samtidig er hun er godt klar over, at der er nogen, der vil sige, at hun var for naiv.

– Men jeg vidste godt, at jeg gik ind til et helt andet politisk game, og jeg var helt fra begyndelsen også meget bevidst om, at jeg ville bevare min egen kerne og ikke lave helt om på mig selv som den mere konsensussøgende politikertype.

Det var også noget, jeg vendte med Mette Frederiksen, som jeg kendte helt tilbage fra DSU-tiden.

”Det er altså den, jeg er”, sagde jeg, og hun støttede mig og sagde: ”Du er den, jeg gerne vil have”.

Øjenåbner

Et demokratiopbygningsprojekt for unge på Balkan efter krigen blev en politisk øjenåbner for Joy Mogensen.

– Jeg mødte og kom tæt på unge mennesker, der havde svært ved at tale sammen, fordi de havde skudt på hinanden. Her fik jeg virkelig øjnene op for, hvor meget politik betyder. Det var her, jeg for alvor begyndte at brænde for at arbejde med det.

I 2005 stillede hun op til kommunalvalget og blev valgt ind.

Hun var 25, læste kultur- og sprogmødestudier på RUC og var formand for DSU i Roskilde, og da ingen andre stillede op, gjorde hun det.

Det betød, at hun måtte tilsidesætte et planlagt studieår i udlandet.

Og når hun ser tilbage, kan hun se, at det er et mønster, der gentager sig.

– Jeg har aldrig haft en masterplan, jeg er aldrig gået benhårdt efter en bestemt karriere, og når jeg har kunnet se, at der har været en mulighed for at gøre en forskel, har jeg aldrig været bange for at lægge mit liv om, siger hun og peger, som hun har gjort i adskillige interviews, på spejderbevægelsen som afgørende for hendes samfundsengagement.

“Der lærer man at gøre en forskel”.

Joy_Mogensen_mor

Jeg burde have råbt op

Interessen for politik kom, mens hun gik på Sorø Gymnasium i sidste halvdel af halvfemserne.

Hendes forældre var da skilt, parcelhuset solgt, og Poul Nyrup Rasmussen var lige blevet genvalgt som Danmarks statsminister.

Joy boede med sin mor i lejlighed i et almennyttigt boligbyggeri i Ringsted og kunne se, hvad det betød, at flere og flere kom i arbejde.

Så hvorfor ville alle have de borgerlige tilbage?

Før den unge Joy Mogensen besluttede sig for at melde sig ind i DSU, blev der bestilt foldere hjem fra alle partierne, og Joy læste dem, før hun traf en beslutning.

For sådan er hun: Flittig.

Og når hun gør noget, gør hun det 120 procent.

– Jeg er ikke typen, der går op og scorer topkarakterer uden at have forberedt mig. Når det går godt, er det, fordi jeg har arbejdet for det.

Og det gik godt, også i politik, hvor hun hurtigt blev en af dem, der underviste de nye DSU’ere. Ligesom Mette.

Og jo, miljøet kunne godt være barskt. Når hun ser tilbage, er der ting, hun har det mindre godt med.

Som de senere omtalte sager i netop ungdomsorganisationen.

– Jeg vidste jo, hvem de unge piger skulle undgå, og sagde “ham der skal du lige passe på med”. Jeg var også god til at beskytte mig selv, sige “Hov, hvad laver den hånd her?”. Men jeg skulle jo have råbt op. Det var jo ikke i orden. Det er så sejt, at de unge siger nej. Men jeg bilder mig ind, at folk ikke ville have hørt efter dengang, at tiden først er moden nu.

Jeg kunne være gået fra det hele og været gået ud i havet. Men jeg fik noget god rådgivning og god hjælp.

Det værst tænkelige

I byrådet gik det også godt. Her blev hun først viceborgmester, og så borgmester.

Og som borgmester har man jævnlige møder med regeringstoppen. Alligevel kom det som en overraskelse, da Mette ringede.

– Det var absolut ikke noget, jeg havde regnet med.

Men hun sagde ja til ministerjobbet. Selv om det betød, at hun måtte forlade byrådet og i øvrigt var gravid.

– Men det er sådan, at ministre får børn.

Planen var, at hun skulle have en kort barsel, og at hendes mor og storesøster derefter skulle træde til og passe hendes lille pige.

Men sådan ville skæbnen det ikke, og da Joy blev ramt af det værst tænkelige, vidste hele Danmark det.

– Der er mange, der har spurgt mig, hvordan det var at være et kendt ansigt i den situation. På den ene side ville jeg havde ønsket, at jeg var anonym.

– Jeg var i chok og i sorg, og det føltes vildt uoverskueligt at gå ud i verden og vide, at alle vidste det. På den anden side har jeg fået så meget støtte. Både fra folk jeg kendte mere eller mindre perifært og fra helt fremmede, som henvendte til mig på gaden eller skrev til mig og delte deres historie med mig. Det har været en stor støtte i sorgen.

– Jeg har også haft stor glæde af min familie og mine venner, men det er noget andet at tale med nogen, der har oplevet det selv. Man kan nemt tro, at man er blevet skør, når man ikke kan tænke på andet, men så finder man ud af, at det er helt normalt, at man ikke kan slippe det liv, der har levet inde i en.

Der er også ting, man kun kan tale om med andre, der selv har prøvet at miste et barn. Obduktion for eksempel.

– Det er alt for grænseoverskridende, hvis man ikke selv har været der, men det er noget, man skal tage stilling til. Og på den ene side vil man gerne have alle svar. På den anden side vil man for alt i verden bevare sit barn intakt og for evigt.

Joy_Mogensen

Vandrerhjem og hus med have

Det har også været helende at gå til arrangementer i Landsforeningen Forældre & Sorg, hvor hun ikke behøver at forklare, hvordan det er.

Og så må hun indrømme, at det er en lettelse efterhånden at være ude af mediebilledet.

– Det går egentlig ret hurtigt, og det er ikke noget, jeg savner.

Hun har heller ingen planer om at vende tilbage til politik. Hun tror, historien om, hvordan hun var sidst, vil farve alt, hvad der kommer efter.

Og så får hun i øvrigt nok at gøre, når hun lige om lidt skal i gang med at drive vandrerhjemmet på Roskilde Havn.

Ikke alene, men sammen med en god ven og gammel kæreste, der havde set, at kommunen søgte nye forpagtere til byens vandrerhjem, og udset sig Joy som den ideelle forretningspartner.

Den var Joy med på, og de vandt udbuddet og overtog forpagtningen den første januar, og nu har de købt et byhus i Roskilde, hvor de skal bo sammen, men med hver sin afdeling.

Og med have ikke mindst.

– Det er en ny interesse, jeg fik under coronaen. Jeg har ellers aldrig haft grønne fingre, men så opdagede jeg, at jeg faktisk rigtig godt kan lide at passe planter.

Sådan bliver livet ved med at overraske, og Joy møder det til stadighed med åbenhed og nysgerrighed og lever med de sorger og glæder, der følger med.

Vandrerhjemmet er næste stop – måske med sit eget spiseri til havnens gæster, men der skal først og fremmest være overskud og tid til Markus.

Som i øvrigt har været forbilledlig. Under interviewet har han smilet, grinet og gryntet. Nu er han træt og skal sove.

– Er det ok, vi slutter nu? Du kan jo altid bare ringe, hvis der er noget, du ikke fik spurgt om, siger hun venligt, inden hun triller afsted med klapvognen.

Et par dage efter skriver jeg faktisk til Joy, for at høre hvem der egentlig var der for hende, da det var sværest i forbindelse med hendes farvel til politik.

Og hvilke venner og nye støtter hun fået og haft hjælp af under sine kriser?

Joy_Mogensen_datter

Hun svarer hurtigt:

– Min mor og mine søskende har været en stor støtte, både før og efter. Vi er meget tætte i min familie. Der er også dukket folk op, jeg ikke havde forestillet mig, at jeg ville have kunnet trække på. Folk fra min borgmestertid, som jeg havde en professionel relation til, men som nu er blevet mine private venner.

– Min gamle kæreste, Jens, som jeg nu forpagter Roskilde Vandrerhjem med, har også været en stor støtte. Vi var begge alene og besluttede os for at dele hjemmekontor under coronaen. Han var en af de første, jeg delte mine overvejelser om at forlade politik med.

Der er selvfølgelig nogen, der har været der mere end andre. Selvfølgelig er der nogen, der er gledet ud.

– Sådan er det, når man skifter job, men jeg føler ikke, jeg har mistet venner, og jeg tror, der er flere, jeg kommer til at se mere til her i efteråret.

Læs også