Annie Ernaux
Kultur

Hun skriver kompromisløst om abort og overgreb. Nu har hun vundet Nobelprisen - og det kom som lidt af en overraskelse - for nogen

7. oktober 2022
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: Stefan Boness/Ritzau Scanpix
Den franske forfatter Annie Ernaux vinder Nobels litteraturpris. Hun er en banebrydende stemme i kampen for kvinders rettigheder.

At hun vandt, var ikke overraskende for litterater verden over. Annie Ernaux er en af Frankrigs mest anerkendte forfattere og har været omtalt som en oplagt vinder i mange år.

Men for Annie Ernaux selv, kom det som en overraskelse, da hun torsdag fik beskeden om, at hun havde vundet Nobelprisen i litteratur. Faktisk tog hun ikke telefonen, da akademiet forsøgte at kontakte hende, inden de annoncerede hende som vinder. Det var først, da en journalist efterfølgende ringede hende op, at hun med stor forbavselse tog imod beskeden.

”Nej, virkelig?” lød det fra hende.

Annie Ernaux er den første franske kvindelige vinder af den anerkendte litteraturpris og den 17. kvinde ud af de i alt 119 tidligere vindere.

At hun er en oplagt vinder, beskrives af nobelkomiteen med motivationen:

”For det mod og den kliniske skarphed, hvormed hun afdækker rødderne, undvigelserne og de kollektive begrænsninger af personlig hukommelse”

Mere end bare gode bøger

Den franske præsident Emannuel Macron har i forbindelse med, at Annie Ernaux har vundet prisen, kaldt hende ”stemmen for kvinders frihed og de glemte”. En anerkendelse som Annie Ernaux nok ikke vil gengælde, da hun tidligere har kritiseret Macron's politik for ikke at fremme kvindesagen i Frankrig.

Hendes forfatterskab trækker tråde til flere aktuelle samfundsdebatter som #MeToo og den seneste abortlovgivning i USA. Det ses blandt andet i hendes værk ’Hændelsen’, der handler om, hvordan hun i en ung alder fik foretaget en illegal abort og var tæt på at dø af den.

Til en nyhedskonference i Paris udtalte hun: “Jeg vil kæmpe til mit sidste åndedræt for, at kvinder kan vælge at være mor eller ikke at være det. Det er en fundamental ret.”

Litteraturprofessor ved Aarhus Universitet Mads Rosendahl Thomsen påpeger til Politiken, hvordan prismodtagelsen skriver sig ind i historien som mere end bare hæder for gode bøger.

- Lige meget om nobelkomiteen siger, at de kun vælger ud fra litterær kvalitet, så kan vi læse hende som en stærk kvindestemme, der er utrolig relevant for kvinder og diskussionen om kvinders rettigheder rundt om i verden i dag.

Prisen, som uddeles af Det svenske Akademi, indebærer, udover anerkendelsen, en pengesum på 10 millioner svenske kroner og et muligt statsborgerskab i landet. Selve uddelingen sker d. 10. december.

Læs også