Da Iben stod på havnen fik hun en idé: Nu har hun bygget i over 60 år
Foto: Hanne Loop
Lille lyshårede Iben på en havn et sted i Jylland i slutningen af 50’erne. Nøje betragtende de lokale bådebyggere og fuld af spørgsmål.
For hun ville lære det. Håndværket. Ikke fordi hun ville bygge både. Hun ville bygge en seng til sin mor.
For sådan en manglede hun, syntes Iben. Og den lille pige på bare otte-ni år kom slæbende hjem med gamle fiskekasser fra havnen og fik flikket sin første seng sammen – til sin mor.
– Det er sjovt. Nu er det moderne at bygge af brugte materialer. Jeg begyndte af nød.
Min mor var maler og journalist, og vi flyttede meget rundt hele min barndom og havde ingen penge, og jeg ville gerne hjælpe min mor med at skabe et hjem.
Da Iben mødte sin første mand og kommende far til sine børn, bare 16 år gammel, havde hun boet 22 steder i Danmark.
Siden er hun kun flyttet et par gange. Men moren fortsatte sin omrejsende tilværelse, og Iben blev ved med at bygge.
– Jeg holdt op med at bygge senge til min mor, da jeg havde bygget 11. Da var jeg 43.
Nu bygger Iben mest til sig selv og sine venner, bekendte og familie. Mest borde og senge. Men hun har også lagt gulve og tage, bygget terrasser og blændet vinduer.
Scenografi har hun også bygget. Først i Comedievognen, som hendes mor var med til at grundlægge, og hvor Iben var med som skuespiller og dukkefører.
Så på DR, hvor hun producerede børne-tv i en menneskealder og fortsatte sin dukkeførerkarriere, i 28 år som Lotte i legendariske Anna & Lotte.
Mange husker nok Lotte, der ivrigt vifter med hammer og bræt, mens det gule hår flyver om hendes ansigt.
Lotte har også Ibens blå øjne, men skumgummiarmene og de slaskede bevægelser deler Lotte ikke med sin dukkefører.
– Jeg har altid været stærk. Det bliver man som dukkefører. Dukken er ret tung, og man bevæger sig på knæene. Det har givet mig nogle gode muskler.
Iben Wurbs, 73 år. Hun har produceret børne-tv på DR, i en lang årrække som redaktionschef. Ud over Lotte i Anna & Lotte har Iben også været hjælpedukke (de dukker der ikke er fast med i serien) i bl.a. Kaj & Andrea og Sigurds Bjørnetime m.fl.
Iben trækker op i sit ærme og afslører en imponerende Skipper Skræk-muskel.
Men hun har også lige bygget en hytte i Sverige, og det er også godt for muskulaturen.
– De senere år er mine muskler begyndt at svinde. Når jeg går i gang med noget hårdt, er jeg helt udmattet i starten, men så kommer musklerne igen.
Hytten i Sverige har hun bygget på sin søns grund, på toppen af en bakke, med en skøn udsigt og et kønt lysindfald.
Det var et samlesæt, men trappen med 11 trin op til døren er hendes egen konstruktion.
Den var svær på grund af den svenske klippegrund, som også var en udfordring, da stolperne under hytten skulle i jorden
– Min søn og et barnebarn hjalp mig med at grave og støbe stolperne fast. Vi brugte 22 i stedet for de 12, der fulgte med. Simpelthen fordi der var så mange, vi ikke kunne få langt nok ned.
Her var det selvfølgelig en fordel, at Iben er så erfaren.
Hun har bygget i over 60 år, og lærte ikke mindst meget af sin første mand, tegneren Peter Lautrop, der oprindeligt var uddannet snedker.
Byggefeber
Du sparer penge ved at bygge selv, og du bliver også stærk fysisk og mentalt.
Og så er det sjovt og slet ikke så svært, som man skulle tro, siger Jette Kruse Larsen, 57, der har bygget det halmhus, hun selv bor i.
Anja Bjerring Kristiansen, 47, er i gang med hus nummer tre, og Iben Wurbs, 73, der flikkede sin første seng sammen, da hun var otte, har lige bygget en hytte i Sverige.
– Vi boede i Frankrig, lige da vi havde mødt hinanden. Der fik han en stor opgave, han ikke kunne nå alene.
Den hjalp jeg ham med, og der lærte jeg meget fagligt om at arbejde i træ.
Men i det hele taget har jeg lært meget af at se, hvordan andre gjorde, og jeg råder altid andre til at gøre det samme.
Man kan jo ikke selv, før man har prøvet det, og folk bliver tit glade, når man interesserer sig for det, de laver.
En anden udfordring, hun stødte på under byggeriet af hytten, var coronaen.
Den lukkede grænsen til Sverige, lige som hun havde bestilt samlesættet og glædede sig til at komme i gang. Her hjalp hendes håndværksmæssige erfaring ikke meget.
– Under normale omstændigheder ville den hytte kunne bygges på 14 dage. Den er jo ikke på mere end 20 kvadratmeter. I stedet tog det et par år.
Og så var der gulvet. Der måtte hun også have hjælp af sin søn.
– Jeg kan ikke lægge gulv mere. Mine knæ er for skadede, ligesom en gulvlæggers. Det er efter alle de år som dukkefører.
Nu vil hun koncentrere sig om ting, hun kan lave uden at skulle ned på knæ som for eksempel borde og senge og vedligeholdelse af sit hus.
– Jeg vil gerne passe på mit hus, for jeg elsker at bo her, og jeg vil meget nødig flytte. Og så kan jeg godt lide at lave ting, man ikke lige kan købe, og bruge det, der er.
Det er sjovt. Jeg kan stadig ikke gå forbi en container uden at se, om folk skulle have smidt noget ud, jeg kan bruge.
Det ligger efterhånden så dybt i mig. Men nu er det ikke længere af nød. Nu gør jeg det af lyst.