Da hans kone døde, tudede han som ind helvede, men han var også glad: ”Jeg tror, at det var dødsangsten, der havde sluppet mig”

– Undskyld. Jeg er så fucking træt af at tude, siger Kristian Ibler og fanger en tåre, der er på vej ud ad øjenkrogen.

Vi taler om dengang, Ida lå i koma på hospicet, og han og drengene var nede i legerummet. Kristian havde sat sig til at se fjernsyn, mens drengene legede, da det pludselig gav et sæt i ham. Ida kom smilende ind ad døren og sagde: Hej, drenge!

– Hun så fantastisk godt ud, strålede ligesom – som hun så ud, inden hun blev syg. Det var måske to sekunder, og så var hun væk igen. Jeg tænkte: Hvad fanden var det? Prøvede at finde ud af, om det var en tanke, der var så livagtig, at jeg rent faktisk oplevede den. Men jeg tror, at Ida i virkeligheden var død, da hun lå dér i koma. Og at det var hendes sjæl, der kom ned og sagde hej til os.

Kristian Iblers bog “Enkemand” er ikke en bog om en smuk afsked med et menneske og en happy-end.

Det er en bog om at befinde sig et klaustrofobisk sted mellem ægtemand og enkemand, om en families syv år lange nedsmeltning, hvorfra de skulle lære at leve som tre og ikke fire.

Det er også en hudløst ærlig beretning om alle de (forbudte) følelser, der vælter rundt i en, når man er gift med en døende, tilsat en god portion sort humor. Som for eksempel da Ida skulle have rekonstrueret sit bryst, og en veninde efterlader en artikel med kvinder, som har valgt at leve med ét bryst.

Med stålsatte blikke og stærke positurer står kvinderne halvnøgne i sort/hvid og stirrer på Ida, som tørt udbryder: Det dér giver mig nærmest lyst til at få tre bryster!

Eller da de moser, blender og ryster deres enorme skyld over ikke at have levet korrekt væk i foodprocessoren med selleri, agurk og cayennepeber, der får miksturen til at ligne tyndskid.

Kræften kan spises væk. Vi har et valg. Intet er tilfældigt! Jeg har set det hellige lys, og Netto har kraftedeme bare at åbne en kasse til!

Spis økologisk, nej vent, spis biodynamisk, nej vent, spis efter din blodtype, nej vent, spis ikke kød, nej vent, spis ikke natskyggeplanter, nej vent, spis ikke smør, drik ikke mælk, spis vegansk, nej, spis slet ikke, for faste skulle være det nye.

Du har et valg, og himlen falder ned over dig, hvis du ikke vælger rigtigt. Det er din egen skyld!!

Man græder med Kristian Ibler, når man læser bogen, men man griner også virkelig højt indimellem. Fordi han ejer evnen til at grine af sig selv midt i den sorg, som aldrig går væk.

Da døden gik sin vej

Kristian Ibler begyndte at skrive en blog, enkemand.dk, da Ida var i den terminale fase af den brystkræft, som havde bredt sig, og han var egentlig ret ligeglad med, hvordan bloggen blev modtaget. Han havde bare behov for at skrive alt det ned, der foregik inde i ham.

– Men jeg fik en helt vild feedback på den, og da Ida døde, fik jeg nogle henvendelser fra forlag, som spurgte, om jeg ville skrive en bog. Jeg havde modstand på det i starten, for jeg følte mig som en kliché: Nå, nu har jeg oplevet noget, jeg må skrive en bog! Men da jeg gik i gang, kunne jeg mærke, at det var det, jeg skulle, fortæller han.

– Jeg kunne ikke finde andre, der havde skrevet om dét at blive enkemand – kun sådan noget poleret og romantiseret noget med, at “vi dansede, til solen stod op, og jeg mindes med kærlighed” ... Det var altså slet ikke sådan nogle oplevelser, jeg havde.

– Når Ida og jeg endelig havde noget energi, lå vi bare på sofaen sammen, vi skulle ikke ud og lave en hel masse. De ting, jeg læste, handlede også mest om sygdommen og sygdomsforløbet, jeg vil hellere læse om, hvad det gør ved dig blive enkemand.

Hvad gjorde det ved dig?

– Jeg fik utroligt meget livslyst, og der var en masse ting, jeg havde lyst til at lave om. Ikke bare kratte i overfladen, men virkelig lave mit liv om.

– Når jeg ser tilbage tror jeg, at det var en form for frigørelsesenergi. Ida var syg første gang i 2012, så blev hun raskmeldt og syg igen seks år efter, og kom så i den terminale tilstand, så den dyne af kræft og potentiel død lå over os i seks-syv år.

– Jeg følte det, som om jeg var blevet trukket tilbage i en slangebøsse, og da hun så døde, da alt det, jeg frygtede allermest, skete, blev jeg skudt ud i rummet og svævede rundt i sådan en underlig tilstand, siger Kristian Ibler.

– Jeg sørgede helt vildt og tudede som ind i helvede og syntes, at mit liv var så uretfærdigt, men jeg var også så glad. Det kan ikke være rigtigt, at jeg har det sådan her! tænkte jeg.

– Men jeg tror, at det var dødsangsten, der havde sluppet mig. Døden, der var gået sin vej. Den havde taget Ida, og nu var den væk. Så i den der støjende stilhed var der lige pludselig plads i rummet, i stuen, i hele min tilværelse.

– Bare dét at jeg ikke skulle hen på det hospice mere og have de samme tanker, der altid kværnede rundt: Skal jeg være hos børnene, eller skal jeg være hos Ida? Hvad hvis hun dør i nat? Skal jeg så være hos hende eller børnene? Det var en kæmpe ting hele tiden at skulle være to steder.

Giv mig noget

Kristian og Ida møder hinanden allerede i gymnasiet, og sommeren inden 3.g skriver Ida "JEG ELSKER DIG" med store bogstaver på indersiden af låget til et spil Ludo.

Den sommer bliver deres sjæle gift, og de får et langt og lykkeligt ægteskab, som også omfatter to drenge. Men ægteskabet med en døende?

Det er lidt den samme følelse som at være i et dårligt ægteskab, siger Kristian Ibler. Sådan noget siger man bare ikke højt. Kristian gør.

– Det skal ikke misforstås, men da Ida døde, følte jeg, at jeg endelig slap ud. Jeg blev færdig med det. Slut. Nu var hun død. Dét at være pårørende er jo at sætte sig selv til side hele tiden, du bliver som en sammenpresset fjeder, og nu følte jeg, at jeg blev spredt for alle vinde.

– Jeg prøvede at samle mig selv til et eller andet, lavede en swimmingpool og alt muligt på huset, som gik helt galt. Jeg havde også lyst til at være sammen med alle kvinder. Var det en projektion?

– Nej, det var bare sådan en: Giv mig nogle mennesker! Giv mig noget! Lad mig arbejde, lad mig komme ud i verden sammen med mennesker. Men der var ingen steder, jeg kunne rette min energi hen, forklarer han.

– Der havde været så meget fokus på Ida og vores situation, der var så mange om os hele tiden, vi var lidt en hovedbanegård. Men efter hun døde, blev der stille. Der var ingen, der ringede – i hvert fald som jeg husker det.

– Det var så påfaldende, at selv børnene spurgte, hvorfor der aldrig kom nogen forbi mere. Det var en underlig følelse, for når der er så mange mennesker omkring en, retter man også sin energi hen mod dem, og lige pludselig var der ikke nogen steder at rette energien hen.

Du beskriver også en lykkefølelse så intens, at du er nødt til at sætte et trist ansigt op, når du møder andre mennesker?

– Ja, det er svært at forklare, men der var en mærkelig naturlighed i, at Ida skulle dø. Hun tog det selv i stiv arm, hun var ikke bange, nærmere så rolig og afklaret, at overlægen begyndte at studere hende, fordi han ikke kunne forstå det. Men Ida kunne heller ikke selv forstå det.

– Som hun sagde: Nu må vi se, hvad der skal ske. Jeg ved det jo ikke. Den ro og naturlighed gjorde, at jeg følte, at hun holdt os i hånden. Så da hun døde føltes ikke som en tragedie, siger han.

– Vi var forberedte og havde snakket så meget om det, så jeg tror måske, at lykkefølelsen kom ud af det. Jeg blev aldrig deprimeret eller tungsindig – jo, over mit arbejde.

– Men ikke over at Ida var død, selv om det var dét, der gjorde mig mest ked af det. Men der var den forskel på de to ting, at arbejdet gjorde mig ked af det og tungsindig, og Ida gjorde mig ked af det og glad.

Telefonen holdt op med at ringe

I løbet af sine 23 år som skuespiller har Kristian Ibler medvirket i over 50 film og altid haft relativt meget at lave. Men i det øjeblik, Ida blev erklæret terminal, holdt telefonen op med at ringe. Fra den ene dag til den anden.

– Og den har næsten ikke ringet siden. Jeg ved ikke hvorfor … Men når man først ryger af karrusellen, holder den ikke op med at køre, den kører bare uden dig. Der har så også været corona og krise i filmbranchen, den ene ting efter den anden, men det er alligevel påfaldende, siger Kristian Ibler, som begyndte at skrive på en tv-serie, der handlede om alt det, han og Ida har været igennem.

– Jeg fik en god instruktør og en producent på, og alt gik godt. Men pludselig kom selskabet og sagde, at nu skulle vi have castet hovedrollen.

– Jeg er professionel, så jeg forstår godt, at man vil have et stort navn som trækplaster, men det gjorde alligevel så nas, at der gik noget i stykker inden i mig. Jeg var det værst tænkelige sted i mit liv, hvor jeg prøvede at komme mig over Idas død, men det her rev ligesom alle mine følelser ud af branchen.

– Det var sgu voldsomt at få at vide, at jeg ikke var god nok til at spille mig selv, fordi jeg ikke er et stort nok navn.

Droppede du så serien?

– Nej, lige nu er den sat på pause. Jeg måtte lægge pennen til sidst, for jeg kunne ikke skrive mere efter den besked. I dag har jeg ikke længere følelser i det, jeg er mere … ligeglad.

– Og på en måde var det godt, at de jog kniven ind i maven på mig, for nu føler jeg mig mere fri – hvor jeg før bandt alt op på min karriere. Hvis jeg skulle på turné, måtte min familie vige, for jeg skulle bare have den rolle.

– Engang tabte jeg mig ti kilo af stress over en international filmrolle, jeg havde fået. Det betød alt for meget. Men Idas død har skubbet til den del af mig.

– Det var ligesom slutningen på denne her evige hungren efter at spille, være en rolle, være lidt i centrum hele tiden. Og den barnlige og tåkrummende historie, jeg fortalte mig selv om, at kunsten ligger så dybt i mig, at jeg ville visne og dø uden, er falsk.

– Jeg ville visne og dø, hvis ikke jeg var blevet hos Ida til det sidste.

Hvad lever du så af nu?

– Jeg har en opsparing og lever ellers af royalties og lidt reklamejob. Jeg har nogle ting liggende, som jeg skriver på, men jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal fremover.

– Jeg har nok tænkt mig at søge ind på IT-Universitetet. Men når man har lavet noget i så mange år, tager det noget tid at forstå, at man måske skal noget andet. Videre.

Tegn fra Ida

Ida blev begravet 25. januar 2019, og efter begravelsen fra Frederiksberg Kirke var der reception.

– Det var en god dag med masser af mennesker – der var nærmest feststemning. Da folk var gået, kørte jeg hjem, og min mor tog børnene, så der var helt stille i huset. Klokken var kun syv, så jeg kunne ikke sove endnu, og begravelsen rungede stadig i mine ører.

– Jeg gik ned og så lidt tv, blev mere og mere træt og lagde mig ned på gulvet og faldt hen. Lige pludselig mærker jeg Ida lægge sig ind til mig, som hun altid gjorde. Det var så virkeligt, at jeg fløj op. Det varede måske to sekunder, så var hun væk, men det var fuldstændig, som hvis hun var levende. Og det kom ud af det blå – jeg lå ikke og tænkte på hende.

Du fik også andre tegn fra hende, fortæller du i bogen?

– Ja. Natten til halvårsdagen for hendes død lå jeg og tænkte på, hvad jeg havde fortrudt i vores forhold, som jeg aldrig havde fortalt hende.

– Jeg tænkte: Nu fortæller jeg hende det, så jeg begyndte at ligge og tale ud i luften dér klokken halv fem om morgenen. Jeg var ked af det og græd, det hele varede måske i 12 minutter, og da jeg var færdig, følte jeg en afklarethed.

– Jeg hørte så et klonk fra køkkenet og gik derud, for jeg kunne ikke genkende lyden. Henne foran køleskabet lå der et lille træhjerte med Idas navn på, som en fra hendes familie havde lavet, lidt drejet, så det lå, så jeg kunne se det, fortæller han.

– En anden gang havde jeg en ven på besøg, vi sad ved køkkenbordet og snakkede med havedøren åben. Han spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg sagde, at jeg savnede Ida rigtig meget.

– I dét øjeblik fløj en musvit hen foran vinduet og stod stille i luften og svirrede, mens jeg snakkede. Jeg stirrede over på den og sagde til min ven: Hør her. Ida sagde, at hun ville sende en fugl som tegn på, at hun var her.

– Vi kigger begge to på fuglen, som nu begynder at gokke sit næb ned i vindueskarmen. Vi sad og stirrede på den fugl i lang tid og kunne mærke, at det ikke var et tilfælde. Vi var helt målløse.

Alene og stærk

At se sin kone sygne hen og dø har ændret alt for Kristian Ibler. Midt i den største sorg af alle føler han også glæde og lyst til at leve. Som om livet har taget ham i kraven og sagt, at tingene skal give mening. Og i en alder af 47 føler han, at han endelig har fået et selvværd.

– Man er meget alene i sådan en proces, og den følelse har jeg følt så kraftigt, at jeg var nødt til at kunne stole på, at jeg kan stå på egne ben og vide, at det, jeg gør, er rigtigt.

– Jeg kan godt være alenefar for to børn, jeg kan godt sige stop til min branche, jeg tør godt at sige nej og gøre, som jeg vil. For jeg er alene, så jeg skal gøre det selv. Og jeg mener ikke på et offerplan, men på et dybt eksistentialistisk plan. At det kun er mig selv, der kan klare skærene.

I bogen fører du samtaler med Ida efter hendes død, og hun beskylder dig faktisk for at spille offerkortet?

– Ja, jeg har tendens til at falde ned i en offerrolle: Nu har jeg en død kone, så er det synd for mig, jeg er et offer. Jeg skriver en bog om at være enkemand og sidder og dyrker sætningerne: Uh, dén er rørende.

– Og så græder jeg lidt over det, jeg selv skriver. Så siger Ida til mig, at jeg skal stoppe med den offerrolle, komme videre, slippe det. Sådan ville hun sige, hvis hun levede, siger han.

– Vi mennesker har den selvmedlidenhed i os, men på et tidspunkt må man rejse sig og komme videre. Der er ingen, der kan give mig Ida tilbage, der er ingen, der kan fikse det.

– I bogen skriver jeg måske nogle ting, man ikke burde sige højt, men mit håb er, at det vil hjælpe andre pårørende til at kigge på sig selv udefra og sige: Det kan godt være, at jeg har alle mulige mærkelige følelser lige nu, men de går over. Det er bare sådan, jeg har det lige nu.

– Og det er ikke så forfærdeligt at sætte ord på alle de her sorte tanker. Det er ikke så slemt at sige dem højt.

Denne artikel blev første gang udgivet femina uge 17, 2023.