Da døren går op, ser Daniel en af sine bødler i øjnene for første gang

Sent om aftenen 16. juni sidste år bipper en WhatsApp-besked ind på Daniel Ryes telefon.

Det er hans franske ven Pierre, som han sad som gidsel sammen med hos Islamisk Stat i Syrien. Pierre skriver, at han tager til USA for at møde Alexandra Kotey, en af deres to fangevogtere og torturbødler, der netop havde fået en livstidsdom for sine ugerninger.

Daniel ved, at Kotey som en del af sin tilståelsesaftale har forpligtet sig til at tale med de pårørende og tidligere gidsler, der ønsker det, men han har selv afvist enhver tanke om det.

“Og dig?” spørger Pierre.

“Jeg skal ikke se nogen af dem. Ikke endnu. Måske en dag, når de fortryder,” svarer Daniel.

Seks minutter senere ombestemmer han sig.

“Kan jeg tage med dig?”

Det er godt 10 år siden, den dengang 24-årige freelancefotograf blev taget til fange af Islamisk Stat i Syrien.

Ni år siden han blev frigivet for 15 millioner kroner, som hans familie samlede ind.

Siden har de fleste danskere hørt om Daniel Rye, for hans måde at bearbejde traumet på har været at være åben om sin historie. Holde foredrag om den, give tonsvis af interview, medvirke i tv-programmer – ja, der er sågar lavet en prisbelønnet film om hans tid som gidsel.

En hårrejsende fortælling, som vi alle gysende har fulgt med i: Den unge mand kom hjem, de onde blev straffet, vi kunne alle ånde lettet op. Så er der da retfærdighed til!

Det er bare ikke helt sådan, Daniel selv ser på det.

– Det er jo nemt nok at sidde her 10 år efter som en, der er blevet kendt og har en god historie. Men den rejse har været sindssyg hård – meget hårdere, end jeg havde forestillet mig. Det opdagede jeg, da Politikens Forlag for halvandet år siden spurgte mig, om vi skulle lave en bog om min tid efter Syrien.

– Først anede jeg simpelthen ikke, hvad historien skulle være. Men da jeg satte mig ned og forsøgte at finde nogle fikspunkter, kunne jeg lige pludselig se det bjerg af begivenheder, der lå bag mig, fortæller han, da femina møder ham i forbindelse med udgivelsen af den bog, det faktisk blev til.

– Shit, det var hardcore! Og jeg tror næsten, at det er dér, jeg har fået den største selvrespekt. For nede i Syrien var det ikke mig, der bestemte, om jeg skulle overleve – det var dem.

– Enten slog de mig ihjel, eller også slog de mig ikke ihjel. Jeg havde ikke en skid med det at gøre. Jeg prøvede endda at slå mig selv ihjel, for fanden.

– Så den dér med, at jeg er så stærk, jeg overlevede jo … det er fint. Men den største udfordring har været at komme hjem og opleve, hvor alene jeg stod.

“Nærmest fri” hedder bogen, som er fortællingen om den indre rejse, Daniel Rye har været på siden Islamisk Stat løslod ham.

Hvordan finder man sig til rette i sit liv igen med så voldsomt et traume i bagagen? Kan det overhovedet lade sig gøre at leve et normalt liv?

Svaret på det er ja. For Daniels vedkommende. Men han har også været heldig, mener han selv.

– Jeg vil altid have min tid som gidsel med mig, og jeg har ingen intentioner om at frigøre mig 100 procent fra min historie. Bare dét, at man har et mål om at blive 100 procent rask kan gøre, at man aldrig føler sig rask.

– Det, der er sket i mit liv, har jeg med mig på godt og ondt. Det er min bagage.

Bliver du træt af din historie indimellem? At du altid er ham, der sad som gidsel hos Islamisk Stat?

– Nej, for jeg synes, at den har givet mig flere muligheder end begrænsninger. Jo, nogle gange kan jeg godt tænke: Fuck, hvor ville det være fedt, hvis jeg ikke havde været alt det igennem, så jeg kunne rejse, som jeg har lyst til. Lave de historier, jeg har lyst til.

– Jeg kan være vildt misundelig på mine kolleger, der kan arbejde uden det handicap, jeg har. Det oplevede jeg i Sydsudan, hvor jeg ikke at kunne lave den bedste historie, der var at lave, fordi jeg ikke turde at forlade den sikre zone.

– Til gengæld har jeg fået så mange andre fantastiske oplevelser via min historie. Og i 95 procent af mit liv skænker jeg den ikke en tanke. Der tænker jeg på vasketøj og indkøb og forsikringer og børn og skolestart og min nye fede hobby, triatlon. Så nej, min sygehistorie fylder ikke ret meget mere.

Du skriver i bogen, at det at holde foredrag om din historie har været en ventil for dig?

– Ja, i høj grad. Eller en måde at gå til service på en gang imellem. Ligesom man gør med sin bil. Det er ikke lige så presserende mere, men jeg har hele tiden tænkt, at jeg gerne ville bygge oven på mig selv.

– Jeg blev jo taget på en af mine allerførste reportagerejser, hvilket er noget af det, jeg har været allermest ked af: At jeg ikke nåede at komme rigtigt i gang. Så det at fortælle denne her historie har også givet mig nogle værktøjer, som jeg kan tage med i mit fremtidige arbejdsliv.

Du er aldrig blevet diagnosticeret med PTSD, som de fleste nok ville blive af det, du har været udsat for. Tværtimod har du måske opnået det, der hedder PTV, posttraumatisk vækst?

– Ja, jeg talte med min psykolog om det, men det er jo ikke noget, man bliver udredt for.

– Posttraumatisk vækst betyder, at man kan komme styrket ud af en traumatisk oplevelse, at man vokser af den og får tilført ressourcer. Og man kan i hvert fald trække ud af min historie, at jeg ikke er ødelagt, men at jeg har brugt den til at bygge oven på mig selv.

– Måske netop fordi jeg valgte at tale højt om den. Næsten alle de andre, jeg sad fanget sammen med, har lukket ned. En har skrevet en bog om radikalisering, og nogle af dem har lavet lidt interview her og der, men de fleste er hoppet i den – i min optik – gamle overlevelsesmekanisme, nemlig at pakke det væk.

– Det er ikke mig. Og jeg tror, at det ville indhente mig, hvis jeg prøvede.

Ingen hjælp at få

Hele det sikkerhedssetup, der skulle til for at få Daniel hjem fra Syrien, da han blev løsladt, kostede halvanden million kroner, og det er en regning, han selv har betalt, for forsikringsselskaber betaler ikke i kidnapningssager.

Den massive psykologbehandling, han havde behov for, har han også selv betalt.

– Da jeg kom hjem, var der ikke nogen hjælp at få, for der findes ingen steder for sådan en som mig.

– Der var ingen, der kom og sagde: “Nu skal du se, Daniel, du kan være her. Her er et værelse, du kan bo i, du kan gå ture i haven og der er psykologhjælp.“

– Det er, uanset om du er blevet gennemtævet af din mand, eller om du har siddet som gidsel, så har vi ikke et sted i Danmark til mennesker, som har et særligt behov for traumebehandling – medmindre du selv betaler.

– I det offentlige system kan du få en henvisning, og det er et bureaukratisk helvede, som ingen traumatiserede mennesker kan håndtere selv. Så jeg besluttede mig ret hurtigt for at hjælpe mig selv ved at åbne for min historie og holde foredrag.

Hvad skulle ændres, hvis du kunne bestemme?

– Så skulle staten opkøbe nogle flotte landsteder, der alligevel står og forfalder, og etablere nogle steder med masser af luft, plads og natur, og folk, der forstår sig på krisehåndtering.

– Et sted, vi kan proppe folk hen, når de er ødelagte for at hjælpe dem med at starte en proces op. Et sted, man kan komme hen uden at skulle argumentere og søge indsigt og pis og lort.

– Man burde kunne lave et regnestykke, der viser, at det i sidste ende godt kan betale sig at hjælpe folk tilbage til et liv, de kan holde ud at leve.

– Når jeg taler med traumatiserede mennesker – og det gør jeg en del, fordi folk rækker ud til mig – spørger de altid: “Hvad gør du?!” Det kan være en, der lige er kommet hjem efter at have siddet i et af de værste fængsler i verden i et halvt år, hvis psykologklippekort er sluppet op. Hvad fanden skal han gøre? Skrive en bog? Det er jo ikke alle, der kan det.

Hvad råder du dem til?

– At overveje, om de har lyst til at fortælle om det. Eller søge nogle fonde. Gå ned i banken og spørge, om de kan få et lån, så de kan komme godt i gang.

– Men det er fandeme svært at gå ned i banken og tage et lån på 250.000 til en rente på 10 procent for at gå til psykolog. Og du ved ikke engang, om det virker.

– Så når jeg ser på mit eget liv, føler jeg mig helt vildt heldig og privilegeret over, at jeg har kunnet håndtere min historie på den måde, jeg har gjort. At jeg har kunnet klare mig selv uden at ende i yderligere gæld, alkoholmisbrug eller kriminalitet. At jeg rent faktisk kan være en god far for tre raske drenge og hente dem tidligt fra børnehave.

Mødet med bødlen

20. juni 2022, fire dage efter samtalen med Pierre. Daniel drøner mod lufthavnen i Billund for at nå sit fly til USA.

Dagen inden har han, kæresten Signe og hans forældre fejret Daniels søn Geos toårs fødselsdag. Om aftenen, da Daniels mor var kommet hjem, havde hun sendt ham sin årlige lykønskning med livet og friheden på dagen for hans løsladelse.

Det er i sydstaten Virginia, at retsopgøret mod to af de fire briter, som holdt Daniel og 23 andre udenlandske gidsler fanget i Syrien, skal foregå.

Den ene halvdel af IS-gruppen The Beatles, som torturbødlerne blev kaldt på grund af deres britiske accent. Alexandra Kotey har tilstået, El Shafee Elsheikh nægter sig skyldig.

Næste morgen bliver Daniel og Pierre ledt gennem de lange gange i FBI’s afdeling af retsbygningen, indtil de stopper foran en helt almindelig kontordør.

Da den går op, ser Daniel en af sine bødler i øjnene for første gang. Alexandra Kotey sidder på en stol i grøn fangedragt med et Starbucks-kaffekrus foran sig på bordet.

Den mand, der holdt dig som gidsel, torturerede dig og ydmygede dig dagligt, sagde undskyld til dig den dag. Hvad betød det for dig?

– Jeg stod i en situation, hvor der manglede et andet ord for undskyld, synes jeg. Det var så malplaceret et ord at bruge.

– Hvis jeg tvinger mig selv til at tænke på, hvad han egentlig har gjort ved mig og mine kammerater – både dem, der kom hjem, og dem, der ikke gjorde … Det er en skala, der er så stor, at min hjerne ikke kan forstå det.

– Så dét, at han sagde undskyld, var på den ene side vildt befriende, fordi det åbnede for, at vi kunne have en samtale, hvor vi nogenlunde var på samme side – i modsætning til, hvis han bare havde benægtet. På den anden side følte jeg, at han forsøgte at vride sig ud af en dårlig situation alt for nemt, og det irriterede mig, fortæller Daniel Rye.

– Kotey satte gang i noget ubehageligt mig, for jeg ville ikke tilgive ham så hurtigt. Og jeg har en lille svaghed, der gør, at jeg er ret hurtig til at tilgive. Til at negligere, at noget er sket. Det kan i nogle henseender være en fantastisk gave, men lige her savnede jeg at være en lille smule mere indebrændt og have en lille smule mere had.

Hvorfor tror du ikke, at du havde det?

– Jeg ved ikke, om det er en overlevelsesmekanisme at lade være med at hade. Eller om det er, fordi mit hoved ikke gider at bruge tid på det. Eller fordi jeg selv er typen, der altid kommer tre minutter for sent og glemmer at betale en regning.

– Jeg har aldrig gjort det i dårlig mening, jeg er bare sjusket af natur. Så jeg har nemt ved at forstå folk, der på en eller anden måde fucker op.

Skyldfølelsen

Har du tilgivet ham?

– Nej, det tror jeg ikke, at jeg har. Men det, jeg kan gøre, er ikke at tillade ham at fylde ret meget i mit liv. Så jeg går ikke rundt med en tøjklemme i nakken hele tiden af vrede over ham.

– På en eller anden måde tror jeg, at jeg har været pisseheldig, at jeg har haft så travlt med så meget andet, at jeg har glemt at hade. Det er som om, at han ikke er nået helt ind i mit inderste, private rum. Havde han gjort noget ved min søster, min kæreste, mine forældre, mine børn, tror jeg, at det havde været noget andet.

Han har tortureret dig ...

– Ja, og det har jeg også indimellem svært ved at rumme. Men en af de ting, jeg tænkte meget på nede i Syrien, var, at de ikke havde taget Daniel Rye til fange.

– De tog mit rødbedefarvede pas til fange, jeg var bare en værdi for dem. Så uanset hvor meget, de forsøgte at komme ind under huden på mig, lykkedes det dem aldrig helt.

– Hvis det var lykkedes dem at ødelægge mig, så jeg f.eks. hver dag skulle leve med PTSD, som gik ud over min familie, tror jeg, at jeg ville have et andet had til dem. Fordi jeg hele tiden ville blive mindet om det.

Du fortæller i bogen, at du har haft svært ved at føle dig som et offer, men tværtimod har skyldfølelse. Hvorfor i alverden har du det?

– Jeg har ingen skam i at overleve, men jeg har en skyldfølelse over at have udsat og involveret så ekstremt mange mennesker i denne her historie. Folk, der lige pludselig skulle arrangere en indsamling for at få mig hjem. At min familie og min kæreste har skullet gennemleve det, de har.

– Det er måske derfor, jeg hele tiden sætter spørgsmålstegn ved det, jeg gør, for jeg føler på en måde, at jeg står på et fundament af andre mennesker.

Men du kunne jo ikke gøre for det?

– Nej, men jeg synes, at det har været rigtigt, rigtigt svært at sætte mig selv i offerrollen. Det var først, da jeg stod over for en dommer i USA, der kiggede ned på os og sagde: “I har alle sammen gjort det, der skulle gøres, da folk havde brug for hjælp. I har bare været uheldige.” Dét, at sådan en autoritet velsignede vores intentioner, betød noget. Det var der sgu ikke noget af, da jeg kom hjem. Der var ingen politikere, der sagde: “Det er vigtigt, at vi har sådan nogle som Daniel.”

– Jeg følte mig tværtimod mere som en varm kartoffel. Så da jeg blev løsladt, følte jeg virkelig, at jeg havde en dårlig historie. At jeg bare var en idiot i manges øjne. Det var jeg i hvert fald i mine egne.

– Og det var også det, der var kampen: Jeg følte, at jeg skulle overbevise hele Danmark om, at jeg havde tænkt mig om og gjort, hvad jeg kunne.

– Jeg syntes ikke, at jeg havde gjort noget godt – tværtimod havde jeg gjort alting meget værre. Prisen for mig var 15 millioner, som gik til en terrororganisation – mit liv blev pludselig vekslet for ondskab.

To sider af et monster

Du sætter også spørgsmålstegn ved, om det er okay, at du tjener penge på din historie. At du får et godt liv ud af tragedien. Er det det?

– Jeg vil nok altid have svært ved at komme med et klart svar på det spørgsmål. For nogle gange føler jeg, at det kraftedeme er min ret, folk skal ikke komme her og sige noget som helst! Men hvis jeg kun tænkte sådan, ville jeg være skuffet over mig selv. For så ville jeg negligere alle nuancer.

– Jeg tror, at min evne til at sidde over for Alexandra Kotey og ikke bare hade ham, men også have lidt ondt af, at han har haft et lorteliv, er den, der får mig til at reflektere over, om det er okay, at jeg tjener penge på det her.

– For jeg gider ikke at være stokkonservativ og bedrevidende, det synes jeg ikke, er spændende. Noget af det, der har været det mest interessante for mig i denne her 10 år lange proces, er netop det filosofiske aspekt i, at jeg er blevet trukket igennem en vild historie, hvor jeg selv har været hovedperson, og hele vejen igennem den har prøvet på at blive klogere på alt det, der er sket.

– Og på en eller anden måde føler jeg, at jeg bliver frisat, når jeg har evnen til at se to sider af et monster. Det er jo i virkeligheden også det, der er mit arbejde som dokumentarist.

Vi skal forholde os til baggrunden for ondskaben, skriver du, ellers gentager den sig. Gør den ikke det alligevel?

– Jeg havde ikke noget som helst forhold til ondskab, inden jeg rejste til Syrien, men siden har jeg oplevet den i forskellige størrelser og faconer, og jeg synes, at man er nødt til at betragte den som noget, vi kan lære af.

– Det er der også kommet en tendens til via alle de her true crime-podcasts, og noget af det, som hjalp mig meget i starten, var at høre de første 40 afsnit af “Mørkeland”, fordi jeg så gerne ville prøve at forstå. “Mørkeland” handler udelukkende om mennesker, som har gjort ekstremt onde ting, og der var ikke én af de 40 gange, hvor ondskaben ikke var opstået ud af et eller andet. Den var blevet aktiveret af en dårlig opvækst, sygdom, et eller andet.

– Når jeg så kiggede på, hvilke liv mine fangevogtere i Syrien har levet, og hvorfor de endte nede i Islamisk Stat og tævede løs på os, var den rejse mig ikke fuldstændig fjern.

– Jeg forstår godt, at man kan blive vred, hvis man ikke får den kærlighed, man har brug for. Hvis man bliver mobbet, udstødt, udsat for racisme. Især når man er ung.

– Jeg har selv været en ung mand, og fuck, jeg kunne også blive vred! Jeg har bare haft en fantastisk barndom og opvækst og al den kærlighed, der skulle til, for at blive et velfungerende menneske, siger han og fortsætter:

– Så hvad er det, der får folk til at gøre de her frygtelige ting? Det gør de jo ikke af glæde, det er desperate menneskers handlinger. Og jeg tror da, at de sidder i deres små celler lige nu og tænker: “Okay, hvis der ikke er nogen, der kigger, kunne det være, at jeg skulle have valgt et andet liv.”

– Men hvis du er ensom, hvis du hele tiden bliver skubbet væk, og der så kommer nogen og siger: “Hey, vil du ikke være med i vores klub herovre? Vi ved, hvad du kommer fra, du er en del af os, vi vil gerne hjælpe dig.” Så kommer du ind i et miljø, der anerkender dig, så du kan slappe af. Fuck, hvor nice! Og så får du at vide, at du lige skal klare en opgave …

– Vi ved fra studier, at hvis et fællesskab kræver, at du trykker på en knap for at give en mand stød, er de fleste af os villige til at gøre det.

– Man bliver ikke født med mere ondskab end andre, det nægter jeg at tro på – jeg har lige så meget ondskab i mig, som de har. Men jeg har til gengæld fået mere kærlighed i min opvækst end dem. På den måde har vi alle sammen et ansvar for den ondskab, der er omkring os.

Det er nok de færreste, der kan anskue tingene på den måde …

– Ja, og jeg kan da også indimellem tvivle på, om det er mig, der har tabt sutten fuldstændig. Men fra de mennesker, jeg kender, der har beskæftiget sig med onde mennesker, hører jeg, at de langt hen ad vejen opsøger et monster og møder et menneske. Et menneske med en lortehistorie.

– Og det er måske det, der har reddet mig i sidste ende: Evnen til ikke at bare at skyde skylden på alle andre, men også selv føle, at jeg bærer en eller anden form for ansvar.

Artiklen blev udgivet i femina uge 40, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: