Køn & identitet
14. juli 2023

Caroline blev unmatchet, når de hørte hendes højde: “Mænd bliver bare meget intimideret”

27-årige Caroline Dan har ofte følt, at mænd så hende som mindre feminin og attraktiv end de andre kvinder, der var lavere end hende. Det skabte en usikkerhed, som gjorde det svært for hende at date og tage det første skridt i potentielle kærlighedsrelationer.
Af: Af Trina Nielsen
højde dating

Foto: Privat

Med sine 187 centimeter stikker Caroline Dan højere op i landskabet end de fleste. Og det kan virke skræmmende på især mænd, siger hun:

– Mænd bliver bare meget intimideret af min højde og skyder ofte brystet frem og gør sig større over for mig.

Og det har især været svært, når man forsøger at finde kærligheden på det i forvejen hurtige og overfladiske datingmarked, som diverse apps indbyder til.

– Det er ikke kun mænd, der er lavere end mig, der har afvist mig. Jeg har prøvet, hvor en mand, der var over to meter skrev til mig, at jeg var for høj til ham, siger hun og fortsætter:

– Jeg har også oplevet, hvor nogen ikke havde set, jeg havde skrevet højden i min tekst. Og da de så spurgte, hvor høj jeg var, og jeg svarede, så blev jeg unmatched med det samme.

De afgørende centimeter på datingmarkedet

Højden har stor betydning for mange, når de dater. Og så er det efterhånden det eneste ved ens udseende, man ikke kan gøre noget ved. Så hvordan er det at være en lav mand og en høj kvinde i en swiping-datingkultur, der er præget af hurtige, overfladiske til- og fravalg? Det har femina update spurgt Caroline på 187 centimeter og Stefan på 162 centimeter om.

I dag er Caroline Dan 27 år, og de 187 centimeter ramte hun som 14-årig. Akkurat samme alder, hvor hun begyndte at interessere sig for fyre.

En interesse, som, hun hurtigt fandt ud af, ikke altid føltes gensidig.

– Jeg har spillet basketball i 20 år, hvor jeg også skulle være den store og den stærke, da jeg altid har været den højeste på mit hold. Den som skulle holde modstanderholdet væk fra kurven. På den måde var det nemt at tage den rolle med over i kærlighedslivet. Det har været lidt et DNA for mig.

Hun fortæller, at hun derfor har holdt sig til at opbygge venskaber med fyre.

– Jeg har ikke følt, jeg var lige så spændende for fyrene, som andre lavere piger har været. Jeg har altid haft den der følelse af, at jeg var lidt mere en af vennerne, siger Caroline Dan.

Da hun for 10 år siden begav sig ud på datingmarkedet og senere oprettede en profil på Tinder, havde hun svært ved at finde ud af, hvad hendes rolle var, fortæller hun.

– Det var ikke så meget mig, der tog første skridt. Fordi jeg var bange for at blive afvist. Da jeg datede, havde jeg ikke helt den følelse af...

Den halve sætning hænger i luften. Der er stille, indtil hun tager en vejrtrækning og fortsætter:

– Det var lidt sårbart, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle navigere rundt i det, fordi jeg ikke rigtig har følt den der interesse fra en fyr.

– Det med højden er aldrig et emne, som er blevet talt særlig meget om, synes jeg. Og det gør det ikke ligefrem nemmere for unge kvinder og unge mænd at sætte ord på den sårbarhed, siger hun.

Ifølge parterapeut, sexolog og forfatter Amanda Lagoni betyder højde stadig meget, når vi skal og finde en potentiel partner. Og det bunder både i urhjernen og gamle normer, hvor kvinden skulle passes på og beskyttes af en, som var større og stærkere end hende selv.

– Det er simpelthen et genetisk levn, og så er det også en social konstruktion i forhold til, hvad vi som kultur forventer af hinanden, siger Amanda Lagoni.

Men vi har ikke længere brug for, at mændene skal passe på os, fortæller hun:

– Vi har meget mere brug for en, der er intellektuel, romantisk, en god forælder. Men det tager rigtig lang tid for os at ændre den indstilling i kulturen. Ligesom med barsel, ligesom med alle de andre skævheder i forhold til mænd og kvinder.

At højdens betydning i vid udstrækning er rodfæstet i kulturen, bekræfter lektor i sociologi ved Københavns Universitet Poul Poder.

– I den populærkulturelle fremstilling af par ser vi typisk den høje mand og lavere kvinde. Det bliver dyrket i vores kultur, og i de billeder vi har spejle os i, siger Poul Poder:

– Og så har vi udtryk, vi bruger, hvor højden er forbundet med noget positivt, for eksempel "en høj, flot fyr."

Caroline Dan fortæller, at hun ikke har prøvet, at en fyr har sagt noget om hendes højde direkte til hende på en date. Men når hun mærkede den manglende interesse efterfølgende, har hun ofte haft en stærk fornemmelse af, hvad det handlede om.

Og det er bare ekstra hårdt, når det ikke er en ting, hun kan ændre:

– Ens højde er en af de eneste ting, man ikke kan gøre noget ved. Altså efterhånden kan man jo ændre alt muligt ved sit udseende. Men ikke højde. Det er jo også derfor, det bliver sådan et sårbart emne, fordi det også betyder så meget i dating.

Det er først inden for de seneste år, at hun har fundet en meget større ro og hviler i, at hun har den højde, hun har, fortæller hun:

– Det har taget mig nogle år for bare at anerkende min højde. Jeg har ofte lavet den der med at stå og bøje lidt i knæene. Jeg har altid været glad for at tage høje hæle på og har egentlig også altid været glad for min højde. Men jeg har da helt klart følt mig mest feminin omringet af andre høje mennesker.

Selvom det i allerhøjeste grad har været i dating-arenaen, at hun har oplevet, hvor stor en rolle hendes højde spiller, så er det også noget, der fylder i andre arenaer.

– Jeg kan stå i kø til et toilet til en koncert eller til en festival. Det er især mænd, der laver den der med at stå og måle sig selv op mod mig, hvor jeg bare er sådan, “øh hej, hvem er du?” Og så er de sådan “hold da op, du er høj".

Og så er elevatorblikket hverdagskost:

– Jeg oplever, at folk lige kigger på mig, så kigger de ned på mine fødder, og så kigger de op igen. Det sker hver eneste dag.

Adspurgt om hun er helt sikker på, at det skyldes hendes højde, er der ingen tvivl at spore i stemmen:

– Ja, helt sikkert. Det er det. Altså det er netop det der elevatorblik, som “hold da op, du er høj.” Men hvis folk kigger meget, så kigger jeg jo bare tilbage og smiler.

Efter en årrække med gnavende tvivl på sig selv begyndte noget inde i hende at vokse for nogle år tilbage. Et selvværd og en glæde for sin krop i den størrelse, den nu engang er skabt.

Det har blandt andet resulteret i, at der i dag er en kæreste inde i billedet, fortæller Caroline Dan og forklarer med et lille grin, hvordan de mødte hinanden oppe “i de højere luftlag.”

– Han er to meter. Det er lidt tilfældigt på en eller anden måde. Men jo, så kan man sige, at nu mødte vi hinanden på en cocktailbar, og det var måske fordi, vi bare fangede hinandens øjenkontakt deroppe i højden.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også