Selvudvikling
27. juni 2019

Chefredaktøren: Stjernerne ved det!

Da jeg slog op på det store sommerhoroskop, som vi bringer i denne uges femina, blev jeg noget paf over, hvor præcist mit horoskop passer på min situation denne sommer
Af: af Camilla Kjems
Camilla Kjems

Jeg har aldrig fået lagt mit horoskop – sådan for alvor. Så jeg aner ikke, hvad jeg har i ascendanten, og om stjernerne mon har et svar på, hvorfor jeg har rygrad som en regneorm, et søvnbehov som en 12-årig og et sind så modtageligt for sanseindtryk, at jeg nogle gange føler, jeg er ved at implodere.

Jeg ved dog, at jeg er Tyr, og at jeg sagtens kan genkende en del af de træk, der er karakteriserende for det stjernetegn. Da jeg slog op på det store sommerhoroskop, som vi bringer i denne uges femina, blev jeg dog alligevel noget paf over, hvor præcist mit horoskop passer på min situation denne sommer. Helt usædvanligt har jeg denne sommer sagt ja til en helt ny type arbejdsopgave, der skal løses hen over sommerferien. Det har betydet, at jeg i sidste øjeblik har måttet lægge de fleste af mine ferieplaner i skuffen og afbryde min nu ganske korte ferie i Italien for at tage hjem og arbejde.

Meget usædvanligt, men alligevel ikke – for gæt, hvad der står i mit horoskop? Jeg citerer: ”For dig kan rejseaktivitet denne sommer meget vel skulle kombineres med arbejde. Der kan være opgaver, som kræver en tur til udlandet. Du kan dog sagtens tage dig nogle friheder også, ændre nogle planer og få prøvet noget helt nyt”.

Vildt, hvad de stjerner kan se. Jeg er imponeret og håber, at også du kan finde fornøjelse og inspiration til dit sommerliv i sommerhoroskoperne på side 69 – og i resten af denne uges femina i øvrigt.

Camilla KjemsChefredaktørcamilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs mere om:

Læs også