Chefredaktøren: Sex, rollespil og kærlighed
Kærligheden ender altid med en sorg, og vil du ikke sorgen, får du heller ikke kærligheden.
Det er kloge ord udtalt af en kvindelig præst fra Holmens Kirke i København i et interview i Berlingske Tidende. Hun har så evig ret. For hvis man siger ja tak til at deltage i livets store tag selv-bord, må man også være klar over, at det ikke er alle retter på buffeten, der lige er ens yndlings. Og alt det, man elsker, skal man jo – om ikke før, så i hvert fald når man dør – miste igen. Det er på en måde det, Psykologi handler om kogt ind til en Maggiterning.
”Kærligheden har svære kår,” mener præsten videre. Hun synes i Svend Brinkmann-stil, at vi er forkælede. Kun vil forelskelsen. Forventer for meget af partneren samtidig med, at vi selv lukker hjertet og har en bagdør åben, hvis nu det ikke går. Hun er gift på 35. år med den samme, og man fornemmer, at hun synes, at hun og hendes partner har ”forstået opgaven”. De ved, at der skal kæmpes for kærligheden. I medgang og modgang, som det hedder. Det er så let at tro, at man er ”noget særligt” som par, når alle vennerne bliver skilt omkring én. Det troede jeg også selv. Jeg tog fejl. Men bare fordi det ikke lykkes, betyder det ikke, at man ikke har kæmpet for kærligheden, vel?
Der er 1,6 millioner singler i Danmark. Det er en slat. Så når man kaster håndklædet i ringen som Laura Bro (læs interviewet på side 14), er det ikke for sjov. Det er af nød. Det er ikke, fordi hun har for travlt, er selvoptaget eller bange for nærhed. Det er bare svært. Jeg vil godt æde min gamle hat på, at de fleste af de ”egoistiske” singler hellere end gerne vil have en partner. Men hvis ens første og anden relation er gået skævt, har man altså brækket vingen – og det kan være svært at have tillid til, at man kan flyve igen. Om man vil? Ja, for pokker. Ligesom fugle er programmeret til at flyve fra naturen, tror jeg, mennesker gerne vil elske og elskes. Det tror jeg aldrig ændrer sig – vi kan bare ikke nødvendigvis altid finde ud af det i det gammeldags ægteskab. Denne her leder burde derfor i stedet handle om, hvordan i alverden vi får genoprettet tilliden og dynamikken i nære relationer, men jeg aner det ikke. Men gudskelov er kærlighed ikke kun et livslangt ægteskab mellem en mand og en kvinde. Det er tusindvis af følelser og følelsesnuancer fra sympati over kærligt venskab til dyb samhørighed.
En af de mange farvetoner på paletten er den erotiske kærlighed, som vi forsøger at indfange i Psykologi nummer 08. Journalist og sexolog Sara Skaarup beskriver den ”nye seksualitet”, hvor der sker en stor udvikling i disse år. Især blandt de unge. ”Er jeg mon til kvinder, mænd eller begge dele? Hvordan kan jeg være sikker på min seksualitet, hvis jeg aldrig udfordrer den?” Og hvem siger, at man skal være hetero hele livet, fordi man lagde ud med at være seksuelt tiltrukket af en af det modsatte køn? Eller omvendt – ikke kan blive hetero efter at have været lesbisk? Det er ret forfriskende (og ikke spor forargeligt) at læse, det mest chokerende ved artiklen var faktisk at opdage, at man først tog homoseksualitet af listen over psykiske afvigelser i 1981. En af mine drengevenner ”sprang ud” omkring det tidspunkt, og hans mor afskrev ham, fordi hun var så flov og skuffet over, at hun nu ikke kunne blive bedstemor som sine veninder.
Det tror jeg ikke sker i dag. I månedens tema på side 28 er der fokus på de roller, vi har i familien, på jobbet og i vores relationer i øvrigt. Tøsedrengen, klovnen og diplomaten er klassiske eksempler. Det pudsige ved de psykologiske roller er, at uanset om vi ser dem som ”gode” eller ”dårlige”, er udgangspunktet det samme: Vi påtager os roller for at gøre os fortjent til andres kærlighed. Når vi skiller os af med dem, er det af kærlighed til os selv.
God læselyst med denne udgave af Psykologi
Christina Bølling
Chefredaktør