Chefredaktøren: Er du modig nok til at hjælpe andre?

Læs chefredaktør Christina Bøllings tanker om det nye PSYKOLOGI

Intuitiv overvågning sender tankerne i retning af FBI og min yndlings-tv-serie på Netflix p.t., "Mindhunter". Det sjove er, at det er komiker og tv-ansigt Mikael Wulffs beskrivelse af sin mor. Kan det siges mere perfidt og samtidig kærligt? Mon ikke alle har oplevet, at ens mor tilsyneladende ved alt, og man undrer sig over, hvor pokker hun har sine informationer fra? Her skal man lige tænke ind, at mødre (og fædre, hvis de gad) har grænseoverskridende gode muligheder for at udspionere deres børns personlighed i årevis, uden børnene aner det. De iagttager os, før vi er store nok til at forstå, at vi ikke er ét med dem. Jeg har lært spionage-kunsten af min mor. Og mine børn hader, når jeg overvåger dem og gennemskuer deres motiver. De synes, det er overgrebsagtigt. Nogle gange er jeg nødt til at lade, som om jeg ikke kan se, hvad der foregår, for ikke at irritere dem.

Intuition er et fantastisk redskab, fordi man kigger, uden at andre kan se, at man gør det. Man kigger med følelserne.

Jeg synes egentlig, at kvindelig intuition er stærkt undervurderet – og jeg fornemmer heldigvis også en stor rummelighed og kærlighed fra Mikael Wulff til sin mor.

Interviewet med ham fik mig til at tænke på noget andet: Det er, som om min generations "mine-forældre-så-mig-ikke" er ved at blive afløst af accept og tolerance i forhold til forældres fejl og mangler. Wulff har haft en helt normal barndom, og det har Maria Montell også. Til gengæld har hun siden haft nøgle til Amalienborg, hvilket ikke er helt almindeligt. For første gang nogensinde fortæller den 48-årige sangerinde om, hvordan det var at have livvagter med på trekking-ferie, og hvorfor det var så svært for hende at komme videre efter kronprinsen, selv om hun ikke drømte om at blive dronning på noget tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Det er nærmest et samfundskrav at være glad

Hvad enten vi er bitre på vores forældre, tidligere kærester eller os selv, så har devisen længe været, at man skal tilgive for at komme videre. Tilgivelse er nøglen til at slippe de negative følelser og løfte sig op over begivenhederne og blive et større menneske.

På side 71 fortæller en psykolog, hvorfor det ikke altid passer, og at man ikke nødvendigvis altid skal tilgive andre mennesker for deres fejltrin. Der er ting, der ikke er spor i orden, og handlinger, der har så store konsekvenser for dem, de går ud over, at man svigter mindstekravet til at kalde sig et anstændigt menneske.

Jeg synes faktisk, at hævn og voodoo kan være på sin plads. Og jeg vil hellere have Fay Weldons sjove "En hun djævels bekendelser", hvor hovedpersonen tager grufuld hævn over sin utro ægtemand, end kvinder, der bare går i opløsning af kærlighed. Artiklen om love addiction på side 38 er skræmmende – og genkendelig.

Civilcourage. Det er så det andet ord, jeg har fået ind i mit ordforråd, og som jeg tror kommer på alles læber i 2018. Der er selvfølgelig for sent for min gode ven, der fik bank, fordi han holdt en anden mand i hånden, og for de svigtede børn, der er blevet voksne. Men heldigvis smitter mod, styrke og lyst til at gøre godt for andre uden egen vinding. Så hvis ikke du allerede har civilcourage, kan du få inspiration på side 18.