Chefredaktøren: Aldringens evige ambivalens

Jeg er 45 år – og i live. Hvilket privilegie! For 100 år siden blev kvinder ikke meget mere end 50-60 år. Mange døde i barselsseng, og de, som var heldige at overleve de mange børnefødsler, var slidt godt ned i en alder af 45. Så hvad har jeg lige at klage over?

At få lov til at blive ældre er et privilegie og så langt at foretrække frem for alternativet. Når det nu er sagt, så er vi stadig kun mennesker. Og vi mennesker er forfængelige. De mange leveår gør, at vi går ind i nye livsfaser, der kræver store omvæltninger. Måske det er derfor, så mange bliver skilt (det har fra tidernes morgen aldrig været meningen, man skulle nå at tilbringe 70 år sammen)? Måske er det derfor, vi får ”empty nest”-symptomer, når børnene flytter hjemmefra (det dér med at skulle ”realisere sig selv” som andet end mor og far og forsørger er jo ligeledes et nyt fænomen)? Måske er det derfor, vi har det så svært med vores krops- forfald? Det er jo vanvittigt mange år, vores evigt unge sind kun kan se passivt til, mens vores kød langsomt falder fra hinanden. Så selv om vi alle ønsker at blive gamle, så er den alligevel så svær at affinde sig med. Alderen. Så ambivalent. Vi ønsker den, men hader at mærke den på vores krop. Et eksistensvilkår, vi hver især må lære at leve med.

Velkommen til denne uges femina, hvor du både kan læse om kampen mod rynkerne, og den følelse af værdiløshed, vi kvinder kan sidde med, når vi kommer i overgangsalderen. Men først og fremmest: Masser af livsglæde og inspiration til at leve det fuldt ud. Livet. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER