https://imgix.femina.dk/2021-07-05/camillakjems.jpg
Sårbarhed

Camilla Kjems: "Når man møder sig selv i sårbarheden, indser man, hvor pissestærk man er"

5. juli 2021
af Emilie Søndergaard Christiansen
Foto: Jakob Kirk/Sif Menicke
Forfatter Ulla Hinge Thomsen er aktuel med podcasten ”Sårbar og Stærk”. I tredje afsnit taler hun med forfatter og mediechef Camilla Kjems om, hvad der sker, når man ser sin sårbarhed i øjnene.

I starten af 2021 udkom Ulla Hinge Thomsens bog: ”Sårbar, find friheden i det uperfekte,” der handler om at omfavne den sårbarhed, der findes i os alle.

Nu har Ulla Hinge Thomsen lavet en videreudvikling af bogen i form af podcasten ”Sårbar og Stærk”, hvori hun taler med mennesker, der har tænkt over deres sårbarhed og har nogle særlige erfaringer med det.

Formålet med podcasten er at finde ud af, hvordan disse mennesker tackler sårbare situationer og følelser, hvad de oplever som sårbart, og hvad de lærer af det.

https://imgix.femina.dk/2021-07-05/ullahingethomsen.png

I tredje afsnit taler Ulla Hinge Thomsen med forfatter og mediechef Camilla Kjems om at balancere sårbarheden i en hverdag, hvor man også skal agere som et professionelt menneske.

At turde at være sig selv

Ulla Hinge Thomsen og Camilla Kjems taler i podcasten desuden om den bog Camilla Kjems skrev i 2018, ”Du skal turde elske først”, der netop handler om, hvad der sker, når man ser sin angst, sårbarhed og ensomhed i øjnene.

Bogen skrev Camilla Kjems efter en periode i sit liv, hvor hun stod i en svær livskrise og modtog psykologhjælp.

En periode, der, til trods for at være hård, også lærte Camilla Kjems rigtig meget om sig selv.

– Det er, når man går ind og møder sig selv i sårbarheden, at man egentlig ser, hvor pissestærk man er, fortæller hun i podcasten.

For Camilla Kjems var det mødet med sin nuværende kæreste, der skabte ro i hendes liv.

Hun satsede alt og viste ham alle sine mest sårbare sider, alt det hun tidligere havde været skamfuld over.

– Alt det grimme, som jeg troede han ville blive forskrækket over, var han bare sådan: ”Ja, og?” forklarer Camilla Kjems om starten på sit forhold.

Hør podcasten ”Sårbar og Stærk”

Ulla Hinge Thomsen er aktuel med podcasten ”Sårbar og Stærk”, hvor hun undersøger forskellige menneskers erfaringer med sårbarhed, og hvad sårbarheden har lært dem.

Podcasten er produceret af Politikens Forlag og udgivet i samarbejde med femina.

I tredje afsnit taler forfatter og mediechef Camilla Kjems og Ulla Hinge Thomsen om, hvordan Camilla Kjems har balanceret sårbarheden i sit job som leder i mediebranchen.

Du kan også høre podcasten på Itunes, Spotify og Spreaker.

Sårbarhed er lig med styrke

Ulla Hinge Thomsen siger i podcasten, at hun har indtryk af, at Camilla Kjems fik lukket nogle kapitler i sit liv ned ved at skrive om dem i sin bog, og at man godt kan mærke, at hun er et andet sted i sit liv i dag.

Derfor spørger hun også Camilla Kjems, hvordan sårbarhed, styrke og karriere spiller sammen for hende i dag, hvortil Camilla Kjems fortæller, at for hende er sårbarhed og styrke én og samme ting.

– For 10 år siden var min sårbarhed skrøbelig. Jeg kunne godt have dage, hvor jeg næsten ikke kunne gå på arbejde, fordi jeg tænkte, at hvis nogen puster til mig nu, så går jeg i stykker.

– Det er sjældent, jeg har det sådan nu, men min sårbarhed er med mig i min måde at møde mennesker på og i høj grad også professionelt og i min måde at lede på, uddyber hun i podcasten.

I podcasten ”Stærk og Sårbar” kan du høre Camilla Kjems fortælle Ulla Hinge Thomsen meget mere om, hvordan hun har håndteret de sårbare perioder i hendes liv, og hvordan sårbarheden gør hende til en endnu bedre leder.

Læs også