Brev til Renée: Skal jeg slå mig ned eller forfølge min rejselyst?

Hej Renée Jeg er knap 30 år og har altid godt kunnet lide at rejse. I januar 2016 kom jeg hjem efter at have været i praktik i udlandet i et halvt år. Gennem min tid i udlandet havde jeg følt stor ensomhed og var glad for at komme hjem til Danmark igen. Jeg fandt en dejlig mand, som nu er min kæreste. Jeg var meget opmærksom på at finde en mand, som var jordbunden og klar til at slå sig ned, fordi jeg gik med tanker om at skabe min egen familie inden for et par år. Jeg har nu været sammen med min kæreste i snart et år, og udlængslen trækker i mig igen. Jeg har snakket med min kæreste om, om vi ikke skal ud og rejse. Det vil han gerne, men han er mest til små bilferier i Europa, hvor jeg hellere vil på store ture til Burma og Peru. Vi skal snart på familietur med mine forældre, og vi skal til bryllup i et andet europæisk land. Så Europa skal vi nok komme til. Men jeg er mere nervøs for, om jeg får opfyldt mit behov for at rejse til eksotiske lande. Jeg har tidligere tænkt, at jeg bare kunne tage af sted alene, men de gange jeg har gjort det, har jeg følt en smerte, fordi jeg gerne vil have nogen at dele oplevelserne med. Når jeg har været ude alene, har det nok også afspejlet min følelse af ensomhed. Jeg ser derfor to løsninger, hvor ingen af dem kommer til at tilfredsstille mine behov helt: 1) Jeg rejser ud alene og affinder mig med ikke at have nogen at dele oplevelsen sammen med, eller: 2) Jeg affinder mig med at rejse ud sammen med min kæreste og rejser efter hans behov. I virkeligheden synes jeg ikke, det er fair, hvis jeg forventer, at han vil med på længere ture. Jeg faldt netop for ham, fordi han er en ”klippe”, som kan give mig et stabilt fundament. På samme tid frygter jeg, at jeg som gammel vil sidde og ærgre mig over alle de rejser, jeg aldrig kom på. Mine veninder har aldrig rejst ret meget og har heller ikke haft noget behov for det, før de mødte deres kærester. Nu rejser de meget mere, men altid med deres kærester. De rejser til fjerne lande, men hvis jeg spørger, om vi ikke skal tage på en ”tøsetur”, er de kun på korte ture i Europa. Da jeg altid har rejst meget, har jeg før tænkt, at måske havde jeg ikke mange venner, til gengæld kunne jeg rejse. Nu hvor mine veninder rejser mere, bliver min følelse af ensomhed større, da de både kan rejse og få opfyldt deres sociale behov. Jeg bilder mig selv ind, at det er okay, hvis jeg slår mig ned, får børn og et roligt liv. Samtidig vil jeg aldrig kunne undvære at rejse ud. Men kan man rejse på den måde med børn? Jeg kunne godt tænke mig stabiliteten i min egen familie, men også muligheden for at rejse ud. Hvordan tror du bedst, jeg kan tilfredsstille mine behov? Venlig hilsen Den anonyme

LÆS OGSÅ: Jeg sidder fast i et usundt kærlighedsmønster Kære Anonyme Som jeg forstår dit brev, så handler dine behov om to lidt modsatrettede ting. På den ene side elsker du at være hjemme og have en forudsigelig hverdag sammen med din dejlige kæreste, på den anden side længes du efter at komme ud at rejse. Du er grebet af rejselyst, og jeg forstår dig godt. Jeg har det på samme måde. Du har selv sat to scenarier op: Enten rejser du ud alene, eller også rejser du med din kæreste ud fra hans behov. Her tænker jeg, at du ikke behøver at vælge nogen af de to. Der er andre måder at komme af sted på, også selv om du ikke har veninder, der har lyst til at komme med. Mens jeg læste dit brev, tænkte jeg, om du overhovedet har overvejet grupperejser? Dér er man sammen med andre mennesker, som også ønsker at rejse langt væk for at vandre i Nepal eller bestige bjerge. Andre, som ikke ønsker at rejse alene, og som har den samme udlængsel, som du har. Den længsel er du ikke alene med. Der findes et utal af rejsebureauer, der har specialiseret sig i grupperejser, hvor du sammen med andre kan rejse til Australien, Malaysia, Nepal, Mexico – ja, faktisk hvor som helst. Du kan også komme ud som frivillig på projekter i alle mulige lande, hvor du arbejder med fattigdom, dyr eller miljø – helt afhængigt af hvad du interesserer dig for. Mulighederne er uendelige, og jeg tror ikke, du vil opleve at være ensom, hvis du slutter dig til en gruppe. Måske vil det endda være den helt perfekte måde for dig at rejse på. Du får lov at være dig selv, og alligevel er der selskab lige ved hånden, hvis og når du får brug for det. Endnu mere optimalt er det, at de mennesker, der er med i din gruppe, har valgt nøjagtig det samme land som dig, den samme slags tur som dig, fordi de interesserer sig for lige nøjagtig det samme som dig. Det giver én et ret godt grundlag for at finde sammen med nogen, man kan hygge sig med. Der er mange, der vælger at rejse med deres børn. Jeg vil dog sige, at det er besværligt at rejse med små børn. I hvert fald er det noget helt andet, og hvis du og din kæreste bliver sammen, og I får børn, tror jeg ikke, det får ham på andre rejsetanker. Så hvis du længes efter at rejse lige nu, synes jeg bare, du skal se at komme af sted – også selv om din kæreste ikke vil med. Forhåbentlig venter han på dig og holder sengen varm, til du kommer hjem, sådan som en god kæreste skal? Kærlig hilsen Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.