Brev til Renée: Min mand er gået helt i stå

Kære Renée

For 10 år siden mødte jeg min mand, og i dag er vi begge omkring 50. Efter vores første halvandet år sammen blev han fyret, hvilket har betydet, at han sammenlagt har arbejdet i halvandet år i løbet af de sidste syv år.

I forlængelse af fyringen blev han hyperaktiv og irritabel. Det gik efterfølgende over i apati, hvor han ikke følte sult, tørst eller empati, og han foretog sig intet i løbet af dagen.

Han kom til psykolog, og det tog næsten to år for ham at komme nogenlunde tilbage til sit gamle jeg.

Vores sexliv gik også i stå. Over flere omgange har vi prøvet at få gang i det igen, men trods professionel hjælp har det været uden held.

For at gøre en lang historie kort er situationen nu, at han ikke længere kan få dagpenge. Kontanthjælp heller ikke, fordi jeg arbejder.

Han har haft ca. fem måneders kortvarigt arbejde inden for det seneste år, men kunne ikke holde til det fysisk, og resultatet er, at han over en periode på et halvt år er i gang med at blive udredt i forhold til diagnose.

Vi er grundlæggende forskellige i vores holdning til, hvem der har ansvaret for at sikre sig arbejde.

Jeg har altid videreuddannet mig, fulgt med i udviklingen i min branche og set det som mit ansvar at være attraktiv i arbejdsmæssig sammenhæng.

Han har modsat snævert sørget for at vedligeholde sin viden inden for et felt, som nu ikke er relevant længere.

Han mener, at ”samfundet skylder” efter mange års betaling til skat og a-kasse. Jeg har sagt til ham, at når samfundet ikke har noget at tilbyde, så må man selv tage affære.

Jeg er ansvarlig for økonomien og står for store dele af det praktiske herhjemme.

Djævlens advokat vil nok mene, at han har et bekvemt liv, selv om arbejdsløsheden selvfølgelig går ham på.

Vi har drøftet muligheder til hudløshed, hvilket tit er endt med, at han bliver sur.

Jeg har nævnt muligheden for at flytte, da mit arbejde kan give en større indkomst i den del af landet, hvor jeg kommer fra, men det er han ikke interesseret i.

Jeg ved, at han elsker mig, og hvis situationen var omvendt, ville han ikke have noget problem med, at jeg gik hjemme.

Desværre kan jeg ikke opbygge samme overskud. Min irritation er voksende, og udsigten til 10-15 år af samme skuffe gør mig usigeligt træt.

Skilsmisse er ikke et emne endnu, da jeg mener, at kærligheden ret beset ikke har noget med økonomi at gøre.

Hele situationen gør dog, at overvejelsen har været der. Jeg har brug for et par friske øjne på, hvordan vi kommer videre.

Den trætte

Kære trætte

Din kærestes situation lyder virkelig ikke nem, og det forløb, du beskriver, vidner om en sorg over at have mistet sit arbejde.

Måske endda følelsen af at have mistet sin ”værdi” i samfundet.

Det at blive arbejdsløs er noget af det, der går hårdest ud over vores selvværd. Hvis vi ikke har en identitet i et arbejde, er det, som om vi ikke er nogen som helst.

åske er det særligt svært for mænd på grund af gamle mønstre og forventninger.

I har forsøgt at håndtere situationen så godt, I kunne, og I har formået at holde sammen gennem en del tunge år.

Det ER godt gået. Jeg synes, at det vidner om en stor kærlighed, og at I to kan noget helt særligt sammen. Men du er ved at være træt.

Ikke kun af, at din kæreste er ”tung at danse med”, men også af at være den, der skal tjene alle pengene.

Det er en reel og ærlig følelse, og den skal du selvfølgelig tage alvorligt. Gør du ikke det, vil du langsomt trække dig væk følelsesmæssigt.

Men når I nu elsker hinanden og er gode sammen, vil det så ikke være synd, om den ulykke, der har ramt din kæreste, skal være årsag til et brud, som ingen af jer i realiteten ønsker?

I har allerede en del historie sammen, og den er både positiv og negativ.

Sådan er livet. Giv ikke op, fordi I nu er nede i et hul.

At din kæreste ikke har noget arbejde, er en fælles sag, og det skal han selvfølgelig indse.

Hvis han ikke har et arbejde, påvirker det jeres økonomi, jeres samliv, hans selvværd, din respekt for ham og jeres fælles muligheder.

Du spørger, hvordan I skal komme videre, og det er meget svært at sige noget konkret om lige nu, da din kæreste er i gang med en udredning.

Først når han er færdigudredt, vil det være muligt at se, hvilke veje han/I kan gå.

Når din kæreste er færdigudredt, vil det være tid til, at du fortæller ham, hvad der fylder i dig. Selvfølgelig på en måde, som er kærlig, og som forsikrer ham om, at du elsker ham, og hvor du ærligt fortæller, at du ikke kan se dig selv som den, der knokler for to resten af vejen.

Det betyder, at du har den opfattelse (det er sådan, jeg læser dit brev), at han på en eller anden måde absolut er nødt til at finde et arbejde.

Han skal til at tænke i andre baner, måske endda i omskoling?

Det sidste kan være noget af en mundfuld, når man er i 50’erne, så hvis han ikke mener, omskoling er noget, han har lyst til, kunne det være noget ufaglært arbejde.

Selv om det ikke er hans drømmejob, så er det ikke desto mindre et arbejde, som på alle måder vil hjælpe jer økonomisk, og det mener du er nødvendigt!

Hvis du ikke har lyst til at åbne op for posen og lige ud sige, at du vil have, han finder et hvilket som helst arbejde, kan det være en mulighed, at I sammen tænker på en kortsigtet løsning.

Jeg ved, reglerne omkring dagpenge er strammet meget, men det er muligt at optjene retten til dagpenge igen, hvis man arbejder et bestemt antal timer over en årrække, så måske kunne det være en idé, at din kæreste lige nu ”bare” skal arbejde på at få ret til at få dagpenge igen?

Imens kan han fundere over, hvad han måske kunne have lyst til at blive omskolet til, eller hvor I evt. kunne flytte hen, så han igen kunne få arbejde inden for sit fag?

Det sidste er helt sikkert ingen langsigtet løsning for en ung mand i 50’erne, det er bare en idé for midlertidigt at få løst problemet.

Kærlig hilsen Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Meget mere Renée

Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere