Selvudvikling
2. april 2009

Brain eller Beauty?

Læste for nylig om, hvordan man afholder flere og flere skønhedskonkurrencer på de store universiteter i bl.a. London, og det er såmænd, og til ingens store overraskelse, de kvindelige studerende, der deltager i løjerne.
Af: af Renée Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/renee-toft-simonsen-3-kopi-2_8.jpg

Foto: Claus Boesen

Skønhedskonkurrencer er og har altid været "big business", nu også på universiteterne, i hvert fald de engelske. Læste for nylig om, hvordan man afholder flere og flere skønhedskonkurrencer på de store universiteter i bl.a. London, og det er såmænd, og til ingens store overraskelse, de kvindelige studerende, der deltager i løjerne. F.eks. blev den kvindelige studerende Lile He kåret som Miss School of Oriental and African Studies (Miss Soas) på en lokal natklub i London, da det herrens kriseår 2008 gik på hæld. Denne konkurrence kunne man deltage i ved enten at blive "headhuntet" eller ved at sende en ansøgning ind på nettet, hvor man bl.a. skulle svare på spørgsmål som "Which Sex and the City character would you most relate to?", og disse spørgsmål var meget vigtige, da man valgte vinderen "også" ud fra hendes personlighed. Flere kvindelige studerende har protesteret og mener, det er et stort tilbageslag for feminismen, mens andre ikke ser det som andet end sjov og ballade. Sikkert er det, at det ikke skorter på deltagere, og en af dem, en økonomistuderende, der vandt titlen Miss London School of Economics, udtaler: "We hardly sold our souls. Nowadays I believe that we are post-feminism" (hvad der så lige ligger i det, ud over at hun bekender sig til skønhedskonkurrencer, hmm). Mange af konkurrencerne finder sted rundt om på natklubber i London, bl.a. The Crystal Club, hvor det koster 150 kr. at komme ind, et bord koster 10.000 kr., og en flaske champagne eller vodka koster 1.500 kr., mens en drink kan fås til den nette sum af 80 kr., hvilket måske ikke helt kan kaldes studenterpriser? Der planlægges mange flere skønhedskonkurrencer, for de er indbringende på alle måder, og det er ikke kun studerende, der ser på. Af nogle af de eksisterende kan nævnes Miss Student UK, der inkluderer, at billeder og video taget af pigerne i bikini eller i playboy-antræk lægges ud på nettet - og i 2006 var Loughborough University Student Union-vært ved the FHM "High street honeys tour", hvor man ledte efter kvindelige studerende til fotografering for mandeblade. Samme universitet har også haft Playboy Mansion Party, hvor stangdansere optrådte. Og York University har faktisk en stangdanser-klub, mens andre universiteter som f.eks. Warwick og Bath har solgt kalendere med kvindelige studerende, der poserer i deres undertøj. Hvorvidt alt det her lige betyder en ny form for sexisme blandt studerende, eller det måske er et udtryk for moderne kvindefrigørelse, kan diskuteres - og bør måske også blive det? Men da en kvindelig studerende, der deltog i en af de mange skønhedskonkurrencer, blev spurgt, hvad hun ville vælge, hvis hun skulle vælge mellem "brain or beauty", og hun uden tøven svarede: "beauty" (for som hun forklarede, hvis hun ikke var smuk, var der alligevel ingen, der gad lytte til hende), tja, pyha, så sved den altså i mit øre. Jeg indrømmer, det gjorde den sgu.
Kærlig hilsen

Har du spørgsmål om parforhold, børneopdragelse, sex, usikkerhed - eller hvad der i øvrigt hører livet til - så skriv en mail til Renée på renee@femina.dk .

Hvis du er blevet inspireret af Renées klumme, eller bare gerne vil knytte en kommentar til emnet, så giv din mening til kende i vores kommentarfelt herunder.

Læs mere om:

Læs også