Silja Okking
Interview

Børnevært Silja Okking: “Jeg har brugt mange år på at fortryde, at jeg ikke bare nørdede igennem”

19. oktober 2021
af Amanda Stensgaard
Foto: Ulrik Jantzen
Børnevært Silja Okking er vild med rollespil og har altid drømt om at vågne op i en fantasyfortælling. Men som barn tænkte hun, at den slags var for drenge. I dag har hun gjort det til sin mission at vise børn, at det ikke er farligt at skille sig ud.

Saga er indadvendt og læser “Hobitten” i frikvarterne.

Hun bor alene med sin far, der er geolog og totalt opslugt af at studere sten, så Saga søger tilflugt i sin egen fantasiverden, hvor skilsmisseforældre og drillende klassekammerater erstattes med orker, monstre og spænding.

Men en dag til liverollespil bliver hun slået ud af en gummiøkse, og da hun vågner igen, er det med ægte elverører og en kæmpeork løbende direkte mod sig. Og så begynder eventyret.

– Det er fuldstændigt dén verden, jeg altid selv har drømt om at vågne op i. Jeg kan blive helt ærgerlig, når jeg vågner op ved siden af min mand og indser, at han er et menneske, der bare ligger fredfyldt og sover, griner Silja.

– Altså for mig ville det være det fedeste at vågne op i en fantasyverden!

Silja Okking begejstres let, når snakken falder på fantasy og drømmeverdener. Øjenbrynene flyver op i panden, og hendes i forvejen hurtige talestrøm accelererer øjeblikkeligt.

”Jeg er Saga” er Siljas første ungdomsroman, og selv om fantasyfortællingen foregår i en verden usammenlignelig med den virkelige, er hovedpersonen Saga ikke langt fra at være en selvbiografisk skildring af Silja.

Silja Okking

Født i 1983 og er børnevært på Ramasjang og blandt andet kendt fra programmerne “Monster Buster”, “Mini-MGP”, “Sommer Summarum” og “MGP”. Autodidakt musiker og turnerer rundt med en børnejazz-trio. 

I 2016 udgav Silja “Håndbog for pigenørder”, og hun er nu aktuel med fantasyromanen “Jeg er Saga” for unge fra 11 år og op.

Privat er hun gift med Steffen Raastrup, der er indholdschef på Podimo. Sammen har de datteren Uma på otte år.

– Bogen tager i hvert fald udgangspunkt i en helt almindelig pige, der godt kan lide at forsvinde ind i en anden verden. Hun er indadvendt og kæmper lidt med at stå ved det, hun mener. Og dét kan jeg i høj grad genkende fra mig selv, siger hun.

Det kan være svært at forestille sig i dag, hvor Silja bramfrit bryder ud i latter, og hvor værtsrollerne på diverse børneprogrammer og større tv-shows hober sig op.

Men som barn var hun introvert over for nye mennesker og bedst til at lege for sig selv.

Ofte løb hun ud i skoven, også når det var blevet mørkt, for tiden var en anden, og forvandlede sig til Ronja Røverdatter, snakkede med sig selv og levede sig ind i en selvopfunden mytologi.

Silja voksede op som enebarn hos sin mor, og når hun besøgte sin far og sine to brødre, var det for det meste på lur bag et trappegelænder med frit udsyn til drengenes rollespilslege, som hun på ingen måde turde involvere sig i.

– Jeg var overbevist om, at det var en drengeting, for det var jo sværd, blod og brynjer. Så selv om jeg var dybt fascineret af rollespillet og drømte om at spille det med nogen gennem hele min skolegang, turde jeg simpelt hen ikke at stå ved det af frygt for at blive holdt udenfor.

Silja Okking

Pigerne i Siljas folkeskoleklasse gik mest op i ridning og håndbold, og Silja var lidt af en kamæleon – eminent til at tilpasse sig omgivelserne, så hun var vellidt og blev aldrig holdt udenfor.

Men følelsen af ikke at kunne folde sig ud var konstant. Havde det mon været anderledes, hvis Silja havde været barn i dag? Har børn, uanset køn, fået større bevægelsesfrihed til at være sig selv?

– Der er helt sikkert sket rigtig meget, siden jeg var barn, fordi der er kommet mere viden om og fokus på køn, og det tror jeg, kun kommer til at fortsætte, siger hun.

– Når det er sagt, går jeg dog ikke ind for, at vi neutraliserer køn totalt, for der er selvfølgelig forskel på at være født med en tissemand og en tissekone. Jeg går derimod helt ind for, at børn uanset køn får lige muligheder for at udtrykke sig, som de vil, og for at være dem selv.

– Der var helt klare grænser for, hvad piger og drenge kunne have på, da jeg var barn, men sådan var det slet ikke i min datters børnehave, hvor mange af drengene kom i kjoler eller var klædt ud som Pippi til fastelavn. Det var megabefriende. Omvendt findes der så ikke særligt mange fantasybøger med piger i helterollen.

Så sådan en bog har Silja skrevet. Og med både den og hendes arbejde generelt er det håbet at få rystet posen med stereotyper og inspirere børn til at turde stå ved sig selv, turde være grimme, skæve og anderledes.

Og turde elske både rollespil, gaming og glimmerkjoler.

Pause fra real life

Man skal ikke liste længe rundt i Siljas eget hjem i Hornbæk for at fornemme, at her er der plads til det hele.

Der er smæk på farverne, huler i haven og ”krearum” med skrivehjørne, tegneseriesamling og hundredvis af små rollespilsfigurer, som Silja og hendes mand bruger til bordrollespil.

I rummet gemmer sig også både køleskab og elkedel, for det skal være let at ”bure sig inde og forsvinde”.

– Jeg har altid haft brug for at forsvinde ind i ”en anden verden”. Et sted, hvor det bare er mig, der skriver eller lytter til musik, ser film, læser, spiller computer eller nørder rollespil. Det lyder måske mærkeligt, for hvorfor skulle det være rart og trygt at flygte ind i en verden med drager og dæmoner frem for at face virkeligheden?

– Men det er netop, fordi fiktionen holder virkeligheden ud i armslængde og giver en pause fra real life. Og det tror jeg, at vi alle sammen kan have brug for. Især i dag, hvor alting skal gå så forbandet hurtigt hele tiden.

Silja Okking

Samtidig ser Silja fiktionen som en gave, fordi de fleste vil kunne finde en person at spejle sig i.

– Én, som kan gøre dig klogere på dig selv og give dig mod til at stå ved, hvem du er. For mig har det været karakterer som Ronja Røverdatter og Erik Menneskesøn, siger hun.

Hvad håber du, at unge mennesker kommer til at tage med sig fra din nye bog?

– Jeg håber selvfølgelig, de synes, det er en god historie og en fed verden. Men mest af alt håber jeg, at de kan spejle sig i enten hovedkarakteren eller en af de mange bikarakterer.

– Og at de måske endda vil føle sig set og bliver inspireret til at stå ved deres egen stemme, som er Sagas store udfordring.

Klask med pattetøjet

For Siljas eget vedkommende var hun et sted i 20’erne, før hun hvilede nok i sig selv til at stå ved, at hun synes, at “World of Warcraft” er det fedeste i verden og ofte bliver oppe for at spille hele natten.

At sige dét højt var i sig selv en sejr, men da hun nogle år senere blev kærester med en nørd af dimensioner, faldt alle parader.

– Min mand er totalt nørdet. Han er sådan én, der ved alt om Tolkien. Altså han er bedre end Google.

– Og hans nørderi smittede af på mig og gav mig modet til endelig at begynde at spille rollespil med karakteropbygning, terninger og alt, det ellers indebærer. Og stå ved det. Og nu laver jeg næsten ikke andet, hvis jeg kan komme til det. Jeg synes, det er det fedeste i verden.

Det er mange år, du har brugt på at undertrykke så stor en passion. Ærgrer det dig i dag?

– Jeg har helt sikkert brugt mange år på at fortryde, at jeg ikke bare nørdede igennem og var ligeglad med, hvad andre tænkte. Det var blandt andet også derfor, jeg skrev min første bog, “Håndbog for pigenørder”. Den bog ville jeg vildt gerne have læst, da jeg var barn.

I “Håndbog for pigenørder” har Silja interviewet 11 piger, som nørder alt fra guitarspil til Star Wars, Harry Potter, mytologi, bueskydning og geparder.

Men hvorfor stile den til piger og ikke bare til nørder generelt?

– Jeg har jo selv oplevet, hvordan det er at nørde en ting, som folk mener, er en drengeting, og præcist ligesom jeg har, har pigerne i bogen interesser, som er lidt aparte i forhold til, hvad vi endnu ofte oplever piger gå op i.

– Men man kunne helt sikkert også have vendt den rundt og lavet en bog til drenge eller til et tredjekøn. Jeg tog bare udgangspunkt i det, jeg kendte.

Alt, hvad børn gør og lærer, starter med de voksne, så det er vigtigt, at vi lærer at hvile i vores kroppe, hvis vi ønsker, at vores børn skal gøre det samme.

Selv om Silja ikke turde involvere sig i drengenes lege som barn, er det ellers ikke, fordi hun er opfostret med klassiske kønsroller på hjemmefronten.

Og når hun i dag skal svare på, hvor hendes holdninger til køn og opdragelse har rødder, svarer hun uden tøven:

– Helt sikkert fra min mor. Selv om jeg havde svært ved at udleve mine interesser som barn, kan jeg tydeligt se i dag, at hun var langt fremme i sit syn på alt fra hudfarve til religion og seksualitet i forhold til sin generation, og at hun har plantet nogle solide værdier i mig, som jeg nu selv kan give videre.

Siljas mor var ellers ud af en konservativ svensk familie, men hun flyttede til Danmark og blev en del af teatermiljøet i København, hvor mange af mændene var homoseksuelle og tankerne frisindede.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det var ikke, fordi hun gjorde et nummer ud af at prædike sine holdninger, husker Silja, men hun fik det til at skinne igennem, at alle mennesker har lige værdi.

– På den måde var hun virkelig fed. Også fordi hun var god til at lege og slippe alle hæmninger. Men omvendt oplevede jeg hende ikke så god til at sætte grænser, og det manglede jeg faktisk.

– Det kunne min far til gengæld finde ud af, men han var næsten også for streng og bestemt. Så jeg forsøger selv at være forældre et sted midt imellem.

Når det kommer til, hvad der skal læses, leges eller puttes på kroppen, bliver Siljas datter Uma på otte præsenteret for det meste, så hun hele tiden har muligheden for at træffe sine egne små valg.

– Så vi kan både spille rollespil med drager, sidde og tegne eller lægge glimmerneglelak. Men én ting er selvfølgelig, hvad man siger, og noget andet er, hvad man selv gør som forældre.

– Hvis jeg altid gik rundt i en fin kjole, der ikke måtte blive beskidt, ville hun selvfølgelig opfatte det som noget, man gør og bør. Så jeg forsøger at være lidt af det hele for hende, siger Silja og tilføjer, at hun især er opmærksom på, hvilke idéer om kroppen hun giver videre til sin datter.

– Børn spejler sig jo helt vildt i deres forældre, så jeg kunne aldrig finde på at tale dårligt om min krop eller at stå foran spejlet og trække maven ind foran hende. Alt, hvad børn gør og lærer, starter med de voksne, så det er vigtigt, at vi lærer at hvile i vores kroppe, hvis vi ønsker, at vores børn skal gøre det samme.

– Jeg går tit nøgen rundt herhjemme eller klasker lidt med pattetøjet for at vise hende, at det er o.k. at se ud lige præcis, som du gør. Børn er jo bare de her helt rene og formbare klumper, så vi skal dæleme passe på, hvad vi giver videre til dem.

Silja Okking

Politisk korrekt kreaklasse

Silja nåede ellers lige at tro, at hendes opdragelse havde ”slået fejl”. For nylig skulle Uma på besøg hos sin kusine og hendes nye kæreste – en pige.

– Men det havde jeg ikke fortalt Uma, for hvorfor skulle jeg det? Det er jo totalt ligegyldigt, om det er en pige eller en dreng eller noget helt tredje.

– Men da Uma kom hjem, var det første, hun udbrød, altså: ”Nu har jeg mødt Olivias kæreste!” Og dér nåede jeg lige at tænke: ”Åh nej, er det, fordi det er en pige, for så er det sgu en ommer.”

– Men så siger hun bare helt begejstret: ”Mor! Hun havde lysegrønt pandehår!” Det er jo så fedt, at det er dét, hun lægger mærke til.

Silja havde også en anden lignende oplevelse til Copenhagen Pride i år, hvor hun var inde at synge til et arrangement med dansende dragqueens i baggrunden.

– Og børnene fucking elskede det. De var så fascinerede af deres makeup og fjer og hår og kunne slet ikke få nok af at røre og beundre. Så når det kommer til køn, er det jo os, der trækker fordommene og normerne ned over hovedet på dem.

Men selv om Silja oplever, at børn i højere grad i dag får lov at træffe selvstændige valg og troppe op i Pippi-kostume og hedde Storm eller spille rollespil og hedde Uma, så er hun samtidig bevidst om, at hun og familien er bosat et sted i landet, der kun på få områder er repræsentativt for resten af Danmark.

– Vi bor et sted, som er meget kreaklasse og politisk korrekt, og det er faktisk lige til at brække sig over nogle gange, griner Silja.

– Og som om det ikke var nok, går min datter også på en lille privatskole, så hvad fanden ved jeg egentlig om, hvordan tingene er?

Silja Okking

Silja bander som en havnearbejder, og hun tror, at det kan se lidt voldsomt ud på skrift. Men med til historien hører også, at hun smiler og griner mere end de fleste.

Det er sådan, hun fremstår, både rapkæftet og lattermild og helt sig selv med alt, det indebærer.

Så handler det bare om at finde styrken til at stå ved det. Det er i bund og grund også dét, hun gerne vil hjælpe børn med.

Men hvordan gør man lige det, når man står inde i fjernsynet?

– Det er selvfølgelig svært at stå til “Mini-MGP” og vise børnene, at de bare skal være helt sig selv. For ja, hvordan fanden gør man det i et showprogram, hvor alt er stylet og iscenesat?

Jeg synes helt ærligt, at der mangler nogle grimme kvinder på Ramasjang, der ikke bare skal være seje, smukke eller dygtige, men som faktisk tør at tage pis på sig selv.

– Men jeg tror alligevel, at jeg har en bramfrihed og en uforfængelighed over mig, som ungerne lurer totalt, og i dét ligger jo et værdisæt, siger hun og fortsætter:

– I “Monster Buster”, som er et andet Ramasjang-program, vi lavede for et par år siden, er jeg klædt ud, og jeg er simpelt hen så grim. Men jeg synes, det er megafedt at være grim, og jeg synes helt ærligt, at der mangler nogle grimme kvinder på Ramasjang, der ikke bare skal være seje, smukke eller dygtige, men som faktisk tør at tage pis på sig selv.

Under interviewet sidder Silja iført grå joggingbukser, en ulden og armygrøn sweater og med håret snoet i en tilfældig knold. Hun serverer kamillete og købte kanelsnegle, for hun kan ”på ingen måde bage”.

Så kan hun så meget andet i stedet.

– Det her med, at du ”bare” skal være dig selv og glemme andre folks meninger og turde hvile i dig selv, det er selvfølgelig meget lettere sagt end gjort.

– Det har taget mig virkelig mange år og virkelig mange terapitimer at nå frem til, at jeg sagtens kan være Silja, der går rundt i sweatpants den ene dag og er fuldt dresset op på en scene den næste. Og som derefter tager hjem og spiller rollespil eller gamer “World of Warcraft”, inden hun dagen efter er mor igen.

Nøglen ligger nok i at skrue ned for behovet i ”at finde sin identitet”, siger Silja, for det mener hun alligevel, er en ustatisk størrelse, man ikke nødvendigvis bør bruge for meget krudt på at afsøge.

– Jeg er i hvert fald kommet frem til, at jeg ikke behøver at vide, om jeg vil være sanger eller vært eller noget tredje, for jeg kan faktisk mange ting. Og dét vil jeg gerne give videre til børn. De kan sgu være lige, hvad de vil, og de kan også være det hele.