Marie Sloma Qvortrup
Interview

Marie Sloma Qvortrup: "Gu råber jeg da af mine børn"

af Susse Wassmann 30. september 2021
Redigeret til web. Foto: Carsten Seidel
Radiovært Marie Sloma Qvortrup vil gerne punktere perfekthedsidealerne. Vi skal blive bedre til at lytte i stedet for at fortælle andre, hvad de burde og skulle. For hun er godt træt af forældrepolitiet.

Vi starter med LISTEN. Listen over alt det, du skal være for at være en perfekt forælder.

Nej, vent. Først skal vi lige spise de kager, Marie har købt til lejligheden. Og have en smøg på altanen.

Og benene op i sofaen, der er plettet af et årelangt familieliv med virkelig mange børn. Og kaffe. Ikke noget med gulerodsstave og grøn te her.

Så. Sæt dig godt til rette, og vær angst. Her kommer den.

– Altså, først og fremmest skal du have et lykkeligt kærlighedsliv. Du skal have en mand, som du stadig er enormt forelsket i efter 20 år, du skal flashe, at du er elsket, og helst ikke være alene.

– Man ser dagligt på de sociale medier, at folk har enormt meget behov for at stille sig op på et tag og råbe ud over verden, hvor lykkeligt forelskede de er, og det er de opslag, der får flest likes.

– Sådan noget: ”Jeg vågner hver morgen og synes stadig, du er det smukkeste menneske i universet” med syv millioner emojis og hjerter.

Så kan du sætte flueben ved punkt ét, siger Marie Sloma Qvortrup.

Marie Sloma Qvortrup

Journalist og radiovært, 45 år.

Skilt fra Henrik Qvortrup, som hun har fire børn på fire, 10, 14 og 17 år med plus to voksne bonusbørn fra Henriks tidligere ægteskab. 

Hver fredag kan du høre Maries liveprogram ”Hjælp – jeg er forælder!” på Radio4, hvor alt fra søvn og sammenbragte familier til kræsenhed, angst, mobning, ensomhed og søskendejalousi bliver endevendt af et fast ekspertpanel.

Godt. Punkt to.

– Du skal hele tiden vise, at du har overskud til dine børn. Børnene er med på en dejlig strand, de er med i køkkenet og snitte gulerødder, ude og plukke blomster i søde outfits, og når I graver have og anlægger ny terrasse.

– I det hele taget skal du være en overskudsforælder, der har børnene med til alting, og ikke en træt, udkogt mor, der ligger i hængekøjen og beder dem om at holde kæft og gå ind på deres værelse.

– Det er også meget moderne at flashe, hvor godt ens børn klarer sig. ”Nu fik jeg igen i dag at vide, hvor fuldstændig ekstraordinært social min datter er i børnehaven.” ”Igen i dag kom lille Ole hjem med et 12-tal.”

– Det er i øvrigt interessant, hvor mange af de her forældres børn som er enten ekstraordinært begavede eller særligt sensitive. De er ikke bare som andres børn.

– Så er det også en fordel, hvis du bor lækkert og har lækre ting, du kan tage billeder af, så man tænker: ”Hold kæft, hvor bor de pænt!” Ikke noget med pletter i sofaen, og der roder selvfølgelig overhovedet ikke hjemme hos dig.

Marie Sloma Qvortrup

– Sidste, men meget vigtige punkt på tjeklisten, er mad. Du laver mad fra bunden, som bliver nydt af hele familien, der er samlet om det veldækkede bord, og det hele er selvfølgelig økologisk og bæredygtigt og måske plukket ude i haven eller høstet på den familietur, I var på sidste weekend.

– Mad er ikke bare mad – det skal helst være fotogent og gerne noget surdej, som i sig selv er et symbol på, at du er et overskudsmenneske.

– Du går ikke bare ned til bageren og køber et trekornsbrød til en 20’er, nej, du har en surdej, du går og nusser og passer hver dag. Hvis du kan sætte flueben ved de punkter, er du et godt stykke på vej.

Surdej, ironman og krebsegilde

Kan du det? Nej?

Så velkommen i klubben, som journalist og radiovært Marie Sloma Qvortrup har været et fremtrædende medlem af siden hendes første barn kom til verden for 17 år siden.

Det er min ene kæphest: At vi som forældre søger information de rigtige steder, når vi står over for en udfordring. Min anden kæphest er hele denne her perfekthedskultur, som vi i de seneste 10-15 år har fået skabt.

Det var netop den opstyltede perfekthedskultur og den omsiggribende forældre-bashing, der var nogle af årsagerne til, at Marie fik idéen til liveprogrammet ”Hjælp – jeg er forælder!”, hvor alle de emner, der dagligt undrer, bekymrer og frustrerer forældre, bliver kastet på bordet og endevendt af et ekspertpanel.  

– Lysten til at lave programmet udsprang af, at jeg selv blev mor og i takt med det oplevede, at hele denne her informationsjungle bare voksede og voksede.

– Det var oplagt at samle fagkundskaben ét sted og bede dem om at fortælle os forældre, hvad der er op og ned på det hele, baseret på faglighed og evidens.

– For jeg blev så provokeret af hele coachingbølgen og alle dem, der skyder et barn ud og tager et brevkursus, og så er de pludselig eksperter i forældreskab.

– Der er ALT for mange om at råbe op og erklære, at de ligger inde med sandheden, derfor er mine eksperter mennesker med lang erfaring og uddannelser i det, de udtaler sig om, og der er ingen løftede pegefingre.

– Det er evidensbaseret og reel viden om, hvad der foregår med dit barn, når det lægger sig ned i supermarkedet, fordi det ikke må få en Kinder Mælkesnitte. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det er min ene kæphest: At vi som forældre søger information de rigtige steder, når vi står over for en udfordring.

– Min anden kæphest er hele denne her perfekthedskultur, som vi i de seneste 10-15 år har fået skabt – ikke mindst via de sociale medier – ved at mennesker, kendte som ukendte, profilerer sig på at have et perfekt liv.

– De har også perfekte parforhold eller ægteskaber, de har perfekte børn, der får 12-taller på stribe, de laver mad fra bunden, de sylter og de bager, de bor vidunderligt og har jævnligt boligmagasiner til at komme og fotografere deres hjem.

– De træner i øvrigt op til en ironman og har masser af overskud til familie og venner og holder skønne krebsegilder i deres dejlige haver.

– Hvis det er dét, man som forældre spejler sig i og har en forventning om, at man skal leve op til, så er der eddermame lang vej ned, når virkeligheden rammer. For vi ved jo alle sammen godt inderst inde, at det er fake.

– Vi ved godt, at når vi scroller igennem de her instagramprofiler, hvor det hele er holdt i de samme farvenuancer, og alting matcher, og de samtidig lige flasher deres perfekte surdejsbrød, at det er et univers, de har skabt for at vise det frem. At det ikke er virkeligheden.

Lortemor og forældrepoliti

Nej, men det ser altså bemærkelsesværdigt meget ud som virkelighed.

For hun sidder jo der under kirsebærtræet og spiser friskbagte surdejsboller og er modeltynd, hun HAR gennemført den triatlon, og hendes barn HAR 12 i huen. Har hun ikke?

– Det kan godt være, at vi med vores bevidsthed ved, at det er en redigeret virkelighed, men det er alligevel enormt svært at spejle sig i, og for meget af det – og det har der været gennem mange år – giver os en forskruet forventning til os selv.

– Især når vi i forvejen er sårbare og fulde af hormoner. Og outputtet af den slags show off er helt sikkert usikkerhed og utilstrækkelighed hos modtageren, for den følelse bor i os alle sammen, ligegyldigt hvor velbegavede og velorienterede vi er.

Jeg vil godt skynde mig at sige, at der ikke er noget forkert i at bage og sylte og få 12-taller og gennemføre en triatlon og være forelsket i sin mand efter 20 år og alt det dér. Det, som i mine øjne er problematisk, er behovet for at fortælle om det vidt og bredt hele tiden.

– Især når vi i forvejen er sårbare og fulde af hormoner. Og outputtet af den slags show off er helt sikkert usikkerhed og utilstrækkelighed hos modtageren, for den følelse bor i os alle sammen, ligegyldigt hvor velbegavede og velorienterede vi er.

Hvad kan vi gøre ved det? Droppe sociale medier?

– Vi kan forsøge at punktere nogle af de her fortællinger, og der er også nogle store bølger i gang lige nu. For eksempel kropsbevidstheds-bølgen, som jeg er enormt begejstret for.

– Der er folk, der tager pis på de perfekte supermodeller og plagierer dem med nogle fuldstændig kiksede moves – det er pissesjovt, og det punkterer myten om den perfekte krop.

– Det hilser jeg velkommen, for jeg har selv teenagepiger, der er usikre på deres krop, selv om de ser skønne ud. Der er heldigvis en helt naturlig modreaktion i gang nu, også omkring moderskabet.

– For eksempel en hel del på de sociale medier, der kalder sig ”lortemor”, ”den uperfekte mor” osv. Det er fint – selv om det også kan gå hen og blive overfladisk.

– Jeg vil godt skynde mig at sige, at der ikke er noget forkert i at bage og sylte og få 12-taller og gennemføre en triatlon og være forelsket i sin mand efter 20 år og alt det dér. Det, som i mine øjne er problematisk, er behovet for at fortælle om det vidt og bredt hele tiden.

– For de sociale medier er en kæmpe medspiller, når vi taler usikkerhed og tvivl på egne evner. I gamle dage eksisterede det her ekstra lag jo slet ikke. Man mødte de andre forælde, når man hentede og var på legepladsen, det var sådan set det. 

Marie Sloma Qvortrup

– Det, vi kan gøre, er at punktere perfekthedsidealerne, for de findes ikke. Det er løgn, så lad os én gang for alle lægge det lort ned. Og så lad os så blive bedre til at støtte og anerkende hinanden i stedet for at have så travlt med at vise os frem.

– Lad os blive bedre til at lytte i stedet for at fortælle andre, hvad de burde og skulle. Jeg er simpelt hen så træt af forældrepoliti. Folk, som mener, at de er berettigede til at dømme, hvordan andre skal være forældre.

– Vi er alle sammen forskellige, vi kommer alle sammen fra hvert vores sted med hver vores bagage og hver vores historie. Og vi skal ikke være ens.

– Vi skal være os selv og ikke hele tiden gå og tænke over: ”Ups, fik jeg nu sagt det her på den forkerte måde? Ups, har jeg nu givet mit barn et traume, fordi jeg hævede stemmen? Ups, var jeg nu anerkendende nok i måden, jeg sagde det og det på?”

– Hvis vi hele tiden skal gå rundt med en bevidsthed om, at vi skal være noget andet end det, vi er, så ender vi et helt galt sted. 

Jeg var nødt til at redde mig selv

En dag kom en af Maries døtre pavestolt hjem fra skole: Hun havde løbet syv kilometer. I sølvsandaler. Fordi Marie havde glemt, at der var sportsdag på skolen.

Hun har også slået notifikationer fra på Aula. Og indrømmer gerne, at hun råber af sine børn.  

– Gu råber jeg da af mine børn. Fordi jeg er et menneske, der råber. Folk har råbt i min slægt, så længe den har eksisteret, for i min familie har vi temperament. Mine børn ved godt, at det ikke er farligt, når mennesker råber.

– Og jeg vil fandeme ikke have at vide, at det giver dem dybe traumer, og at jeg i øvrigt burde købe et forældrekursus: Jeg kan få det billigt for 20.000, og så kan jeg kalde mig en god forælder bagefter.

– Det er jo meget populært, forældreuddannelse. Der er ”klub mor” og ”klub far” og klub det ene og det andet, og du kan købe dig til aflad og få at vide af folk, der vel at mærke IKKE har lange uddannelser bag sig, at du er en forfærdelig mor, for det her er sådan, du bør være.

– Det er virkelig en farlig tendens, for hvem fanden er du, hvis ikke du kan være dig selv over for dine allernærmeste?

– Jeg har da lavet alle verdens fejl over for både mine egne børn og mine to bonusbørn.

– Jeg har råbt af dem, jeg har truet og lokket mig gennem store dele af børneopdragelsen, anvendt lige dele pisk og gulerod, fyldt dem med snacks og masser af sukker, givet dem alt det forkerte med i madpakken, glemt alt, hvad man overhovedet kan glemme af fester i børnehaven og ting, de skulle have med i skole.

– Jeg har oplevet at få 50 beskeder på en enkelt dag på Aula, så jeg har slået notifikationer fra – jeg bliver simpelt hen stresset af det. Jeg laver heller ikke altid mad fra bunden og kan finde på at smide en bagel og en halv agurk i en pose som madpakke, og jeg synes, det er kedeligt at dimse med lego i flere timer.

– Men de har overlevet. Og det har jeg også. Og i dag har jeg seks børn, som jeg har fantastiske relationer til alle sammen.