Birgitte Borup: Så længe livet ikke byder på garantier, kan vi lige så godt gøre det, vi helst vil

Der findes en øvelse i kunstskøjteløb, der hedder dødsspiralen. Den er, trods sit dystre navn, et evigt studie i elegance og vovemod: Manden hakker tåen i isen, tager et solidt greb i kvindens hånd og sender hende i rotation om sin egen akse. Der hænger hun så og cirkler rundt i vandret position, mens hun balancerer på det yderste af skøjteklingen. Efter et par omgange rejser hun sig igen, indimellem med en smule slinger i strutskørtet, men altid i god behold.

Sådan er det også uden for isen. Med jævne mellemrum rækker livet armen frem og inviterer os på en svingtur, som det kræver mod og tillid at sige ja til. Typisk når vi står over for en af de begivenheder, som vi véd vil efterlade os rundtossede og sårbare, og hvor risikoen for at styrte er overhængende. Skilsmissen fra det langvarige, men lidenskabsløse parforhold. Opsigelsen, der skal erstatte det frustrationsfyldte job med et liv som selvstændig. Initiativet over for kollegaen, som vi længe har været forelsket i, men ikke har turdet invitere ud. Alt det, der får fundamentet til at ryste og usikkerheden til at lægge sig som et tyndt lag teflon over tilværelsen. Mest fordi vi godt ved, vi skal flytte os, men egentlig helst vil blive stående. Jeg har selv prøvet det. Jeg har holdt fast i udtjente relationer, jeg har stået i stampe i jobs, jeg var mentalt færdig med, og jeg har holdt endeløse brokkeseancer med mine veninder uden at rykke mig nævneværdigt. Men jeg har også med tiden opdaget, at det er med forandring som med alt andet: Man bliver dygtigere, jo mere man øver sig. I løbet af det seneste årti har jeg sagt en fast stilling op for at flytte tværs over Danmark og tage et barselsvikariat (som udviklede sig til seks års dejlig ansættelse). Jeg har været igennem brud, der var smertefulde, men rigtige. Jeg har opgivet et velbetalt chefjob og solgt min lejlighed for at slå mig ned som freelancer i New York. Og jeg er flyttet fra Manhattan til min barndomsby ved Limfjorden for at forfølge en kærlighedshistorie, der pludselig sprang op af tilfældets ocean. LÆS OGSÅ: Det har været vildt og til tider vildt hårdt, der har været fejl og fuckups, og jeg har i perioder styrtet rundt i et tempo, så hvilepulsen aldrig nåede at indfinde sig. Men det er gået, og meget er gået godt. Frem af rastløshedens dyb er vokset en ny form for frygtløshed båret af den erkendelse, at så længe livet ikke byder på garantier, kan vi lige så godt gøre det, vi helst vil. Der findes ingen svar, kun valg. Det brutale ved forandring er, at vi ofte kun opnår den ved at gøre det, vi frygter. Til gengæld er den et narkotikum, der som regel belønner os med ny intensitet, store oplevelser, spændende bekendtskaber og en bredere horisont. Der er en stor sandhed i den amerikanske digter Dorothy Parkers ord: ”They sicken of the calm, who knew the storm”. Den, som er vant til stormen, frygter stilheden. Den forblæste tur gennem vildnisset kan være lige så vanedannende som den varsomme vandring på forudsigelighedens vej, der oftest er asfalteret med pensionsordninger, leverpostej og mere af det samme.

Det er, når livet svinger os rundt, vi vokser som mennesker. Det er, når vi går ud på isen, sindet iltes, og bevidstheden udvider sig. Det er dér, midt i dødsspiralen, vi lærer at være mindre bange. For selv om vi hænger kortvarigt på kanten af skøjteklingen, så genvinder vi balancen. Nogle gange er vi så heldige, at der er en stærk mandearm at holde fast i. Andre gange falder vi og må rejse os ved egen kraft. Men der er altid en vej frem, indtil vi får fast grund under fødderne igen. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser