https://imgix.femina.dk/media/e899ebdb35b44510b4cf2ace753b4f80.jpg
Selvudvikling

Bedste julefif: Uddeleger opgaverne

17. december 2010
af Britta Bjerre, Anne Mette Welling
ANNES JULEMIDDAGHos Anne Hjernøe er der ingen tvivl om, hvad menuen står på en juleaften:- And, selvfølgelig, siger hun.- Hos os er julemiddagen

ANNES JULEMIDDAG

Hos Anne Hjernøe er der ingen tvivl om, hvad menuen står på en juleaften:

- And, selvfølgelig, siger hun.
- Hos os er julemiddagen totalt klassisk. Jeg serverer and med hjemmelavet rødkål og æbler og brunede kartofler. Om der er flæskesteg også? Nixen bixen. Kun and!

Se evt. alle opskrifterne fra "AnneMad"-programmerne på www.dr.dk/DR2/Annemad

Anne Hjernøe, 41, har tilbragt juleaften flere forskellige steder i verden.

Et år var hun i Guatemala. Et andet år var hun i Costa Rica. Sidste år tilbragte hun julen i Vermont i det nordøstlige USA sammen med sin mand, Jens Folmer Jepsen, og deres datter Camille.

Men da otteårige Camille på et tidspunkt slog fast, at hun altså ville være hjemme i år og holde storjul med resten af familien, blev det sådan.

Når Annes gæster kommer juleaften, kommer de ikke kun med gaver i hænderne. De har også mad med.

For som Anne Hjernøe siger: - Hos os uddelegerer vi opgaverne!
Og hendes råd lyder videre:

- Sørg for, at alle laver et eller andet, som de tager med. Det er både sjovt, og det gør bare tingene meget lettere.
- Hos os kan det f.eks. være sådan, at min søster står for ris a la manden. Min mor har pillet aspargeskartoflerne, der skal bruges til de brunede kartofler. Og sådan er opgaverne fordelt.

- Hver lille familie har deres and med. Den er forstegt hjemme i ovnen hos dem selv, og så smider vi den lige ind i ovnen her, under lidt sølvpapir, og giver den lidt grill til sidst. Så er den lige så sprød og god, som den skal være.
- Man får resterne af sin and med hjem bagefter, så man har dem til frokosten næste dag.

VÆRST OG VILDEST

  • Er der noget, du aldrig spiser?
    - Jeg spiser ikke lever fra grise, kalve og køer. Det bryder jeg mig bare ikke om. Det er for voldsomt i smagen. Men fjerkræ-lever kan jeg godt lide.
  • Hvad er det vildeste du har spist?
    - Åh, det må vel være "sådan nogle sjove dyr" i Costa Rica, vel sagtens. Leguaner f.eks. Det smager næsten ligesom kylling. Friturestegte larver er jeg også stødt på. Men det er vist ikke særligt vildt. Efterhånden er larver jo blevet meget moderne på de mest fancy steder.
  • Kan man have en livret, når man er i faget, som du er?
    - Nej, ikke rigtigt. Men hvis jeg alligevel skal svare, må det blive: Skaldyr. Alt med skaldyr er generelt godt.

Fordelen
Fordelen ved at uddelegere i stedet for at spille heltinde i køkkenet er nem at få øje på, mener Anne Hjernøe:

- Juleaftensdag skulle gerne være en dag, hvor man også kan nå at hygge sig med familien i løbet af dagen. Og det gør man jo ikke, hvis man står i køkkenet med alting selv. Et andet godt råd er dog: Alt, hvad der kan laves dagen før, LAV det dagen før, for Guds skyld! Det gælder selvfølgelig risengrøden, men også rødkålen f.eks. Så ender det med, at det eneste du skal koncentrere dig om, er anden og de øvrige ting, der skal varmes.

Læs også