Anne_Linnet
Interview

Anne Linnet har lagt mærke til én forskel på hende og hendes mandlige kollegaer

24. december 2022
Af Stinne Kaasgaard
Foto: Robin Skjoldborg
Anne Linnet skriver sange hver dag, nogle ender i en skuffe. Nu udgiver hun 50 sange, som har ligget i dvale i op mod 20 år. Her fortæller hun om albummet, hvad der har formet hende, hvad hun har givet videre, og hvordan hun synes, kvindekampen har det anno 2022.

De fleste kan hurtigt komme i tanker om én. Mindst. Den Anne Linnet-sang, som har betydet noget særligt på et bestemt tidspunkt i deres liv.

“Forårsdag” var den sang, min far bad mig spille for ham få dage før sin død. “Hils din mor” og “Glor på vinduet” var på repeat som en del af soundtracket i min tidlige ungdom. Og “Barndommens gade” åbnede mine øjne for Tove Ditlevsens forfatterskab.

Anne Linnet har igennem fem årtier skrevet sange i en mængde og med en appel, der gør hende til en af de mest produktive og folkekære sangskrivere og musikere herhjemme, men nu har hun overgået sig selv.

Hun har nemlig udgivet et album på ikke mindre end 50 sange i det, som har fået titlen “Sange til livet”.

Men det er ikke, fordi hun lige pludselig har skrevet 50 nye numre. Det er nemlig sange fra hendes skrivebordsskuffe, som hun har samlet sammen i løbet af de sidste 20 år.

– Jeg er jo uddannet komponist og har en ret god arbejdsdisciplin. Jeg skriver sange hver dag, men det er ikke altid, at de sange jeg skriver, egner sig til det album, jeg arbejder på.

Så lægger jeg dem i skuffen, og hen af vejen hober de sig jo op. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg gerne ville udgive dem en dag og måske samlet, så de kunne få deres eget univers, fortæller hun.

Anne_Linnet

Med mormor i kirke

Det er ikke første gang, Anne Linnet udgiver sange fra den skuffe. “Forårsdag” lå 18 år i skuffen, før hun fandt et album, hun mente, den hørte hjemme på.

Det var albummet “Jeg er jo lige her”, som udkom i 1988 med sange som “Tusind stykker” og “Tabt mit hjerte”. Det blev et af Danmarks bedst album nogensinde med omkring 400.000 solgte eksemplarer.

For tre-fire år siden satte hun sig for at lytte til sangene i skuffen. De lå der nemlig ikke kun i papirform, men også indspillet i sin tid i simpel version på en harddisk.

Alle 50 sange handler i et eller andet omfang om temaerne tro, håb og kærlighed, temaer hun altid har kredset om.

Og der er desuden sange til enhver livssituation og lejlighed: Forelskelsen, kærestebruddet, fødslen, konfirmationen, brylluppet og begravelsen.

Anne Linnet tøver ikke med at kalde albummet for sit “livsværk”.

Første tanke var, at sangene skulle “klædes på” med bas, trommer og guitar, som hun oftest gør, men hun endte med at indspille alle sangene kun akkompagneret af sin faste pianist Jesper Bo Hansen.

Samarbejdet mellem Anne Linnet og pianisten begyndte tilbage i Marquis de Sade-tiden, da keyboardspilleren i bandet stoppede, og Jesper Bo Hansen kom til.

Men det var først, da hun i 2001 adopterede to børn fra Rumænien, at det udviklede sig til det, det er i dag.

I de år droslede Anne Linnet ned for blandt andet det hektiske tour- og festivalliv og gav sig efter en pause fra livekoncerterne i stedet til at spille mindre koncerter i kirker med Jesper Bo Hansen ved klaveret.

– Jeg har altid elsket at stå på en stor festivalscene, men der gik det op for mig, at det var virkelig fantastisk og kunne noget andet at være i et stort kirkerum. Jeg oplevede en helt anden intim kontakt med publikum.

– Man mærker dem mere tydeligt, fordi de sidder tæt på, og man kan se dem og have øjenkontakt, fordi det ikke er mørkt, og man selv er badet i lys. Det har også betydet, at der nok er kommet en anden nærhed i mine tekster siden, siger hun.

De sidste års arbejde med at finde samling på den enorme mængde af “skuffesange” har sat tanker i gang hos den 69-årige sangerinde. Om hvad og hvem, der har formet hende.

– Det er gået op for mig, at der er nogle sammenhænge, som jeg måske ikke har tidligere, men som jeg ser nu. F.eks. at min mormor har haft kæmpe indflydelse på mit liv, min musik og mit forhold til tro, håb og kærlighed, siger Anne Linnet.

Hun er datter i en søskendeflok bestående af to ældre brødre, en lillebror og senere en adopteret lillebror fra Tibet.

De to ældste brødre skændtes og sloges en del, så i perioder sendte forældrene “lille Anne” ned til hendes mormor i Tønder.

Hun spillede klaver, i øvrigt autodidakt, og arbejdede derudover som frivillig i Kirkens Korshær. Om søndagen tog mormoren Anne Linnet med i kirke.

– Jeg elskede, når orglet satte i gang, og folk begyndte at synge, men jeg forstod ikke, hvad teksterne handlede om. Sproget var gammelt, og ordene var underlige, og allerede dengang tænkte jeg, at det da var mærkeligt, at der ikke var nogle sange i kirken, som folk kunne forstå, siger hun.

Anne_Linnet
Anne Linnet med sin mor Lis.

Derfor er der, siger hun, nok en ubevidst sammenhæng mellem mange af hendes sange og tiden, hun tilbragte hos sin mormor.

Og derfor er det ikke tilfældigt, at Anne Linnet har et ønske om, at sangene fra det nye album kan være nogen, der bliver spillet i blandt andet kirker og ved højtider i fremtiden, også længe efter hendes død.

Det var i øvrigt også på mormorens klaver, at hun lavede sine første små melodier.

Det klaver, der var i hendes barndomshjem, havde hendes mor malet lyseblåt, fordi de skulle se pænt ud, men “det gjorde ikke noget godt for akustikken”.

Det er mormorens klaver, hun har desuden indspillet de fleste af de 50 sange på fra “Sange til livet”.

Kort om Anne Linnet

Anne Kristine Linnet er født i 1953 i Aarhus-­bydelen Åbyhøj.

Uddannet komponist fra Det Jyske Musik­konservatorium.

Begyndte karrieren som forsanger i Tears og skabte i 1974 Shit & Chanel. Dannede efterfølgende Anne Linnet Band med bl.a. Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, og dernæst Marquis de Sade, inden hun begyndte sin solokarriere.

Aktuel med albummet “Sange til livet”, som er 50 sange skrevet i løbet af de sidste 20 år, fordelt på fire cd’er.

Har desuden udgivet en selvbiografi og en krimi.

Mor til syv børn: Evamaria og Marcus, som hun har med komponisten Holger Laumann, Xander, som hun fik med Mads Buhl, adoptivbørnene Maria og Peter, som hun selv har adopteret, og Isolde og Nemo, som hun har med ekskonen Tessa Franck. Blev i 2019 gift med Kathrine Kjær. Parret blev skilt i august.

Musik før kvindekamp

Det var banebrydende, da Anne Linnet i 1974 dannede Shit & Chanel, som var Danmarks første rigtige kvindeband.

– Jeg syntes, det var mærkeligt, at der ikke var kvinder, der spillede bas, trommer og guitar. Hvis man så en pige på scenen, var hun forsanger og stod i en flot, rød kjole foran et band fuld af mænd. Jeg tænkte, at der jo måtte være nogle piger derude, der kunne noget, siger Anne Linnet.

Det havde hun ret i, og kvinderne skaffede hun. Det blev til bandet bestående af Astrid Elbeck, Ulla Tvede Eriksen, Lone Poulsen og Lis Sørensen. De udgav det selvbetitlede debutalbum i 1976. Dét album, som bl.a. “Smuk & Dejlig” blev født på.

– I starten kom folk mest for at se giraffen, og der stod en del mænd med korslagte arme til vores første koncerter for at se, om vi overhovedet kunne spille. Men vi blev hurtigt respekterede, og der kom også en del andre kvindebands i kølvandet på Shit & Chanel.

Anne Linnet blev hurtigt omfavnet af kvindebevægelsen, og kærligheden var gengældt. Også selv om det ikke var af politiske eller ideologiske årsager, at Anne Linnet i første omgang blev sangskriver og musiker.

– Jeg begyndte jo ikke at spille musik på grund af kvindekampen. Jeg er komponist, sanger og musiker uafhængigt af noget som helst andet.

– Kvindekampen kunne så bruge mig til en masse ting, og havde jeg det rigtig, rigtig godt med. Jeg ville rigtig gerne ville være med til den kamp, siger Anne Linnet, som blandt andet leverede musik til en række radioudsendelser med Suzanne Giese og Maria Marcus, som begge var markante skikkelser i rødstrømpebevægelsen.

Anne_Linnet

Rollemodeller er ikke nok

1980’erne var musikalsk fyldt godt op med både Anne Linnet Band og Marquis de Sade, og inden udgangen af årtiet, var hun desuden blevet mor til tre. Men så kom 90’erne.

Det ville være synd at sige, at det var Anne Linnets yndlingsårti.

For selv om hun var musiker, før hun var feminist, var ligestillingskampen for længst trængt ind under huden på hende. Men den fyldte ikke meget i det årti, husker hun.

– Jeg synes, at kvindekampen og feminismen trådte i baggrunden i 90’erne. Jeg synes, det var et lidt koldt årti, hvor det gik ned af bakke med ligestillingskampen, siger hun.

Anne Linnet har til gengæld bemærket en positiv udvikling i de senere år, hvor kønsrollemønstre er i opbrud, og hvor feminisme ikke længere er det fyord, som det var i 90’erne.

Og hun ser med begejstring på de mange forskellige måder, unge kvinder, og flere og flere mænd, er feminister på i dag.

– Nogle smider tøjet, og andre gør noget helt andet. Jeg synes, alle måder at være feminist på er lige gode. Men spørgsmålet er, om det er nok?

Nogle smider tøjet, og andre gør noget helt andet. Jeg synes, alle måder at være feminist på er lige gode. Men spørgsmålet er, om det er nok?

Det er et retorisk spørgsmål. For nok er Anne Linnet foregangskvinde, når det handler om at åbne døre for kvinder i en meget mandsdomineret branche. Men hun har ikke lænet sig tilbage og tænkt, at problemerne er løst.

– Der er stadig rigtig mange kvinder, der bliver forbigåede. Det er en skandale, og det burde ikke foregå i vores tid. Så spørgsmålet er, om det efterhånden er nødvendigt at indføre nogle kvoter.

– Det handler jo ikke om, at man vælger kvinder frem for mænd, hvis manden er dygtigst, men om at man vælger kvinden, hvis hun er lige så dygtig som manden, og kvinder er underrepræsenterede, siger Anne Linnet.

Hun fremhæver bl.a. den lave repræsentation af kvindelige ledere i musikbranchen og ikke mindst, at der ifølge hende er alt for få kvinder på landets festivaler.

– Det er jo helt uhyrligt, at der er så få kvinder på de danske festivaler, for det er jo et sted, hvor det er meget synligt og målbart.

– Mange kvinder, jeg har talt med, oplever også, at mænd pr definition overruler, når der skal tages beslutninger for dem f.eks. i studiet. Der skal virkelig ske noget. Det er ikke nok, at der er rollemodeller, siger hun.

Det er tydeligt, at det ikke kun er musikken og sangskrivningen, der fortsat er hjerteblod for Anne Linnet, knap 50 år efter hun begyndte sin karriere. Det er kvindekampen også stadig.

– Hvis det skal ske af sig selv, at vi får ligestilling på alle planer, så kommer det til at gå for langsomt. Så kommer der til at gå tre-fire generationer, før vi er der.

– Man skulle tro, at vi var blevet klogere, så det kunne ske for den generation, der er unge i dag. Men jeg tror ikke på det, med mindre man indfører kvoter, siger hun.

Da dokumentaren “Anne, Sanne og Lis” kom ud i 2018, skrev Information, at hvor nutidens feminisme er blevet mere intellektuel og teoretisk, var de tre kvinders blik på kvindekamp “befriende naiv i al sin banalitet”:

– Her er ”feminist” ikke et emblem, man sætter på fløjlskraven, kvindefrigørelse er ikke noget, man læser om. Det er da bare noget, man gør – på en scene, bag et trommesæt, en mikrofon eller en guitar.

Men for Anne Linnet er der ikke en rigtig eller forkert måde at være feminist på, og hun føler sig ikke på den anden side af de unge i den generationskløft, der ofte omtales mellem “boomer-feminister” og “woke-feminister”.

Tværtimod taler hun kun varmt om den kamp, de unge feminister kæmper i dag, hvor feminisme ikke længere kun handler om ligestilling mellem mænd og kvinder, men også inkluderer seksuelle minoriteter, racer m.m.

– Feminismen i dag hænger er jo udsprunget af, at der er en større tolerance for minoriteter og for, at mennesker i dag lever forskelligt, tænker og føler forskelligt og oplever verden og sig selv forskelligt. Det kan jeg kun se som en positiv ting. Al respekt for andre mennesker og deres måde at være på er rigtig godt, siger hun.

Anne_Linnet
Anne, Sanne og Lis foran Jazzhus Montmatre i Nørregade i 1980’erne.

Styr på prioriteterne

Jeg spørger, om kvindekampen nogensinde har stået i vejen for hende ved at tage opmærksomheden fra hendes musik og gøre hende til feministisk ikon?

Men Anne Linnet har aldrig set det som en begrænsning for hende at repræsentere kvindekampen i musikkens verden.

– Det har jeg ikke spor imod. Det er jo vigtigt at tale om, og det er også vigtigt for mig, hvis jeg kan, at være med til at hjælpe nogle af de helt unge piger frem i musikbranchen, siger Anne Linnet.

Som kvinde i musikbranchen har Anne Linnet aldrig oplevet, at hun ikke er blevet taget seriøst, eller at folk har tvivlet på hendes talent, fordi hun er kvinde – måske også, fordi hun langt hen af vejen skal har skabt de musikalske projekter, hun har været en del af.

Men der er alligevel tidspunkter, hvor hun mærker en forskel mellem kvindelige og mandlige musikere.

– Mine mandlige kolleger får aldrig de samme spørgsmål, som jeg har fået alle årene om, hvordan de får det hele til at hænge sammen med privatliv og karriere. De får aldrig spørgsmål om deres børn.

– Jeg har ikke noget imod at tale om mine børn, men jeg synes da, det er mærkeligt, at mændene ikke skal det, siger hun.

Det er også i spørgsmål, der handler om alder, at hun mærker forskel.

– Mine mandlige kolleger bliver sjældent spurgt, hvordan de oplever det at blive ældre.

– Jeg har mange gange skullet svare på, hvornår jeg har tænkt mig at stoppe, og om det her er mit sidste album. Det spørger du jo aldrig Thomas Helmig om, siger Anne Linnet, som også nævner anmeldelser, hvor kvindelige musikeres udseende og påklædning nævnes, som eksempel på forskelsbehandlingen.

Mine mandlige kolleger får aldrig de samme spørgsmål, som jeg har fået alle årene om, hvordan de får det hele til at hænge sammen med privatliv og karriere. De får aldrig spørgsmål om deres børn.

Men trods samfundets forventninger til kvinder, som hun er bevidst om, har det har aldrig fået hende til at tvivle på sine egne valg og prioriteter.

– At skabe musik er en nødvendighed for mig. Det ved min familie, det ved mine børn, det ved mine venner. Det betyder selvfølgelig, at jeg nogle gange prioriterer anderledes, end andre mennesker gør, siger hun.

Det betyder også, at hun i dag ikke er den klassiske bedsteforælder for sine børnebørn.

– Jeg kan jo godt mærke, at de af mine børn, der selv har fået børn, har savnet mig som den der bedstemor. Jeg har ikke haft så meget tid til dem, som jeg gerne ville. Det har mine børn nok været kede af ind i mellem.

– Men samtidig føler jeg også, at den rolle er ved at blive omdefineret for min generation. I hvert fald, hvis man har så meget smæk på arbejdslivet, som jeg har haft, siger hun.

Anne Linnet husker selv, hvordan hendes far, som var læge og underviste på universitetet ofte arbejdede. Men også, at hun ofte savnede ham.

– Det gjorde jeg helt klart. Men det er også ham, jeg har min arbejdsdisciplin fra. Jeg tror, at det er sund for børn at se deres forældre være rollemodeller, siger Anne Linnet.

Hun ved godt, at hun har været fraværende i perioder, men hun har samtidig arbejdet meget hjemmefra, ligesom flere af hendes børn har været med hende på tour ind i mellem.

Og så er der også nogle konkrete fordele ved at arbejde så meget, som hun har gjort, mener hun.

– Jeg er jo privilegeret og utrolig glad for, at jeg har kunne have et liv, hvor jeg har kunne forsørge mig selv og alle mine børn. Jeg har aldrig været afhængig af en mand på noget tidspunkt. Eller en kvinde for den sags skyld.

Anne_Linnet
Anne Linnet sammen med Xander på vej til begravelse for digter og præst Johannes Møllehave sidste år.

Læs også