https://imgix.femina.dk/2022-12-08/22302500950427-5616x3744ma.jpg
Samfund

Iranske læger: Sikkerhedsstyrker skyder mod kvindernes ansigter og kønsdele

8. december 2022
Af Silje Qvist
Foto: Gregorio Borgia/AP/Ritzau Scanpix
Flere demonstranter er blevet beskudt under protesterne i Iran. Ifølge flere iranske læger skyder de iranske sikkerhedsstyrker de kvindelige demonstranter andre steder end mændene.

De iranske sikkerhedsstyrker sigter aktivt efter de demonstrerende kvinders ansigter, bryster og kønsdele, siger flere læger over hele landet.

Læger og sygeplejersker – der har behandlet demonstranterne i hemmelighed, så de kunne undgå at blive arresteret – fortæller, at de har observeret, at kvinderne ofte får skudsår andre steder end mændene. De bliver ofte ramt i benene, bagdelen eller ryggen.

Det skriver The Guardian på baggrund af interviews med ti læger, der tidligere har advaret de unge iranere om at skaderne, de kunne få under demonstrationer, kunne efterlade permanenter skader for livet.

Udover de førstnævnte steder, hvor mænd og kvinder rammes af skud fra sikkerhedsstyrkerne, bliver mange også forsøgt skudt omkring øjnene. Det gælder både mænd og kvinder, sågar også børn.

En læge, som The Guardian har interviewet, fra den centrale Isfahan provins fortalte, at han troede, autoriteterne sigtede efter mænd og kvinder på forskelligvis, fordi ”man ønsker at ødelægge kvindernes skønhed.”

Selvsamme læge kunne berette om en kvinde i sine 20’ere, der havde været ude og demonstrere. Pludselig lå hun i midten af en cirkel bestående af cirka ti mænd fra de iranske sikkerhedsstyrker. De skød på hende i hendes kønsdele og inderlår.

Den unge kvinde var blevet skudt direkte i sine kønsdele med to små, hårde metalkugler. Ti andre metalkugler sad fast i hendes inderlår.

Kvinden kunne altså risikere en seriøs vaginal infektion, og derfor rådede lægen hende til at gå til en gynækolog i stedet for.

”Hun kunne have været min datter,” fortalte lægen til The Guardian.

Nogle af de andre læger beskylder sikkerhedsstyrkerne og Basij militia, en del af den islamistiske revolutionsgarde, for at ignorere de såkaldte riot-control-practices, som betyder, at de skal skyde mod fødder og ben for at advare. Og altså ikke skyde efter kropsdele, hvor der sidder vitale organer.

En anden læge fra Karaj, en by uden for Teheran, mener, at sikkerhedsstyrkerne skyder mod ansigter og kvinders private kropsdele, fordi de har et mindreværdskompleks.

”De vil gerne af med deres egne seksuelle komplekser ved at såre disse unge mennesker.”

Det iranske udenrigsministerium er blevet bedt om en kommentar på baggrund af lægernes påstande, men har ikke svaret The Guardian.

Læs også