Anne Laxholm er færdig med at bedømme sig selv i spejlet: "Jeg har været på slankekur, siden jeg var 15"

Anne Laxholm blev opdraget som ”pige med stort P”.

Indtil hun var 10 år, blev hun lagt i seng med papillotter i håret hver aften, så hun kunne vågne op med Shirley Temple-krøller næste morgen.

Hun måtte ikke gå til spejder ligesom sin storebror, for spejderliv var ikke noget for piger. Og hun var 28 år, før hun fik sit første par cowboybukser, for lange bukser var ikke passende i en kjolepiges garderobe.

Især det sidste får et lille smil frem, når hun nu træder ind foran fotografens kamera iført ret så smarte cognacfarvede ruskindsbukser og selvfølgelig en smukt matchende skjortebluse. Der er stil over Laxholm. Altid.

Det er også sådan, seerne kender hende fra dommerbordet i ”Vild med dans”, hvor hun har været med siden programmets start og for tiden er i fuld gang med 17. sæson af det populære underholdningsshow.

Men da hun går forrest ind i det dansestudie, hun har sammen med sin mand Hans Henrik, er det, at hun lige laver et hurtigt drej om imod salens spejle, straks hun er inden for døren. Og hun begynder også selv at le af sin egen refleks. Tjek-refleksen kunne man kalde den.

Tjek, tjek, tjek

- Se, det er sådan, det er, siger hun, - det er umuligt at gå forbi et spejl uden at tage bestik af sig selv. Det bliver efterhånden en slags fobi, man skal kæmpe med: At lade være med altid at bedømme sig selv i spejlet. Når jeg kommer herop i dansestudiet, gør jeg det altid: "Er det nu den rigtige bluse, jeg har på i aften?" "Sidder håret ordentligt?" Alle de der småting. Tjek, tjek. Tjek.

- Ind imellem ryster jeg på hovedet af mig selv. Tænk, at jeg sidder i denne her alder og skal sige til mig selv, at jeg skal være mere afslappet og ikke altid skal være så kontrolleret. Jeg øver mig. Og jeg synes også, det går lidt bedre.

- For fem-seks år siden kunne jeg ikke drømme om at åbne hoveddøren, hvis det ringede uventet på, og jeg gik rundt uden makeup. Det kan jeg godt i dag. Men jeg går ikke udenfor en dør uden makeup. Det gør jeg altså ikke. Og egentlig er det fjollet af sådan en gammel dame som mig. Men jeg tror bare, at det ligger så dybt i mig, dels på grund af min opdragelse, dels på grund af årene i dansen, at det er svært at lave om på.

LÆS OGSÅ: Det perfekte er sandsynligvis røvkedeligt

Åndssvage slankekure

Til gengæld har Anne Laxholm formået at få gjort endegyldigt op med noget andet: Slankekurene.

- Vægten har altid været et omdrejningspunkt for mig hele vejen igennem min karriere, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Marianne Eihilt: Vild med dansk har været en kæmpe gave

- Jeg fik altid at vide: "Du kan godt lige tabe dig tre kilo til". Altid. Jamen, jeg har været på slankekur, fra jeg var 15! Jeg har aldrig været tyk. Der var måske lidt hvalpefedt på et tidspunkt. Mere var det ikke. Men det blev en del af det hele, og det var en del af den verden: Man burde altid lige være lidt tyndere. Og de der evige tre-fire kilo fyldte jo alt for meget i mit liv. Alle de åndssvage slankekure, jeg har været på!

Det satte sig i hende som den overbevisning, at hun i hvert fald aldrig selv ville være den, der fortalte andre dansere, at de skulle tabe sig.

- Jeg ved jo, hvilket helvede det er. Jeg har måske nok trænet dansere, jeg burde have sagt det til. Jeg ved ikke, om jeg er en kujon. Men her valgte jeg, at det ikke er min kamp. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at lære dem at danse, men de må selv komme til den konklusion, at det er bedre at tabe sig.

Aldrig igen

Og for cirka 10 år siden tog Anne Laxholm så den beslutning, der også handlede om hende selv:

- Jeg sagde til mig selv: "Jeg skal aldrig på en slankekur igen". Og det har jeg heller ikke været. Jeg har tabt mig. Men jeg har ikke været på en slankekur siden!

- Hvis tøjet begynder at snære, spiser jeg lidt mindre et stykke tid. Går lidt flere eller længere ture. Spiller måske lidt mere golf, som er blevet min nye passion. Og sådan får jeg det til at balancere. For jeg gider rent ud sagt ikke gå på flere slankekure.

Der er ro og værdighed og vægt bag vurderingerne, når Anne Laxholm får - men aldrig tager - ordet ved dommerbordet i "Vild med dans". Nogen vil måske savne lidt spræl. Andre elsker hende netop for at stå for noget andet.

Selv kunne hun godt ønske, at hun var lidt hurtigere i replikken og bedre til at fyre noget humoristisk af, siger hun.

LÆS OGSÅ: Britt Bendixen: Det skulle have været min beslutning

- Men sådan er jeg bare ikke. Jeg er jo nok blevet kendt som "hende den strenge, hende med fodarbejdet", ikke? Men jeg føler vitterligt også, at selv om "Vild med dans" er et underholdningsprogram, bliver jeg nødt til at være det, jeg er: Og jeg er dansedommer. Jeg er ikke med som ren underholdning.

- Trinene skal læres ordentligt fra starten af, hvis vi vil have nogle dansere, der kan lave en flot finale. Der er en grund til, at fodarbejdet er, som det er: Det er for at give de rigtige bevægelser. Du kan nu engang ikke lave en bølgende vals på to gange hæle. Sådan noget holder jeg særligt godt øje med i begyndelsen. Og det er nok det, der har sat mig i bås.

70 næste år

Anne Laxholm fylder 70 næste år. Når man spørger, hvordan hun kan mærke på sin krop, at hun har brugt den, som hun har, siger hun let:

– Jeg døjer lidt med mine knæ. Det er det eneste. Jeg har ikke engang knyster. Jeg tror bare, vi har været utrolig heldige, både Hans Henrik og jeg, at vi har haft stærke fødder og stærke led, og takket være det er vi kommet igennem karrieren og op i vores alder uden reservedele, ingen nye hofter eller knæ eller noget.

Og så længe helbredet holder – her indskyder hun: ”syvni-13” – har hun og hendes mand tænkt sig at blive ved med at undervise danskere i pardans på deres dansestudie, "Dance Academy" i Hørsholm.

– Vi elsker det jo. Og hvad skulle vi ellers? Jeg har et dejligt liv. Jeg er taknemmelig hver eneste dag, jeg vågner. Jeg føler mig utrolig heldig. Tænk at jeg er nået hertil, og så godt det er gået!