Anne-Grethe Bjarup Riis: Stopper som skuespiller

Da Anne-Grethe Bjarup Riis fyldte 50, skulle hun "lige synke fem kameler", som hun siger, inden hun fik sundet sig og kom på andre (og bedre) tanker end at se på sig selv som en, der var ved at blive gammel.

- Der gik ikke længe, siger hun, - så tænkte jeg: Hallo, 50’erne er sgu da det nye ”sort”. Jeg tager lige ti år mere med fuld knald på.

I stedet for at stå på en scene

Alligevel har alderen haft en rolle at spille i forhold til den beslutning, som den nu 51-årige skuespiller har taget om, at hun ikke længere vil være udøvende skuespiller.

- Ja, det er en beslutning, jeg har taget. Jeg vil ikke spille mere. Jeg har brug for at fortælle nogle andre ting i stedet for at stå og gentage mig selv på en scene. Jeg har masser af film, jeg gerne vil lave. Jeg vil også gerne lave en film over den bog, jeg sidder og skriver på nu. Og jeg vil gerne skrive mange andre bøger. Så jeg synes ikke, jeg kan bruge min tid på at stå på en scene hver aften længere.

Anne-Grethe Bjarup Riis om sønnes sygdom: Vi skal hylde livet

En film kan tage to år

Selv om 50'erne er det nye "sort", er tiden en faktor, der må tages højde for, når man ved, forklarer hun, at et filmprojekt f.eks. nemt kan tage to år af ens liv fra den første spæde start til det endelige slutresultat. Og bøger, de tager også den tid, de tager at skrive.

Lige nu skriver hun f.eks. både på en ny roman og et filmmanuskript.

Filmmanuskriptet er bygget over den svenske forfatter Maria Svelands meget omtalte roman "Bitterfissen", som filmmanden Regnar Grasten har købt filmrettighederne til og altså har bedt Anne-Grethe om at arbejde videre med.

Charlotte Fich, skuespiller: Livet som 50+ er bedre end som 30-årig

Når et barn får kræft

Romanen, hun er i gang med at skrive, handler om, hvad der sker med en familie, når et barn bliver ramt af kræft. Historien har sit udgangspunkt i hendes egen familie og det, der slog ned, da hendes nu 10-årige søn Gilbert fik konstateret leukæmi for to et halvt år siden.

Som et sideløbende spor i romanen kører også fortællingen om Anne-Grethes egen opvækst.

Men med hensyn til romanen har hun lavet den aftale med forlaget, at hun ikke vil have en deadline hængende over hovedet for, hvornår den skal være færdig. Lige den roman kræver, at hun har friheden til, at manuskriptet kommer, når det kommer.

For som hun siger: - Den er godt nok hård at skrive!

Pernille Aalund: Et andet liv kaldte på mig

Det er NØDVENDIGT

Man kan godt undre sig over, at hun orker midt i den kamp, de stadig kæmper for, at Gilbert skal blive helt rask, så samtidig tvinge sig selv til at se tilbage på de tider, hvor alting har været endnu hårdere for dem alle sammen, og ikke mindst for Gilbert.

– Jamen jeg KAN ikke andet! Jeg synes jo, det er NØDVENDIGT, at jeg gør det, forklarer hun.

- Det er nødvendigt, fordi der er så mange mennesker, der ikke ved, hvad det vil sige at have et barn med kræft. Ja, det havde måske været nemmere for mig IKKE at begynde på den bog nu. Men jeg har selv mærket, hvordan min egen familie ikke vidste, hvordan de skulle tackle det her.

- Det er ikke en klandring af nogen. For det er, hvad der sker. Når folk er bange for at gøre noget forkert, holder de sig væk. 80 procent af familier med kræftramte børn oplever at miste deres omgangskreds. 80 procent!

Simi Jan: Livet er for kort til ikke at være tro imod sig selv

Godt, jeg er blevet 50

- Men hold kæft, hvor er det godt, at jeg er blevet 50 og kan håndtere alt det, der sker, siger hun videre.

- Man skal nærmest have en farmaceutisk doktorgrad, når man havner derinde på Rigshospitalet. Jeg kender lidt til terminologien, fordi min mor var sygeplejerske, alligevel fik jeg min sag for og har også tit mærket, hvordan min erfaring og min modenhed kommer mig til gode.

Det var stressende at være i 20'erne

I forhold til alder har hun også fundet ud af, efterhånden som hun er blevet ældre, siger hun, at man ikke behøver at være elsket af alle.

- Og jeg skal ellers love for, man har løbet stærkt for at gøre alle tilpas. Hele vejen rundt. Også i parforholdet. Hele tiden lave sig selv om for at passe ind i et eller andet, man troede, man skulle, fordi så kunne den anden eller de andre nok bedre lide en.

- Jeg synes faktisk, det var stressende at være i 20’erne. I dag, til gengæld, tænker jeg: Jeg behøver ikke at være på pletten alle steder længere. Jeg laver bare min egen plet nu.

Obs.