Anna Mejlhede: Strit ikke imod, når livet gør dig søsyg

Første gang jeg som orlogspræst var med søværnet ude at sejle, blev det kraftig storm i løbet af den første uge. Egentlig havde jeg forestillet mig, at jeg var rimelig søstærk, dels som datter af en gammel Læsøfisker, dels i bevidsthed om, at jeg da flere gange havde overlevet færger i søgang uden at blive den mindste smule dårlig af det. Men denne gang føltes det anderledes. Som om selve min eksistens var ved at vende sit inderste udad i bogstaveligste forstand ... og da jeg havde fået nok og ville gå til skibslægen efter kraftig medicinsk støtte i form af en pille eller et plaster bag øret, var der en garvet sergent, der tog fat i mig og sagde: ”Det stads dér skal du ikke bruge – du får bare synsforstyrrelser. Næ, nu skal jeg fortælle, hvad du gør i stedet”. Min skibskammerat havde lagt mærke til, hvordan jeg de sidste par dage havde lignet en strittende lige pind på det skæve tårn i Pisa – en nydelig hattedame på tur i det skæve hus i Tivoli. Og netop deri lå selve kimen til min søsyge, forklarede han. Fordi jeg ikke lod mig dingle med! Og så fortalte han desuden, hvad der kan ske, hvis ikke man vænner sig til søgangen i løbet af et par dage. Man risikerer at blive havgal. Og havgal er sømandssprog for den yderste yderlighed af søsyge – dér, hvor man kun har ét ønske tilbage i livet: At få det til at holde op. Det vil sige springe over bord! Fordi det i éns forkvalmede hjerne er det eneste, der kan få bugt med den tilstand af lidelse, søsyge kan være. LÆS OGSÅ: Renée: Vi kan ikke trumfe tilfældighedernes magt Ud over at det, han lærte mig, hjalp mig kolossalt i situationen, så undrede jeg mig over den livsvisdom, der lå gemt i det, han sagde. For hvad er ofte grunden til, at vi får kvalme over vores liv? At vi får lyst til at kaste op, når alting sejler omkring os – hvis ikke det netop er, fordi vi glemmer at dingle med? Og med det mener jeg: Komme tilværelsens både lette og svære udfordringer i møde med en form for nysgerrig åbenhed i stedet for at benægte deres eksistens. For problemet er jo, at livet ikke altid retter sig ind efter vores idéer om, hvordan det skal være, men at det i stedet er os, der må rette ind efter, hvordan livet rent faktisk er. Og kunsten består i at tage fat dér, hvor man kan handle, i stedet for at surre sig fast i det, der falder, ligegyldigt hvor hårdt jeg så end holder fast i det. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at den erkendelse fjerner al form for kvalme og svimmelhed for evigt (det gør den heller ikke på skibet, kan jeg hilse at sige), men den kan forhindre én i at blive komplet havgal. På havet øver jeg mig stadigvæk i kunsten og må indimellem alligevel ty til skibslægens hjælp. Og på landjorden tager jeg mig i, hver evig eneste dag, at være bange for at komme til at dingle. Men jeg ved, at det eneste, jeg kan, er at gøre det – og med denne dinglen tilgive både mig selv og andre for det, der på grund af livets søgang bare ikke kan stå oprejst. For lige så lidt som havet ikke holder op med at kaste sine frådende bølger op ad et skib, lige så lidt holder livet op med at være besværligt, tungt, smukt, oprørende og sindssygt bevægende i én stor pærevælling. Så kan vi råbe ad det, true med alskens søsygepiller, der får én til at falde i søvn – eller plastre, der gør, at man ser dobbelt. Men er det så ikke bedre at hjælpe hinanden til at dingle med – og tilgive, når vi falder, i stedet for at stemme imod i en evig og i øvrigt umulig kamp for at stå lige, ranke og pæne igennem alt, hvad livet byder os? Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser