Selvudvikling
14. juni 2017Anna Mejlhede: Når de velmenende komplimenter rammer skævt
"Det må man gi' dig - du er nu en pæn dame!" I den unge fyrs øjne var der lige røget et kæmpe kompliment af sted. Men jeg følte mig så langt væk fra en pæn dame, som man næsten kunne komme ... Anna Mejlhede ser nærmere på komplimenter - og hvorfor vi måske er så bange for at give dem.
Af: af Anna Mejlhede
For ikke længe siden fik jeg et kompliment, som jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg skulle placere. Det var hævet over enhver tvivl, at det var velment, alligevel landede det så skævt inde i mig: ”Det må man gi’ dig – du er nu en pæn dame”. Over for mig stod en 25-årig dæksgast af søens folk, for hvem jeg naturligvis ikke blot var en dame, men simpelthen præstedame (dame er man i øvrigt pr. definition, når man er i 40’erne, og den, der står overfor én, er i 20’erne – sådan er det, bum!).
Nu var der bare det, at som jeg stod dér i festskrud og dansede med vildt hår og røde kinder, følte jeg mig så langt fra at være pæn dame, som man næsten kunne komme. Men i denne unge fyrs øjne var der lige røget et kæmpe kompliment af sted – så hvad var der egentlig at ærgre sig over? At give andre et kompliment er en smuk og vigtig disciplin, en af dem, som jeg egentlig synes har levet en alt for hengemt og støvet tilværelse i mange år – måske fordi vi er så bange for at ramme skævt med dem? Men der er ikke andet for end at begynde forfra, så må de bare falde lidt sært ud de første par gange … ”Hvor er det godt at se, at du har fået appetitten tilbage, Anna”, som en af mine gamle kolleger engang sagde, idet han gav mig et knus. Igennem længere tid havde jeg hængt med næbbet og ikke rigtig haft lyst til at spise – men nu var jeg godt og vel ude over den tilstand, kunne man sige. I min kollegas optik var han derfor bare glad for, at jeg så ud til at have fået livsmodet tilbage – mens han i min optik lige havde sagt, at jeg var blevet småbuttet. Jeg vil heller ikke glemme den veninde, hvis nye kæreste på femtedagen havde kigget hende dybt i øjnene og strøget hende over håret – og bedst som hun holdt vejret i spændt forventning om, hvilke fantastiske erklæringer han nu ville diske op med, hørte følgende komme ud af hans mund: ”Det må man i hvert fald sige: Du dufter godt …”. LÆS OGSÅ: Anna Mejlhede: Livsmottoer og floskler Det kan være en utaknemmelig øvelse at begive sig ud i den kunst, det er at give andre et kompliment. Måske fordi vi har vænnet os af med det og opøvet os i at tænke, at hvis folk siger noget pænt til os, så er det enten for at sleske sig til et eller andet, vi faktisk ikke vil give dem, eller en subtil og ironisk måde at komme med spidse bemærkninger på. Derfor bliver vi nødt til at øve os i kompliment-disciplinen igen! Både i at give og i at modtage det – og tage det til os i præcis den ånd, det er givet. For i et samfund, der bærer mere og mere præg af frygt og mistænksomhed, rå tilgang til hinanden og hårde ord, dér har vi hårdt brug for at bløde tilværelsen op med lidt varme skudt ind i relationerne til hinanden. Og en af metoderne – det er netop: Komplimentet! Også uden at vi behøver at være ude på noget, som vi så mistroisk formulerer det. Et kompliment har også forskellige funktioner. Der er den type, der har til formål at indføre mere kærlighed og omsorg i vores hverdag, og der er dem, der skal give os lidt mere tro på os selv og håb om, at vi er på vej i den rigtige retning – hvad enten det handler om arbejde eller noget privat. Et kompliment beriger i øvrigt også altid både den, der giver, og den, som modtager – især når man husker at se komplimentet med giverens øjne. Så bliver man nemlig ikke fornærmet over for eksempel at blive kaldt for ”en pæn dame”. Men nu ved jeg så også, at hvis mine 14-årige konfirmander finder på at sige: ”Præst, du er or’n’lig syg!”, så har de lige givet mig det vildeste kompliment! Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info her