Anna Mejlhede: Hvad øjnene flyder over af...

Der var engang en kvinde, som under MUS-samtalen med sin chef begyndte at græde. Egentlig var det ikke, fordi deres samtale som sådan kredsede om noget meget ubehageligt, men noget af det, de kom ind på, ramte bare kvinden midt i tårernes arnested: ”Nu skal vi vist ikke tale mere sammen – det gør dig jo utilpas,” sagde chefen så. Men til det svarede kvinden: ”Næ ... jeg tror kun, det er dig, der bliver utilpas, jeg har det fint nok. Jeg græder bare lidt ...”. Da jeg var 11 år, sad jeg engang og hulkede i toget, fordi jeg var blevet bange for en fuld mand med en bakke pomfritter (ja ... spørg mig ikke hvorfor), men ikke én af de øvrige passagerer reagerede på min hulken, og jeg husker, hvordan det gjorde mig endnu mere ensom og ulykkelig. For mig at se handlede medpassagerernes manglende reaktion ikke om, at de var ligeglade. Jeg tror i stedet, de tænkte, at det var synd for mig, og for ikke at gøre situationen værre, var det nok bedst at lade mig være lidt i fred. Undskyld!, siger vi jo selv, så snart der er den mindste smule vand på vej ud ad øjenkrogen. Eller vi forklarer tårerne med pludselig høfeber, eller at vi har fået en flue i øjet. Men hvad er det egentlig ved tårer, der er så pinligt? Nu er det klart, at der kan være situationer, hvor det er mindre heldigt at bryde ud i gråd end andre. Eksempelvis ville det skabe en meget opløst stemning, hvis jeg måtte afbryde en begravelse i kirken, fordi jeg selv lige skulle græde igennem. For i den situation er det de andres gråd, jeg skal støtte. Og det gør jeg ikke – lige dér – ved selv at græde. LÆS OGSÅ: Anna Mejlhede: Er livet én lang eksamen? At nogen kan rumme éns gråd, er nemlig nogle gange det eneste, der virker bare en smule trøstende. En æske Kleenex på et bord kan jo være som en favn, der byder én velkommen: Kom bare an, for her tåler vi tårer! Indimellem kan det ellers se ud, som om tårer er som sex – bedst gemt af vejen bag en lukket dør. Og når det ikke er helt comme il faut at knibe en tåre i det offentlige rum (medmindre der er tale om fænomener som minister- eller medaljetårer), så er det måske, fordi andres tårer sætter os til vægs i magtesløshed. Vi tror nemlig, vi skal få det til at standse, men ved ikke hvordan. Engang for mange år siden sad jeg på en tapasrestaurant over noget, der begyndte som en romantisk middag. Men aftenen tog en uventet drejning, og pludselig befandt jeg mig voldsomt forladt ved mit bord med en klump i brystet, der gjorde det umuligt for mig ikke at græde. Der sad gæster overalt i restauranten, og jeg mærkede straks den svidende fornemmelse af ydmygelse, især fordi de kiggede væk. Men så skete der noget: Den kvindelige tjener, der have beværtet det tidligere så romantiske bord, stod pludselig ved siden af mig med en hånd på min ene skulder. Hun undskyldte sit mangelfulde engelske – hun var lige ankommet fra Madrid dagen før – og så hentede hun et glas sød vin på husets regning. Da det ikke hjalp, hentede hun to glas whisky og slog sig ned ved mit bord med en tyk pakke lommetørklæder samt et par cigaretter til deling. Hun tog fat i mine hænder, så mig ind i øjnene og sagde en hel masse på spansk, og selv om jeg ikke forstod ret mange af ordene, så opfangede jeg den accept af min tilstand, hun på alle måder udviste, og som trøstede langt ind i min sjæl. Når det kommer til stykket, så er tårer vel bare saltvand og følelsesmæssig bevægelse. Er det så slemt endda? For hvad sjælen er fyldt med, må øjnene gerne flyde over af ... Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser