Anna Mejlhede: Er livet én lang eksamen?

Der var engang en flok veninder, der til en kåd sommerfrokost lavede den lidt bizarre øvelse at finde på, hvad der skulle stå på hinandens gravstene engang. En syntes, at der på hendes egen skulle stå: ”Og i øvrigt medvirkede …” og så en række navne på alle dem, der havde ”fulgt og båret”, som hun sagde med et grin. Det lo de en del ad og var enige om, at ens liv jo sådan set altid bliver til i samspil med andre. Men da turen kom til en af de andre veninder, blev stemningen pludselig stille og beklemt. ”Så blev det da endelig overstået”, udbrød hendes sidedame så, men denne gang brød ingen ud i latter, for problemet var, at de havde ramt plet. Deres veninde stod nemlig bekymret op om morgenen og gik lettet i seng om aftenen, når dagen endelig var slut. ”Jeg har det, som om livet er én lang eksamen”, forklarede hun. For hver eneste gang, noget var vel overstået, gik der ikke mere end få minutter, før hun følte, at tilværelsens mange og uklare krav gav hende eksamensangst. På jobbet, i forholdet til kæresten og hans børn og også i forhold til hendes egne børn – ja, selv i relationen til hendes forældre. Hver morgen vågnede hun i frygten for, at netop I DAG ville blive dagen, hvor hun én gang for alle dumpede. LÆS OGSÅ: Renée: Tid til at sige pyt Det fik gruppen af veninder ud i en lang diskussion. En af dem, der strækker sig langt ind i natten, for hvordan kommer man egentlig livets og verdens mange krav i møde – uden at det bliver til én lang eksamen det hele? En, hvor man kun længes efter at bestå og derefter ikke længere behøver gå op til flere prøver. At livet kræver noget af os, kommer vi ikke uden om, og at vi gerne vil gøre vores bedste med det, vi giver os i kast med, er der jo ikke noget galt i (jeg vil da også gerne gøre mig umage, så du får noget ud af at læse min klumme her, for eksempel). Men at føle, at alle områder af vores tilværelse er platforme, hvor vi dagligt vurderes og afprøves – og kan dumpe eller bestå – dét bliver vi simpelthen nødt til at gøre noget ved! Jeg fik engang en lille bog forærende. ”Underpræstationens manifest” hed den. Måske ikke lige den bog, arbejdspladser rundtomkring i landet drømmer om at finde på deres medarbejderes bord. Og så alligevel – for pointen i bogen er blandt andet, i hvor høj grad det er vores angst for ikke at gøre det hele godt nok, der står i vejen for os og det, vi rent faktisk er i stand til at præstere. For det allerbedste, ja det geniale måske ligefrem, kommer kun til overfladen, når angsten for at slå fejl ikke hele tiden blokerer vores udsyn. Sagen er den, at vi ikke kan RÅ-præstere hele tiden og alle vegne. Indimellem bliver vi nødt til at have de mentale klipklapper på for at regenerere. Også selv om de så en gang imellem smutter på under balkjolen til en kæmpe fest. LÆS OGSÅ: Renée: Vi presser de unge piger for hårdt ”Du skal huske at beholde boksehandskerne på, indtil du er helt ude af ringen”, sagde min tidligere chef engang til mig, dengang jeg arbejdede i en konsulentvirksomhed. Men hvornår er vi så ude af bokseringen og kan tage de handsker dér af? Det nytter ikke noget, hvis vi gør hver eneste plet i vores liv til en boksering, ligesom kvinden, der vågnede hver morgen til tanken om, at hun konstant var på prøve og sikkert dumpede lige om lidt. Der findes sådan et godt ord, der hedder ”et helle”. Stedet, hvor vi er fredet, og hvor boksehandskerne kan lægges til side og skuldrene få lov til at synke ned. Mindst ét område i livet skal være sådan et sted, hvor det eneste krav til os er at være et menneske. Hvor er dit? Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser