Selvudvikling
17. juli 2017

7 veje til at være impulsiv i hverdagen – på en nem måde

Faktisk kræver det ikke så meget at få mere spontanitet ind i hverdagen. Her giver coachen sine 7 tips til, hvordan du bliver mere impulsiv – og bare rolig: Hun foreslår ikke, at du skal sælge alt dit jordiske gods og sejle Jorden rundt. Tværtimod.
Af: af Jo Brand, redigeret til web af redaktionen
Impulsiv

Foto: Panthermedia

Derfor skal du være impulsiv:

Det giver dig hverdagsglæde. Og når du gør tingene på en anden måde, end du plejer, eller gør noget andet, end du plejer, får du også taget stilling til dine vaner. Du kan bedre vurdere, om de vaner, du har, er nogle, du vil have, eller om du skal finde på noget andet.

Coach Lykke Rix giver dig 7 tips til, hvordan du får mere impulsivitet ind i hverdagen:

1# Skab luft i kalenderen

Morgenmad, madpakkesmøring, aflevering af børn, arbejde, indkøb, afhentning af børn, madlavning, putning – toppet med en aftenlur foran fjernsynet. Gentaget i én lang smøre. Ser dit liv nogenlunde sådan ud, og er fritiden fyldt ud med parmiddage, sølvbryllupper og børn, der skal spille fodboldkamp eller til danseopvisning, så er det her, du med fordel kan starte med at sætte ind, hvis du savner et liv, hvor der faktisk godt kan ske noget dejligt om aftenen, som du ikke lige havde regnet med ville ske, da du vågnede.

– Årsagen til, at vi holder op med at være spontane, er, at vi fylder så meget i vores kalendere. Vi har slet ikke tid og mulighed for at være spontane, når alt er lagt i skema: Fritidsaktiviteter, legeaftaler, træning osv. Så hvis man vil være mere impulsiv i hverdagen, må man lægge ud med at lave plads til impulsiviteten, siger coach Lykke Rix.

Hun foreslår bl.a., at man jævnligt sørger for at have en helt tom dag i kalenderen, hvor man (alene eller i selskab med familien) har mulighed for at gøre det, man har lyst til – lige nu og her. Hvis man skal aflyse aftaler for at være spontan, så ender man bare med at sidde tilbage med dårlig samvittighed.

2# Impulsiv med museskridt

Når du drømmer om spontanitet, ser du måske en impulsiv havefest for dig, hvor du lige har bikset en punch sammen, og vennerne er troppet op med snacks og vin.

Men sænk barren, mener Lykke Rix. Spadsér hjem fra arbejde i stedet for at tage cyklen, eller find på en anden lille ting, der vil gøre en positiv forskel i din dag.

– Det rusker også lige op i systemet. Og hvis du er meget vant til systemer, og at alt er planlagt, kan det være voldsomt at skulle gøre noget meget anderledes, så start i det små. Og så er det som en muskel, man kan træne: Jo mere man gør det, des bedre bliver man til det.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Vær impulsiv

3# Mærk efter, hvad du har lyst til

Der sker noget, når vi stopper op og giver os selv tid til os selv. For nogle vil det være dejligt, men for andre vil det føles ubehageligt, fordi gemte følelser, konflikter, spørgsmål og længsler, vi ikke har orket at forholde os til, dukker op, når vi sætter tempoet ned.

– Langt de fleste af os er faldet i det hul, at vi kigger udefra og ind på vores liv. Vi gør det, andre gør, og det, som andre forventer af os, i stedet for at gøre det, der er sandt for os selv. Derfor er det også nødvendigt at stoppe op og træde ud af trædemøllen, så man kan forholde sig til, hvordan man i virkeligheden har det, for derved at kunne mærke efter, hvad det er, man har lyst til, og hvad man kunne tænke sig, og dermed også, hvor man skal sætte ind i forhold til at være spontan og gøre de ting, der gør én glad.

4# Tænk spontanitet i hverdagen

Der er noget fascinerende over dem, der bryder fuldstændig med den grå hverdag og sælger alt for at tage Jorden rundt i badebukser. Men selv om det er det, du drømmer om, er det langtfra sikkert, at det er løsningen, hvis dit mål i virkeligheden er at få lidt mere kulør på hverdagen.

– Hvis man længe har haft alt for lidt glæde og spontanitet i sin hverdag, er det naturligt, at man begynder at længes efter noget helt andet – f.eks. at rejse langt væk i lang tid, men det er sjældent nogen særlig god strategi, for når man kommer tilbage, er der intet, der har ændret sig, og så starter hverdagen forfra. Brug i stedet spontaniteten som en smutvej ind i hverdagsglæden, siger Lykke Rix.

LÆS OGSÅ: 5 gode grunde til, at du skal holde ferie derhjemme

5# Få energien tilbage

Ligger du om aftenen på sofaen foran fjernsynet og slår dig selv i hovedet med, at du ikke kan tage dig sammen til at gøre det, der ville få dagene til at skille sig ud fra hinanden? Så stop straks med at plage dig selv. Som Lykke Rix siger:

– Hvis vi er dødtrætte, kan vi heller ikke være spontane. Og der er er ikke noget at sige til, at du falder i søvn på sofaen foran fjernsynet hver aften, hvis du f.eks. hører til de mange, der kun sover fem-seks timer om natten, i stedet for de syv-otte, som de fleste af os har brug for, siger Lykke Rix og gør opmærksom på, at spontanitet kræver energi. Så sørg for at fylde energidepoterne op med den hvile, næring og bevægelse, du har brug for.

6# Acceptér, at spontanitet er besværligt

Jovist, spontanitet er lidt besværligt: Det er besværligt, når maden skal flyttes fra køkkenet og ud i haven, det er besværligt at invitere gæster, der kommer om en time, og det er besværligt at forlade sin sofa. Sådan er det.

– Mange af os tror, livet skal føles 100 procent godt, men spontanitet er besværligt. Det er bagsiden af medaljen, og den må man tage med. Og gider du ikke? Så tænk over, hvor lang tid en aften, hvor du har gjort noget impulsivt, sidder i dig, i forhold til hvis du bare havde gjort det, du plejede, siger Lykke Rix.

7# Spontanitet skal ikke være et projekt

Spontanitet kan også gå hen og blive et projekt. På den måde, at når du nu kommer træt hjem fra arbejde og finder på at pakke ungerne i bilen med mad og tæpper for at køre på stranden og spise aftensmad, så skal I dæleme også på stranden og spise aftensmad!

– Her skal vi altså kunne være så fleksible, at vi vender om, hvis ungerne skriger af træthed. Måske betyder det så, at vi spiser i en grøftekant i stedet for, men hvis det er det, der gør det hyggeligt, er det jo det, der er afgørende, siger Lykke Rix.

– For nogle kan det at være impulsiv godt kamme over i en flugt fra, hvordan vi har det lige nu og her, og så bliver man ved med at køre på og finde på ting, der gør sig godt på Facebook, men måske vil man nogle gange have mere glæde af at spise rugbrødsmadder foran fjernsynet i stedet for at tage ud i skoven og lave mad over bål, selv om det ikke er nær så sexet.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs mere om:

Læs også