3 alternative behandlinger, som måske er noget for dig
Selvudvikling

3 alternative behandlinger, som måske er noget for dig

1. marts 2018
af Annette Aggerbeck, redigeret til web
Foto: Panthermedia
Har du lyst til at få det bedre med din krop og dit sind, uden at det skal handle om at præstere? Måske er en af disse alternative behandlinger noget for dig. Læs mere om tankefeltterapi, hypnose og Facial Flow

Du behøver ikke nødvendigvis få blodsmag i munden af lutter anstrengelse for at få det bedre med din krop og dit sind. Mange af os giver op, når vi oplever, at der går præstation i det at skulle bevæge sig eller arbejde med at få det bedre med os selv. Men sådan behøver det ikke være, hvis du er åben over for at prøve noget andet, end du plejer. Her får du info om tre typer alternativ behandling, som kan vise sig at være netop dig:

Tankefeltterapi (TFT)

Mange mennesker har vænnet sig til at gå rundt med forskellige former for ubehag i kroppen uden at gøre noget ved det. De tror ikke, at der er noget at gøre. Men ifølge udøvere af TFT kan man ved at tappe forsigtigt på kroppens meridianbaner gå ind og påvirke det autonome nervesystem, der blandt andet står for at styre funktioner som hjerterytme, blodtryk, vejrtrækning, kropstemperatur og immunforsvar.

Ifølge den gamle kinesiske meridianlære skyldes symptomer/ubehag nemlig, at vores meridianer har en over- eller underenergi, og det kan TFT rette op på, når man ved at tappe går ind i kroppens cellehukommelse for at forløse ubehaget.

Før behandlingen kortlægges det egentlige problem, og under selve behandlingen er det så meningen, at klienten fokuserer på sit ubehag, mens der bankes de relevante steder. Metoden påvirker hjertet og afbalancerer det autonome nervesystem i løbet af kort tid, hvorved man oplever, at ubehaget forsvinder. Det kan dreje sig om ubehag som ved forskellige former for angst, bekymringer, stress, sorg, depression, søvnproblemer, tvangstanker, akutte traumer, vrede, afhængighedsproblematikker, lavt selvværd osv. Disse former for ubehag kan med fordel behandles med TFT, fordi det ofte ikke er nok at bruge hjernen til at tænke sig ud af ubehaget, og TFT forbinder det følelsesmæssige med det fysiske. Man kan behandle sig selv eller blive behandlet af en anden.

LÆS OGSÅ: Andre former for alternativ behandling

Info om tankefeltterapi

  • Metoden kan bruges ved forskellige former for fysisk og psykisk ubehag.
  • Du kan finde en TFT-terapeut på www.dett.dk, der er en forening for danske EFT og TFT terapeuter.
  • Hvis du selv vil lære dig at bruge teknikken, kan du tage kurser, se bl.a. www.tankefeltterapi.dk.
  • TFT har mange fællestræk med EFT, der er en videreudvikling af Tankefeltterapi. En elev af Roger Callahan, der opfandt TFT, var ingeniøren Gary Craig, som senere fandt ud af, at teknikken med de forskellige bankesekvenser kunne forenkles markant og dermed opstod EFT. EFT står for Emotionel Frihedsteknik.

Kilder: www.tankefeltterapi.dk og www.dett.dk

Fascial Flow – dybdegående bevægelser for bindevævet

Til Fascial Flow lærer man at bevæge kroppen på en befriende måde, der beroliger, giver smidighed, styrke og en god kropsholdning.

Udgangspunktet er, at bindevæv, der på engelsk hedder fascia – heraf navnet Fascial Flow – findes overalt i kroppen, og er det væv, som binder alt sammen. Derfor har det stor betydning for, hvordan kroppen fungerer. Oplever vi fx angst og stress, kan bindevævet trække sig sammen og stivne. Det samme gælder, hvis vi har uhensigtsmæssige bevægelsesmønstre, fx efter en sportsskade. Et stift bindevæv kan være smertefuldt, fordi det kan klemme på bindevævets nerver eller trækker det skævt, så kroppen ikke kan fungere optimalt. Fascial flow er derfor blødgørende og dybdegående bevægelser for bindevævet, der retter kroppen op og stabiliserer den.

En fordel ved Fascial Flow er også, at det ikke handler om at præstere. Man skal ikke føle, at man skal udføre øvelserne på en bestemt måde, og Fascial Flow kræver derfor ingen forudsætninger og kan udføres i alle aldre. Det er dog en fordel at være nysgerrig og åben over for at bevæge kroppen på en anderledes måde.

Info om Fascial Flow:

  • Fascial Flow foregår som holdundervisning, hvor deltagerne får viden om kroppen, ud over at man laver bevægelser, der regulerer og stabiliserer kroppen og nervesystemet.
  • Brug behageligt tøj, som du kan bevæge dig i.
  • I løbet af 6 til 24 måneder vil du mærke en klar forskel i kroppen og bevidstheden. Kroppen vil huske, og du vil opleve en langvarig effekt.
  • Det anbefales at lave Fascial Flow en til to gange om ugen – for eksempel på et hold og så hjemme på egen hånd.
  • På et hold undervises man ca. to timer ad gangen. For tiden koster 10 gange 2200 kr. hos Jeanne Jensen fra Den levende krop.
  • Læs mere på www.denlevendenkrop.dk og Facebook-siden Fascial Flow. Jeanne Jensen uddanner undervisere i Fascial Flow og kan henvise til en underviser forskellige steder i landet.

Kilde: Jeanne Jensen, Rolfer og Continuum Movement lærer samt ophavskvinde til Fascial Flow

Hypnose – positive forandringer via det ubevidste sind

Hypnose bruges som behandlingsform ved både fysiske lidelser og psykiske problemstillinger. Nogle behandlere bruger hypnose alene som metode til f.eks. at gennemføre et rygestop. Andre behandlere har også en terapeutisk baggrund og bruger hypnose i kombination med anden form for terapi. Hypnose ses anvendt ved mange forskellige former for ønskede forandringsprocesser.

Ud over at føre til rygestop kan hypnose bl.a. også medføre vægttab, bearbejde angst og vrede eller fjerne traumer og lindre smerter. Der findes forskning, der viser, at hypnose er effektivt til at lindre eller fjerne symptomer, f.eks. ved astma, allergi, migræne og tinnitus. Hypnose kan også fremme sårheling efter en operation og lindre ubehag ved kemobehandling mod kræft. I det etablerede sundhedssystem bruger nogle læger, tandlæger, psykologer og psykoterapeuter også hypnose som led i deres behandling.

LÆS OGSÅ: Prøv også hypnose mod flyskræk

Info om hypnose:

  • Du kan kende forskel på en hypnotisør og en hypnoterapeut, ved at hypnotisøren som udgangspunkt kun tilbyder hypnose, mens en hypnoterapeut kombinerer hypnose med anden psykoterapeutisk behandling.
  • Titlen hypnotisør er ikke en beskyttet titel, så vælg en med en uddannelse inden for hypnose og gerne en, der har noget erfaring.
  • En hypnoterapeut kan være en registreret alternativ behandler (forkortet RAB), som er en beskyttet titel, der kun må bruges, hvis behandleren lever op til lovgivningens krav om blandt andet uddannelse, etik og god klinisk praksis. Du kan finde en registreret hypnoterapeut på www.rab-behandlere.dk.
  • Du kan også finde en hypnoterapeut via NGH, som er verdens største hypnoseorganisation med ca. 12.000 medlemmer og repræsenteret i 65 lande. Gå ind på www.nghdanmark.dk for at se listen over NGH-certificerede hypnoterapeuter.

Kilde: Ludmila Frolova, hypnoterapeut, NGH certificeret hypnosetræner og certificeret NLP Master Træner

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også