"Selv om min mor var døende, holdt jeg ikke op med at synes, at hun var irriterende"

Jeg føler, at tiden flyver afsted. DET MÅ DEN IKKE! Jeg vil ikke blive stor!

Jeg savner mor, selv om hun er lige inde ved siden af. Jeg kan slet ikke bære tanken om at miste hende. Og jeg ved ikke, hvornår det sker.

Ordene stammer fra Vilma Sandnes Johanssons debutroman "Tænk ikke på mig", der handler om at træde ind i teenageårene og samtidig have en mor, der er uhelbredeligt syg af kræft.

– Min mor hed Solveig, og hun VAR virkelig en sol. Hun lyste alting op, når hun kom ind i et lokale – og hun løftede mange samtaler. Hun var vildt social, enormt nærværende, og så var hun klog – og en grinebider.

– Hun var også lidt barnlig og kunne finde på at stjæle mit slik. Ja, min mor var bare virkelig dejlig. Solen begyndte at skinne, den dag hun døde – og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hun havde noget at gøre med det.

Veninde og sygepasser

Vilmas ansigt stråler, mens hun taler om sin mor. Dagen er ved at gå på hæld, og vi sidder i Vilmas femkantede lejlighed med udsigt til Volden omkring Christianshavn.

Vilma bor her med sin kæreste og sine to katte, der smyger sig rundt omkring stolebenene og hopper op og ruller sig på skødet af os begge.

Vilma skænker te og har tændt røgelsespinde. Lige hér, i disse stuer, boede Vilma sammen med sin mor, den kendte sangerinde Solveig Sandnes, i hendes sidste tid.

– Min mor og jeg var vildt tætte, vi havde det virkelig sjovt sammen, men vi kunne også blive gale på hinanden. Det sidste år kaldte jeg min mor for min bedste veninde – fordi vi var så meget sammen.

– Min mor og far gik fra hinanden, da jeg var fire år, men de havde en fin relation, og min far kom rigtig meget forbi og hjalp. Men det meste af tiden var det bare min mor og mig her i lejligheden.

– Det var mig, der var der, når min mor kastede op – og ofte mig, der skulle tørre det op, fortæller Vilma.

"Tænk ikke på mig" går tæt på Vilmas oplevelse af at være nærmeste pårørende til en mor, der skal til at sige farvel til livet, og selv stå på tærsklen til at springe ud i ungdomslivet.

Vilma er 13 år, da lægerne giver hendes mor mellem 6 og 48 måneder at leve i.

– Lige da min mor blev syg, havde jeg paraderne helt oppe. Jeg ville ikke forholde mig til det, og jeg var helt vildt god til at lade, som om jeg havde det godt. Jeg var sygt optaget af, at jeg ikke ville sprede dårlig stemning.

– At snakke om en mor, der skal dø, er virkelig akavet – for hvordan kommer man lige videre fra den snak, når man står sammen med veninderne og skal ud og have det sjovt?

– Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tale om det, og jeg blev mødt af en kæmpe berøringsangst, fortæller Vilma.

Så der var ikke nogen, der spurgte ind til dig?

– Nej, ikke rigtigt. Min lærer i folkeskolen tog mig aldrig til side for at spørge, hvordan jeg havde det. Når jeg var med min mor på hospitalet, var der heller ikke en læge, der lige spurgte: Hvordan har DU det?

– Jeg var også selv dårlig til at tale om det, alle var dårlige til at tale om det – måske var folk bange for at tage håbet fra mig, siger Vilma.

Sygdom vs. ungdomslivet

"Har du fået lidt for mange øl, mussepige?" Hun aer mig på kinden. Jeg forstår ikke, hvorfor hun er så sød. Hun plejer ellers at være striks, når vi taler om alkohol.

Men måske er hun træt af at være døende og vil i stedet leve lidt af sit liv gennem mig, der ikke er det.

Vilma giver i sin roman et personligt indblik i, hvordan ungdommens trang til at føle sig fri og "brænde sig selv af" kæmper med behovet for at være tæt på moren i hendes sidste tid.

– Min mors sygdom clashede rimelig meget med mit ungdomsliv. Det var supermærkeligt, at mange af mine venner var ude og tage afstand fra deres forældre, få tatoveringer og alt muligt andet, og så var jeg selv lidt morsyg.

– Jeg blev hjemme næsten hver weekend – og så lå min mor og jeg på sofaen og så serier. Det var hyggeligt, men det var også deprimerende at se på de sociale medier, at alle mine venner var ude og feste, og så sidder man derhjemme med sin syge mor.

– Og det vil man selvfølgelig gerne, for man vil gerne nyde den sidste tid med hende – men man vil også gerne nyde, at man er ung, siger Vilma og tilføjer:

– Det er hårdt at være ung – man skal være "på dupperne", og man skal komme til festerne, for ellers tror folk, man ikke gider. Mine venner forstod ikke rigtigt, at jeg var hjemme, fordi min mor var syg. Det gjorde ondt, fortæller Vilma.

Lige i den tid, hvor trangen til at føle sig uafhængig er størst, var Vilmas mor afhængig af hende.

– Jeg havde et kæmpe behov for at skubbe min mor væk, men samtidig fik jeg dårlig samvittighed, hver gang jeg gjorde det. Nogle afsnit i bogen har været svære for mig at skrive, fordi der er nogle ting, jeg har skammet mig over.

Hvad var det, du skammede dig over?

– At jeg blev sur på min mor, selv om hun var syg. Selv om min mor var døende, holdt jeg ikke op med at synes, at hun var irriterende. Men så startede jeg på efterskole, og det var fantastisk for vores relation, fortæller Vilma.

– Lige inden jeg tog på efterskole, blev min mor enormt syg, og vi troede, hun skulle dø. Det var hårdt for mig at tage af sted.

– Men så livede hun lidt op igen, og jeg tog hjem til hende i weekenderne og fortalte om mine kærlighedsrelationer, og hun fortalte nogle sjove historier fra sin ungdom.

– Jeg tror, det fik min mor til at føle, at hun levede lidt, selv om hun var ved at dø – fordi hun kunne bruge sig selv og hjælpe mig i det, jeg stod i.

Konstant alarmberedskab

Vilma begyndte i gymnasiet, samtidig med at hendes mors sygdom bølgede frem og tilbage.

– Det var svært at finde hoved og hale i sygdommen – den ene måned troede vi, at min mor var ved at dø, og så gik det pludselig lidt bedre.

– Min mor blev scannet hver tredje måned, og i fem år levede vi i en tremåneders cyklus: Hvis min mor fik et godt svar, kunne vi trække vejret lidt, men selv om der kommer en god periode, kan man jo ikke bare smide tankerne om fremtiden væk, siger Vilma.

– Jeg var konstant vidne til min mors sygdom. Hendes personlighed skinnede igennem lige til det allersidste, men fysisk forandrede hun sig rigtig meget.

– Hun blev meget tynd, mørk under øjnene, og hendes hår var som små fjer – hun så enormt kær og nuttet ud, syntes jeg.

– Men når jeg i dag kigger på billeder fra de sidste måneder op til min mors død, synes jeg, hun ser virkelig syg ud.

– Jeg var så tæt på hende, at jeg ikke SÅ det, og det var først efter hendes død, jeg forstod, at jeg havde gået rundt i en konstant frygt. Jeg var pissebange hele tiden. Bange for den sidste tid, for at sige farvel – og for tiden bagefter.

På et tidspunkt i bogen skriver du: "Jeg glæder mig, til min mor dør." Hvordan var det at skrive den sætning?

– Superbefriende. Jeg ved, at der er andre pårørende derude, der har det på samme måde. Så det at skrive det ned og vide, at der er nogen, der kommer til at læse det og genkende det – det er rart.

Vilma fortæller, at hun arbejder som frivillig på Det Nationale Sorgcenter.

– Man skal have mistet nogen for at være frivillig dér. Det er, som om man træder ind i et fællesskab af mennesker, der vandrer med de døde.

– Man kender hinanden på et andet plan, og der er en forståelse af, at sorg kan se ud på mange måder, siger Vilma.

– Hver dag er jeg lykkelig over, at jeg ikke skal gå og være bange for, at min mor skal dø. Frygten for, at hun skulle dø, var stærkere end sorgen over, at hun ER død.

– Men det er jo et kæmpe tabu at sige, at man glæder sig til at ens mor dør, og at man har det bedre, efter at hun er død.

Har du det?

– Ja, jeg har et meget bedre liv i dag. Jeg savner min mor helt vildt, og det gør mig ked af det.

– Men jeg er ikke bundet som pårørende til en syg længere – jeg kan gå i byen uden at tænke på, at min mor ligger herhjemme. Og jeg er ikke bange.

Vilma er stille og kigger lidt frem for sig i lejligheden. Vi drikker lidt te og sidder stille sammen.

Alting blev ikke mørkt

– Døden skal ikke gemmes væk bag tykke hospitalsvægge, siger Vilma så.

– Det er, som om,det nærmest er blevet forbudt at dø – som om man kun må dø, når man er 90 år gammel og har levet et langt og lykkeligt liv.

– Det var svært for min mor, at folk omkring hende ikke kunne acceptere, at hun skulle dø, når hun var så ung.

– Måske havde det været rarere for min mor, hvis vi havde været bedre til at lade hende dø, og for mig ligger den største sorg klart i sygdomsforløbet og ikke i hendes død.

Solveig Sandnes døde 16. april 2018, 44 år gammel. Vilma var 18 år og gik i 2.g, da hun mistede sin mor.

– Jeg havde forestillet mig, at alting ville blive mørkt – men det gjorde det ikke. Min familie og mine venner kom og hjalp til med, at nu skulle det her blive MIT hjem.

– Alt, hvad der mindede om sygdom, skulle ud – jeg havde virkelig brug for, at det var et nyt kapitel, der startede. En veninde flyttede ind, jeg klarede mine eksamener godt – og tog kørekort.

– Det var ret mærkeligt at opleve, at livet fortsætter.

Har du dårlig samvittighed over det?

– Nej, det har jeg faktisk ikke. Min mor var bekymret for, hvordan jeg ville få det – om jeg ville blive ensom i sorgen.

– Det har jeg på en måde også været, men jeg tror ikke, at min mor havde regnet med, at jeg ville få det så godt – og jeg ved, at hvis hun følger med et sted, er hun glad.

Vilma fortæller, at det at skrive bogen har gjort, at hun har givet slip på de følelser af skam, hun har gået rundt med, mens hendes mor var syg.

– Jeg føler, at jeg har gjort mit yngre jeg en tjeneste ved at skrive alle de mørke tanker ned. Når de først er skrevet ned, er det, som om man kan tage magten over dem på en anden måde.

– Mens min mor var syg, var der simpelthen så stille omkring mig – så det at skrive bogen føles lidt som at tage revanche. Da min mor var død, blev det pludselig nemt for mig at tale om de svære ting.

– Jeg blev lidt fandenivoldsk – og kunne også godt finde på at nævne min mors sygdom og død midt i samtaler, hvor det slet ikke passede ind, smiler Vilma.

Hvad har været det sværeste ved at skrive bogen?

– Afsnittet om min mors sidste tid var svært at skrive – og det er også hårdt for mig at genlæse. Men det minder mig også om, at min mor og jeg virkelig fik talt om alt det, der skulle tales om.

– Vi havde en weekend sammen på Bispebjerg Hospital, inden min mor kom på hospice, og vi fik virkelig sagt godt farvel, siger Vilma.

Hvordan tænker du på din mor i dag?

– Det, der overrasker mig mest er, at det føles, som om vi stadig har et forhold, der hele tiden ændrer sig. I takt med, at jeg også selv bliver voksen, forstår jeg min mor på nye måder og savner hende på nye måder.

– Jeg har perioder, hvor jeg ikke tænker særlig meget på hende, og andre, hvor jeg er tynget af sorg. Og jeg kan godt lide at være tynget af sorg, for jeg føler mig tættere på min mor, når jeg er ked af det, siger Vilma.

– Og selv om min mor er død, kan jeg stadig blive sur på hende. Ikke særlig tit, men jeg kan godt tænke tilbage på nogle situationer, hvor hun var pisseirriterende.

– Og det er en rar ting – for jeg vil gerne huske alt, hvad hun var – og når jeg bliver sur og irriteret, føler jeg, at jeg stadig har en mor.