Liv

Rasmus Botoft om snart at runde 50 år: Man bliver ikke en helt anden, fordi man bliver ældre

af Susse Wassmann 11. december 2020
Foto: Mathilde Schmidt
Ja, årene går, og tingene ændrer sig. Livet giver en ridser og rynker, og ifølge dåbsattesten bliver man ældre. Men hvor meget ændrer man sig egentlig indeni? Det har vi taget en snak med skuespiller Rasmus Botoft om.

Marie er blevet forladt af sin mand. Berling er den evige single, der lever det søde liv, og Vanja lever kun i minderne om sin afdøde mand.

De tre veninder (Kirsten Olesen, Stina Ekblad og Kirsten Lehfeldt) har kendt hinanden siden skoletiden og er nu omkring 70 år. 

De tre modne kvinder har hver deres at slås med, men beslutter sig for at tage på madkursus i Syditalien. Rejsen bliver dog ikke helt den tur, de havde regnet med, for hvordan tackler man en yngre bejler, når man stadig ikke har sluppet sorgen over sin afdøde mand?

Er det der søde singleliv nu også helt så sødt, og hvor smart er det at spamme sin eks med sms’er, når han har forladt en for en anden kvinde?

Den nye danske film "Madklubben" tager på humoristisk vis hul på diskussionen om, hvorvidt alder betyder noget i kærlighedslivet, og om der er forskel på at være 25 og 70, når det kommer til de store følelser.

Rasmus Botoft og Mia Lyhne spiller det aldersforskrækkede par Mette og Morten, som de tre veninder møder i Italien. Selv om de kun er omkring 40, er de besatte af at se unge og lækre ud – dem vender vi tilbage til.

– Det er jo en dejlig feelgood-film, som handler om at blive ældre og lære at acceptere sin alder. Og det gælder for alle aldre i livet; damerne i filmen er omkring 70 år, hvad indebærer det?

- Jeg bliver selv snart 50, hvad indebærer det? Man skal finde ud af, at man sagtens kan have et vidunderligt liv, selv om man bliver ældre, siger Rasmus Botoft.

Kan du det?

– Jeg synes, det går meget godt, ja. Jeg har ikke noget problem med at blive ældre, men de sidste par år har jeg da godt kunnet mærke det fysisk, selv om jeg kun er 48.

- Jeg kan for eksempel ikke løbe så meget, som jeg kunne for fem år siden. Men jeg synes, at jeg med alderen er blevet klogere og bedre til at være Rasmus. Og derfor også mere rolig indeni. 

Den unge Lisbeth er der stadigvæk

Én ting er at blive alene, når man er yngre, men hvad sker der, når man bliver forladt, eller ens ægtefælle dør, når man har nået en forholdsvis høj alder?

Hopper man lige så kæk ud på kærlighedsmarkedet igen som 70-årig? Og har man overhovedet en chance for at finde en ny kærlighed i sit liv, hvis det er det, man gerne vil?

Rasmus Botoft er selv lykkeligt gift med kollegaen Lisbeth Wulff, som han har dannet par med i 23 år, og kan slet ikke forestille sig et liv uden hende.

LÆS OGSÅ: "Pernille Aalund opdagede sin utro eksmand: "Jeg blev ikke engang vred""

– Men jeg kan til gengæld godt forestille mig, at det må være meget, meget svært at miste en ægtefælle sent i livet, især hvis man har været sammen, siden man var unge.

Det synes jeg er skildret meget smukt i filmen, hvor en af kvinderne lever i minderne om sin mand og på den måde holder ham i live.

– Men det gør så også, at hun blokerer for at møde en anden. Men der er jo også nogen, der slet ikke har behov for at få en anden i sit liv. For nogen stopper kærlighedslivet der, og det kan jeg godt sætte mig ind i.

– Selvfølgelig er der kæmpe forskel på at komme ud på det marked som 45-årig og som 70-årig, og jeg tror også, at der er forskel på at miste én, der dør, og én, der forlader en.

- Jeg kender til nogen, som har levet sammen et helt liv, og et halvt år efter den ene døde, havde den anden fundet en ny kæreste. Der er jo masser af enlige i 70’erne og masser af muligheder, tror jeg, hvis man vil finde en kæreste sent i livet.

– Men jeg kommer forhåbentlig ikke til at prøve det. Jeg føler mig meget heldig ved at være sammen med Lisbeth, og vi passer også på vores forhold. Et godt ægteskab kræver jo, at man vedligeholder det og giver det kærlighed og næring.

LÆS OGSÅ: "Sarah Grünewald: "Jeg har været ude i nogle ekstremer, hvor jeg ikke har passet på mig selv""

Er man mere rolig omkring at blive ældre, når man har en partner, tror du?

– Ja, det tror jeg godt, der kan være sandhed i. Der er masser af lykkelige singler, men hvis man søger en partner eller føler sig ensom, så tror jeg også, at det er sværere at blive ældre som single.

- Når man ikke har en at dele livet med. Alle op- og nedturene, sorgerne og glæderne. Der sker jo så meget i et liv, og for mig, der har været i et parforhold længe, er det vidunderligt at kunne dele alt det, der sker, med Lisbeth.

- Vi mødte hinanden, allerede da vi var 25, og jeg har svært ved at forestille mig, at hun ikke skulle være i mit liv. 

Nogle siger, at når man har været et par så længe, så ser man stadig sin kæreste som dengang, man mødtes?

– Ja, det gør man helt klart! Der er selvfølgelig kommet alle mulige ting oveni siden, men jeg kan fuldstændigt genkende, da jeg blev forelsket i Lisbeth i en trappeopgang på Århus Teater for 25 år siden. Fuldstændigt. Den unge Lisbeth er der stadigvæk. Også selv om hun er 48 i dag.

En anderledes opvækst

"Man bliver først rigtigt voksen, når det går op for en, at man dør af at være menneske."

Ikke et citat af en stor filosof, men af Rasmus Botoft, såmænd. Sådan sagde han i et interview, hvor han blandt andet talte om sin far, der døde allerede som 65-årig.

– Har jeg sagt det? Det var sgu da meget godt sagt, haha! Men jeg kan stadig stå inde for det. Jeg følte mig ret voksen, da jeg var ung, og da jeg kom ind på teaterskolen som 23-årig, syntes jeg godt nok, at jeg var voksen.

- Men retrospektivt kan jeg jo se, at jeg var ret umoden. Jeg synes faktisk først, at jeg blev rigtigt voksen, da jeg kom i 30’erne.

LÆS OGSÅ: "Julies mand døde af Alzheimers kort før jul: "Jeg var mentalt udmattet. Det var et væmmeligt sted at være""

- Måske for alvor, da min far døde. Han led af parkinson, og det slog ham ud og sled ham op, så til sidst orkede han ikke at kæmpe mere.

– På det tidspunkt var jeg først i 30’erne, og der var nogle ting, der gik op for mig der. Min far fyldte utroligt meget hele min opvækst, så dét, at han var død, var en ny måde at definere mig selv på i verden.

- Indtil da havde vores familieliv fyldt meget, men der skete en udfasning, mens han var syg. Holdt op med at leve, kan man sige. 

Kunne du fylde mere selv, efter han døde?

– Ja. Det kunne jeg nok. Min far var en spændende mand, der lavede alle mulige fantastiske ting, men der var også en bagside af alt det fantastiske, som var lidt kaotisk, og som børn blev vi lidt overset indimellem.

– Mine forældre levede et anderledes liv end de fleste mennesker, og jeg havde en meget anderledes opvækst. Min far arbejdede oprindeligt i en bank, og min mor var lægesekretær, men de sagde deres faste stillinger op og strikkede livet sammen på deres egen måde.

- De havde en antikvitetsbutik på Amagerbrogade, min mor havde også et kunstgalleri i nogle år, og min far underviste i keramik. 

- De var hippier på deres egen mærkelige måde, og jeg voksede op i et meget kunstnerisk hjem med malerier fra gulv til loft, mange gæster, mange fester, meget liv og mange rejser.

Jeg er faldet til ro i mig selv

Passede det liv til dig, til Rasmus?

– Altså jeg tænker tilbage på det med glæde og som en god tid, men da jeg var teenager, var der nogle ting, der faldt fra hinanden, og mine forældre blev også skilt siden. Det var på mange måder et fantastisk liv, men ikke altid nemt.

Hvad har du fået med hjemmefra?

– Helt klart en meget kreativ tilgang til livet. En tro på kunsten og kulturen – jeg blev stopfodret med kunst, det fyldte meget. Og så har jeg fået en stærk tro på, at ting kan lade sig gøre, og at man ikke skal være bange for at sætte noget i gang.

- Mine forældre var jo iværksættere, de skabte deres egne jobs. Og det dér med at bestemme selv har jeg også gjort det meste af mit voksne liv. Jeg har altid skabt meget af mit arbejde selv, for eksempel "Rytteriet".

LÆS OGSÅ: "Michael Katz Krefeld om mænd, der virkelig hader kvinder: Vi har kun set toppen af isbjerget"

– Min mor døde også ret ung af kræft – hun blev kun 64. Så mine forældre døde med fire års mellemrum, og det var virkelig hårdt – jeg var meget tæt på dem.

- Min mor fik en operation på Hvidovre Hospital, som gik galt, og kunne nok godt have overlevet, hvis det ikke var gået sådan. Hun skulle helt klart være blevet ældre, og jeg fik et chok, da hun døde. Jeg havde slet ikke set det komme.

– Der skete så mange ting i de år, både sorger og glæder, for jeg blev også far, og det var skelsættende for mig. Det var helt vidunderligt – alt faldt ligesom på plads inden i mig som menneske.

- Så hvis jeg var forvirret i 20’erne og havde kriser i 30’erne, vil jeg sige, at jeg helt klart har fundet mig selv meget mere nu, hvor jeg er blevet ældre. Det er jo det dejlige ved at blive ældre. Man falder til ro i sig selv.

Pastafri og alkoholfri – nej tak 

Og så skal vi tilbage til filmens aldersforskrækkede par, Mette og Morten, som ikke spiser pasta, kun drikker vand til maden og pisker rundt i det syditalienske for at holde formen.

De er med andre ord allerede begyndt at nægte sig selv at leve, selv om de ikke ejer en rynke endnu.

– Mette og Morten lever også i en fornægtelse af, at de bliver ældre, selv om de er yngre end de tre damer.

- De er et sted i livet, hvor de holder stædigt fast i, at de skal holde sig i god form, de skal faste, de skal være slanke, de skal være unge og lækre hver for sig, og unge og lækre sammen.

- Han snyder så lidt og stjæler sig til et glas vin i ny og næ, men de slapper ikke af med deres alder. Så er det pastafri uge og alkoholfri måned, og så skal man løbe fem kilometer om dagen – nej tak. Man må sgu også lære at slappe af og huske at leve.

Du er ikke selv manisk, selv om du snart fylder 50?

– Nej. Jeg har perioder, hvor jeg passer mere på min krop, og så prøver jeg at spise sundt og lægge motionen ind, så det ikke er noget, jeg jagter.

- Jeg gider ikke det der med, at nu har jeg spist usundt i denne her måned, og så skal jeg piske rundt måneden efter. Jeg prøver at fordele alle lasterne jævnt hen over året.

Alderen skræmmer mig ikke

"Madklubben" rammer lige ned i trenden med at portrættere det modne kvindeliv, og kvinder over 50, 60 og 70 er hotte som aldrig før.

Det er ligefrem blevet eftertragtet at have rynker, fordi de er symbolet på det levede liv, og ældre kvinder vinder indpas i modebranchen som et modtræk til ungdomsfikseringen, som har været dyrket i så stor stil i mange årtier.

Det er sexet at være moden, attraktivt at være ældre.

Hvad siger mændene til det? Har fokusset skiftet?  

– Folk er jo på en eller anden måde blevet yngre, end de var tidligere. Man er ikke gammel-gammel længere. Sådan virker det i hvert fald – måske er det bare, fordi man selv bliver ældre, at man ikke ser det.

LÆS OGSÅ: "Oliver Bjerrehus om sin barndom: "Min mor gav mig plads til at være en vildbasse""

- Men det var virkelig en fornøjelse at være i Italien sammen med de tre damer, de er fandeme seje. Vi havde nogle virkelig lange dage og kørte meget langt i nogle ikke særligt fede biler, men der var aldrig noget brok fra dem.

- De er også skideskægge at være sammen med – man tænker overhovedet ikke over, at man spiller sammen med ældre kolleger.

- Det synes jeg er ret vidunderligt og inspirerende – at de er så friske og seje i deres tilgang til livet og arbejdet. De er nysgerrige, stiller spørgsmål, vil forbedre tingene. Det er da fedt. 

Den lille dreng

Så hvad er forskellen egentlig på at være 35 og 70?

– Ja, det er jo dét, filmen handler om. Det er det fysiske jo. Forfaldet, som vi alle sammen oplever. Men indeni er der nok ikke så stor forskel på os.

- Selvfølgelig bliver man ældre og mere rolig, men man er den samme inde bagved. Og det er jo logisk: Man bliver ikke en helt anden, fordi man bliver ældre. Man er den, man er.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Tingene ændrer sig, episoder af livet ændrer en og påvirker en, oplevelser giver en ridser og ar og sår og glæder, men man er jo den samme. Den samme, men dog en anden. Kan man sige det?

- Altså den lille dreng Rasmus fra Amagerbrogade er jo inden i mig, selv om livet har forandret mig – jeg er helt klart en anden nu, end jeg var, da jeg var 20 år og 30 år. Med alderen er jeg blevet meget bedre til at være mig, og det er da en vidunderlig udvikling.

– Så fortsat at være i live og dermed blive ældre … det skræmmer mig ikke. Det gør mig faktisk kun glad.