Pernille voksede op i kollektiv med syv mødre

Sommeren 1971. Else Marie beholdt undertøjet på det første døgn på Femø. Hvornår hun besluttede at lægge det fra sig, erindrer hun ikke, men fornemmelsen af at gå nøgen gennem lejren sidder stadig i hende, og hun kan huske, at hun tænkte, at her var hun i sit rette element.

Færgen lægger til på Femø, læsset med kvinder. Danmarks første ølejr kun for kvinder er i gang, og inde på land går kvinder fra hele landet rundt mellem de gamle militærtelte, som hurtigt bliver fyldt til randen.

Mange af kvinderne er nøgne, og nogle har hyllet sig ind i et Palæstina-tørklæde eller et ostelærred for at skærme sig selv fra solen.

– Else Marie og mine andre mødre erindrer den første kvindelejr på Femø som en fantastisk solskinssommer, fordi den står i lyset af alt det, der kom efter. Det var på Femø, at frøet til deres frigørelse og vores kollektiv blev lagt, fortæller 47-årige Pernille Ipsen.

Pernille er køns- og kvindehistoriker og er lige kommet hjem fra Wisconsin i USA, hvor hun bor med sin mand og to børn, og underviser på universitetet, blandt andet i moderne feminisme og feministisk historie.

LÆS OGSÅ: Otte gange Sofie Linde var en kæmpe boss og sagde det, vi alle havde brug for at høre

Hun står bag bogen ”Et åbent øjeblik”, og hun sidder og tripper i stolen for at fortælle om det historiske værk, som hun har arbejdet på siden 2009.

– Jeg har vidst, siden jeg var 16 år gammel, at jeg skulle skrive denne her historie om Rødstrømpebevægelsen og mine mødre. Alle de vilde anekdoter om besættelsen af Kvindehuset, de første somre på Femø og kampen for fri abort er blevet fortalt med stor begejstring gennem hele min barndom, fortæller Pernille og fortsætter:

- Jeg vil gerne skabe en tilgængelig fortælling, man kan spejle sig i som feminist i dag. Men hvordan skriver man om det, der er allertættest på én selv – for det her er jo også en privat historie for mig.

Pernille Ipsens syv mødre

Else Marie Gert Nielsen, født 1946 på en gård i Østjylland

Hanne Kaae Wikman, født 1948 i Michigan, hvor hendes far var præst

Inger Stauning, Født 1949 på en frugtplantage i Allerød

Lotte Eriksen, født 1948 i København

Sanne Ipsen, født 1946 i Aarhus

Susanne Schreiner, født 1949 i Aalborg

Vibeke Vasbo, født 1944 på Als

Ølejr uden spejle

Pernille Ipsen blev født ind i selve hjertet af Rødstrømpebevægelsen et par år efter den første Femølejr.

Hendes syv mødre var med på den første kvindelejr på Femø og dannede senere et kollektiv, som blev Pernilles tidlige barndomshjem.

Med den historie må du jo have en masse rødstrømpe-power at trække på?

– Ja, min opvækst og det at have syv mødre har påvirket mig på alle mulige måder. Men jeg føler ikke, at der har været en kollektiv bevidsthed, jeg har kunnet trække på. For der VAR ikke andre, der havde syv mødre, og for mange har det også været svært at forholde sig til. Det er jo meget anderledes end at have en enkelt mor. Eller to, som mange jo har i dag, siger Pernille eftertænksomt.

– Og gennem årene har jeg også kæmpet med, at jeg slet ikke ”lever op til” den farverige opdragelse, jeg har fået. Mit liv er ikke særlig sprælsk eller anderledes – jeg lever i en heteroseksuel kernefamilie.

- Men sådan er livet faldet ud for mig, og jeg håber, at jeg med min bog kan bidrage til, at man skal kunne leve på mange forskellige måder. Og at man skal gribe øjeblikket, når det åbner sig.

I starten af 1970’erne var øjeblikket i dén grad åbent. Forandringerne sitrede i luften, og der var en stemning af, at alting kunne lade sig gøre. Pernilles syv mødres liv ændrede sig radikalt efter den første Femølejr i 1971.

Men hvad var det, der skete på Femølejren – og hvorfor førte det til så store forandringer i kvindernes liv?

– I Femølejren var der ingen spejle – for det var meningen, at kvinderne i lejren skulle vænne sig til at se ud på verden i stedet for at spejle sig selv, fortæller Pernille. Og selv om nogle af kvinderne undervejs fik problemer med deres kontaktlinser, havde det en kæmpe effekt, at deres blik skiftede retning.

– Det blev epokegørende at være et sted, hvor der KUN var kvinder. Og hvor kvinder talte sammen.

- Der var ingen mænd, der kunne tage ordet. Og allerede dér skete der et eller andet – kvinderne begyndte at fylde deres roller mere ud og se på sig selv og hinanden på en ny måde, siger Pernille.

Men hvad lavede kvinderne så på Femølejren?

– De snakkede og delte deres livshistorier med hinanden.

På mange måder var Femølejren et langt basisgruppemøde. Og de mange ærlige livshistorier kommer ind under huden på kvinderne, fordi de er sammen hele tiden … De er trætte, nøgne, danser og drikker øl – og på en eller anden måde er det med til at bryde hele deres tidligere identitet op. Og åbne op for en helt ny måde at være kvinde på.

Mange af kvinderne beskriver Femølejren som en fysisk transformation.

Inger: ”Den lange sommer på Femø havde gjort det muligt for mig at forestille mig at bo sammen med kvinder. Der var et helt liv i det. Alt det, jeg havde lyst til at snakke om.”

De lokale kvinders besøg i lejren gik glimrende. Der blev både drukket kaffe og danset.

Husbesættelsen

Rødstrømpebevægelsen er efter Femølejren nået til et nyt sted.

Tankerne om at skabe et hus kun for kvinder begynder at tage fart, og i september 1971 indtager Rødstrømperne – med hjælp fra slumstormerbevægelsen – et forladt hus i gaden Åbenrå i det indre København.

Vibeke: ”Da vi tog Kvindehuset, var det selvfølgelig en aktion, men det at sætte huset i stand og holde det var kvindepolitisk arbejde.”

Kvindefrigørelsen blev pludselig meget konkret, fortæller Pernille.

– Der var stadig det store projekt med at finde ud af, hvad det ville sige at være kvinde, når man ikke relaterede sig til mænd. Men der var også en masse små projekter: Hvordan sætter man vinduer i et forladt hus? Og hvad med alle de løse ledninger? Enkelte gange var mine mødre nødt til at bede om hjælp udefra, siger Pernille.

– På et tidspunkt kunne de lugte gas i huset, og så cyklede min mor Hanne ud og hentede en mand, hun kendte på Nørrebro. Det var lidt pinligt, men manden var sød til at vise Hanne, hvordan hun skulle fikse gassen, så hun ikke behøvede at bede om hjælp en anden gang.

Tanken bag Kvindehuset i Åbenrå var, at det skulle være et samlingspunkt for rødstrømperne.

Opbakningen i befolkningen var stor, og folk strømmede til med møbler – og snart strømmede det også til med kvinder.

Huset var åbent for alle, og i starten var der mellem 30 og 50 kvinder, der overnattede i Kvindehuset.

Inger: ”Vi var drevet frem af en sitrende nysgerrighed. Der var ingen grænser for, hvad vi kunne. Male et hus? Jamen det gør vi da bare! Der var nogle, der malede de mest fabelagtige døre i lilla og sølv. Nogle helt andre farvesammensætninger, end jeg havde set før.”

Mens Kvindehuset blev fyldt op af alle typer kvinder, der kom forbi med deres soveposer, dannede Pernilles syv mødre et kollektiv i bygningen ved siden af Kvindehuset.

Hvad havde dine mødre til fælles?

– For det første ville de gerne udleve kvindebevægelsen i praksis. Og så følte de sig alle sammen utroligt forkerte som unge. De havde svært ved at passe ind i den gængse pigerolle, og det gjorde også, at de var vrede.

Var de så også vrede på mændene?

– Nej, ikke i første omgang. Men efterhånden begynder de at forstå, at det er mændene, der har lavet det patriarkat, de er vrede på. I starten af 1970’erne var kvinder dybt afhængige af mænd, på alle mulige måder – og det begrænsede deres handlemuligheder, fortæller Pernille.

- De blev nødt til at bryde med mændene for at finde ud af, hvad de kunne blive til, hvis de ikke var afhængige af mænd. Og langsomt holdt mændene også op med at være spændende for dem.

Hanne: ”Vi gik måske ud og bollede med en mand i starten, men alt det interessante foregik i Kvindehuset.”

Sanne: ”Vi lærte at holde op med at spejle os i mænd. Vi fandt en styrke, vi kunne tage med os ud i verden, så vi aldrig blev tværet helt ud igen. Vi kunne være så seje.”

Fri abort og en kollektiv-baby på vej

I Kvindehuset sad kvinderne ofte ved en hjørnebænk og diskuterede til langt ud på natten.

Aktionerne tog fart, og i foråret 1972 organiserede rødstrømperne en stor abort-uge, der for alvor satte skub i kampen for fri abort i Danmark.

Samtidig fandt Pernilles mor Sanne ud af, at hun var gravid.

Sanne vidste, at hun kunne tage til Polen eller England, hvor abort allerede var lovligt.

Men hun ville gerne have barnet – og de andre kvinder i kollektivet bakkede hende op. Og så gik de på gaden og kæmpede videre for retten til fri abort.

Folkestemningen var med dem, og den 1. oktober 1973 trådte en ny lov i kraft, der gjorde abort lovligt i Danmark.

Susanne: ”Det gik helt agurk. Der var nogle kæmpe demonstrationer, og jeg er sikker på, at det var vores skyld, at der blev fri abort i Danmark.”

Pernille kom til verden nytårsdag på tærsklen til 1973.

At få et barn i kollektivet var for flere af kvinderne et ideologisk projekt – selve lakmusprøven på, om deres kvindefællesskab kunne stå distancen.

Men hvordan navigerer man som barn i at have syv mødre? Godt nok er vi i 1970’erne, hvor der eksperimenteres på livet løs med familieformerne, men alligevel?

– Jeg kaldte dem alle sammen for mor, og jeg husker det sådan, at jeg fik afsindigt meget opmærksomhed. Jeg stod op i min høje stol og dirigerede slagets gang, og jeg kan stadig mærke mine mødres kroppe, huske deres hænder – så jeg har haft en stærk fysisk kontakt med alle mine mødre, siger Pernille.

Kvinderne i kollektivet havde besluttet sig for at dele moderskabet lige mellem sig.

– De skiftedes til at sove inde ved min seng og til at stå op med mig om morgenen. Men de havde undervurderet, hvad der sker, når man får et barn. For mens de andre kvinder havde ”nattevagten”, lå Pernilles mor Sanne lysvågen og stiv som en pind og lyttede.

– Sanne boede i et anneks uden for huset og skulle igennem haven for at komme over til mig. Og til sidst lavede hun et stort hul i væggen, så hun hurtigere kunne komme over til mig. Hun havde IKKE lyst til at dele mig, da det kom til stykket. Sanne knyttede sig stærkt til mig fra starten, og jeg har altid været meget tættere på hende, end jeg har været på mine andre mødre, siger Pernille.

Sanne: ”Jeg prøvede at holde fast i de kollektive forestillinger om, at de andre var lige så gode til at passe dig, men jeg havde det virkelig ikke godt med det.”

I Femølejren var der ingen spejle, for det var meningen, at kvinderne i lejren skulle vænne sig til at se ud på verden i stedet for at spejle sig selv.

Fraktioner og opløsning

Mens rødstrømpe-aktionerne drøner derudad, begynder det at knage i Pernilles mødres kollektiv. I 1973 er de flyttet ud i en stor villa på Rentemestervej i Københavns Nordvest-kvarter.

Nogle af kvinderne sidder oppe hele natten og ryger cigaretter og planlægger aktioner, mens Sanne står tidligt op, tømmer askebægre og tager sig af Pernille. Samtidig begynder forskellighederne mellem de syv kvinder at træde mere tydeligt frem.

– Fire af kvinderne levede lesbisk, mens tre af dem ikke definerede sig selv som lesbiske. Og de heteroseksuelle begyndte at blive mere og mere trængt, fortæller Pernille.

Vibeke: ”Vores verden var en verden, der var designet til at være lesbisk, og det blev sværere og sværere for dem at få plads til deres seksualitet.”

Sanne mødte en mand og begyndte at opholde sig mere og mere i hans hjem i Farum. Inger havde en elsker, der kom på besøg hver mandag – men han fik ikke lov at spise med i kollektivet.

LÆS OGSÅ: Fem gode grunde til, at "menstruationsfri" ikke er så dumt, som det lyder

– Konflikten handlede ikke direkte om mine mødres seksualitet, men om politik. Hvordan er man en god feminist, og hvordan undergraver man bedst patriarkatet? Skrider ens perspektiv, hvis man har forhold til mænd – for så er nogle mænd jo søde? forklarer Pernille.

I 1976 går kollektivet i opløsning, og som 4-årig flytter Pernille sammen med Sanne ud til Sannes kæreste i Farum.

Tænker du så, at dine mødres projekt gik i vasken?

– Nej, for selv om vores kollektiv gik i opløsning, fortsatte Rødstrømpebevægelsen i højt gear. De fleste kvinder tænker nok på den senere del af 1970’erne som Rødstrømpebevægelsens storhedstid – det var der, de store kvindefestivaler fandt sted. Mine mødre er for længst blevet forsonet, og jeg har stadig meget med dem at gøre, fortæller Pernille.

Men hvad skal vi bruge historien om rødstrømperne til her 50 år senere?

– Jeg tror, at mange af de ting, mine mødre og alle de andre rødstrømper kæmpede for, skal gøres igen og igen. Det er et dagligt arbejde at blive ved at dreje verden i den retning, man gerne vil have den. Og de kampe, de tog – og de sejre, de fik – er måske noget, vi tager for givet i dag, siger Pernille.

– Men når jeg kommer til Danmark fra USA, så er det slående, hvor mange ting der faktisk lykkedes i 1970’erne. Daginstitutionerne, pædagogikken, betalt barselsorlov. Vi tænker på alt dette som velfærdsstaten – men det hele bygger jo på en tankegang, hvor kvinder er MED i regnestykket. Så på mange måder har kvindebevægelsen været den mest succesfulde sociale revolution i 1970’erne.

Og hvad med patriarkatet – det lever jo i bedste velgående?

– Ja, patriarkatet blev jo ikke væltet – det må vi sige ærligt, griner Pernille.

– Det at ville gøre sig fri af patriarkatet var jo enormt provokerende. Og jeg tror, at mange stadig tænker, at Rødstrømpebevægelsen var nogle benhårde lesbiske kvinder, der ville slå mænd ihjel. Men jeg tror også, mange tænker, at de var nogle seje kvinder, der fik gjort godt og grundigt op med det indsnævrede kvindeideal. Og på den måde har rødstrømperne været med til at skabe mange flere muligheder for at vælge sit eget kvindeliv i dag, siger Pernille og tilføjer:

– Jeg var på Femølejren sidste år sammen med min datter på 11 år. Det var i Krea-ugen, og ligesom i 1970’erne var der en workshop, hvor man kunne få lavet et kussetryk – det er lidt som et kartoffeltryk, men bare uden en kartoffel. Og det var så dejligt at mærke, at stemningen på Femølejren var fuldstændig, som jeg husker den fra min barndom. Mange af dagene var det ikke lige vejr til at være nøgen, men hvem ved – måske kommer der en solskinssommer næste år?