Mobilen lyser op med en besked fra min søster. Stress

Sure sokker, daggamle trusser og den t-shirt, jeg spildte tomatsovs på i forgårs, ligger på gulvet for foden af vasketøjskurven. Næsten på rette plads, men snublet lige inden målstregen.

Inde på spisebordet er en Ikea-pose med rent vasketøj blevet efterladt, og i vindueskarmen pynter et krus med indtørret kaffegrums i bunden. Den er vist fra i morges – eller er det måske den fra i går?

Min mobil lyser op med en besked fra min søster. Stress.

– Hvornår må vi komme?, spørger hun.

– I kommer bare, svarer jeg overskudsagtigt – allerede halvvejs ude i gården med sorteringsaffaldet under armen.

10 minutter senere summer dørtelefonen. Støvsugningen forbliver ønsketænkning, men ellers nåede jeg faktisk det meste. Og det smårod, der er tilbage, har jeg, som noget nyt, besluttet ikke at undskylde for.

Jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke på det, forfatteren David Freedman for nylig sagde til mig over en videoforbindelse fra Boston:

– Vi roder alle sammen – nogle i højere grad end andre – for det er en naturlig ting at rode. Alligevel behandler de fleste af os det som en meget beskidt hemmelighed.

Og han har jo ret, tænker jeg, som jeg står der med dørtelefonen i hånden. Jeg har lige tonset rundt for at gøre min lejlighed nogenlunde gæsteklar, for det var åbenbart for skamfuldt at udsætte min egen søster for kaffegrums og sure sokker.

Men hvorfor er det sådan – og kan det mon være, at der også findes positive sider ved at rode? Det mener David Freedman i hvert fald, at der gør.

Der var engang, hvor verden omfavnede rod og uorden. Så kom mennesket.

Sådan står der i bogen A Perfect Mess: The Hidden Benefits of Disorder, som David Freedman skrev tilbage i 2006 sammen med Eric Abrahamson, professor ved Columibia Business School.

Bogen er et forsøg på at få os rodehoveder til at skamme os lidt mindre over vores sure sokker og overfyldte vasketøjskurve, men inden vi kommer helt så vidt, er det vigtigt for David Freedman at slå noget fast:

Han mener, at vi som art har nydt temmelig godt af vores evne til at organisere os. Det er smart at kunne udpege skovens giftige og ugiftige svampe, ligesom der også er mange sundhedsmæssige fordele ved at adskille skralde- og spiseområdet.

– Der er absolut ingen tvivl om, at der har været afgørende fordele ved at organisere sig, men det forklarer ikke, hvorfor mange af os stadig har en stærk indre trang til at rydde så meget op i dag. Inklusiv mig selv i øvrigt, siger David Freedman og vender sit kamera, så jeg kan se det nydelige køkken, han sidder i.

– Sådan ser det altid ud. Jeg har altså ikke ryddet op for din skyld, forsikrer han – måske fordi han har et behov for at fortælle, at han ikke selv er et rodehoved.

Og det forstår jeg faktisk godt. Især med tanke på den undersøgelse, der blev lavet i forbindelse med bogen, hvor 260 deltagere besvarede spørgsmål om deres forhold til rod og oprydning.

Hele to tredjedele svarede, at de skammer sig over deres roderi, og det mest tankevækkende er, at 70 procent angav, at de regner folk, der er ryddelige og organiserede, for at være bedre mennesker end rodehoveder.

Der sidder altså nogen derude og mener, at folk, der roder, er mindre værd end folk, der ikke gør. Også selv om der findes gode eksempler på, at rod i nogle tilfælde er en fordel.

Et af de vigtigste er forskeren Alexander Flemings rodede og uorganiserede laboratorie. Uden det, var han ikke tilfældigt væltet over en petriskål med stafylokokbakterier, der styrede uden om en lille mugklat. Uden rodet havde han ikke opdaget penicillin.

En reklame med snorlige rækker af hvedemel, kikærter og havregryn i gennemsigtige plastikbøtter popper op i mit feed. Er du Monica’en i din vennegruppe?, spørger den.

Nej, tænker jeg. Faktisk tværtimod, og alligevel klikker jeg mig videre ind på virksomhedens Instagram. Mens jeg scroller gennem billeder af lige linjer og organiserede skuffer, når jeg at overveje, om det mon kunne være løsningen på mine rod-problemer. Organiseringsbokse.

Realistisk set ved jeg godt, at det ikke fjerner min skam over den slags rod, der opstår i kølvandet på tøjkriser og en travl hverdag, så i stedet for at klikke plastikkasser hjem fra nettet ringer jeg til Sanne Severinsen.

Hun er, hvad David Freedman ville kalde for en ”mess-iah”: En oprydningsekspert og den danske udgave af Marie Kondo. Hun har tidligere udgivet hun bogen Rum til Livet, der indeholder redskaber og gode råd til at få styr på hjemmet.

– Når livet presser os på en eller anden måde, kan oprydning være et dejligt, konkret sted at starte. Mange af dem, der kommer til mig for at få hjælp, har bøvlet med dårlig samvittighed i mange år, så når de endelig får ryddet op, kan det være en kæmpe lettelse, forklarer hun.

Selv om Sanne Severinsen ser mange fordele ved at rydde op – ja, nærmest uendeligt mange, som hun selv formulerer det – så er hendes mål ikke at fremme skammen over rod.

– Jeg mener ikke, at rod kun er dårligt, ligesom oprydning heller ikke kun er godt. Hvis vi sammenligner det med at børste tænder, kan man sige, at der er en balance i at gøre det to gange dagligt – hverken mere eller mindre. På samme måde skal man finde en balance for sin oprydning, siger hun.

Den balance har jeg vist ikke helt fundet endnu, og på et tidspunkt drejer vores samtale sig ind på de sure sokker ved siden af vasketøjskurven og min tendens til at turbooprydde, inden gæsterne kommer på besøg.

– Det tror jeg faktisk, at de fleste kan genkende. Kollektivt har vi en form for skam over rod, og vi har lært, at når der kommer gæster forbi, så er der orden, siger Sanne Severinsen og fortæller om de mange gange, hun har set sin egen mor fare rundt med støvsugeren for at gøre hjemmet klar til besøg.

På mit barndomsværelse var det ikke unormalt, at en smal sti opstod og slangede sig fra døren hele vejen hen til sengen. Resten af gulvet flød over med legoklodser og Bratz-dukker, der vidnede om mange timers hyggelig leg.

Til mine forældres store frustration var det ikke min spidskompetence at rydde legen op igen, og derfor er jeg opvokset med oprydningstvang – noget, de fleste nok kan genkende i større eller mindre grad.

I dag har jeg stadig ikke vænnet mig af med den barnlige stædighed, når det kommer til opvask, tøjbunker og sure sokker, der skal placeres rigtigt i vasketøjskurven, og måske er det faktisk ikke så underligt.

I sin bog peger Sanne Severinsen på, at vi udskyder oprydning på grund af de historier, vi har med os i rygsækken. Herunder også trælse oprydningsoplevelser fra barndommen.

– Som barn blev du måske bedt om at rydde op, når du var allermest træt. Måske blev du skældt ud over rod, eller oprydning blev brugt som en slags straf. Alt sammen har medført, at du ret naturligt har udviklet et negativt eller i hvert fald komplekst forhold til oprydning, skriver hun.

Den forklaring er David Freedman enig i, men han understreger også, at den bygger på et temmelig tyndt grundlag. Han mener, at der mangler forskning på området, og derfor kan vi kun antage, at en del af skammen over rod bunder i vores kultur.

– Jeg har ikke så meget forskning at stå på ryggen af, men vi vokser op med fortællinger om, at man har gjort noget forkert, hvis ens værelse roder. Det er ikke ensbetydende med, at vi alle er gode til at rydde op, men det betyder, at vi alle føler, at vi burde være det, forklarer han.

Det er en følelse, jeg i den grad kender. Jeg burde være god til at rydde op, men hver gang jeg kommer det til livs, genopstår det på magisk vis dagen efter. Måske det skyldes, at jeg langt hen ad vejen trives ganske fint i mit eget rod – lige indtil andre skal se det, og skammen kommer krybende.

– Men hvorfor rydde op for andres skyld – hvorfor ikke gøre det for din egen?, spørger Sanne Severinsen – måske mest retorisk, men det rammer plet.

For indtil nu har jeg ryddet op for alle andres skyld end min egen, og selv om jeg nok ikke kommer til at stoppe helt med at fjerne sure sokker og daggamle trusser til ære for mine gæster, vil jeg ikke længere undskylde for det roderi, jeg ikke nåede at få styr på, inden de kom.

Jeg vil forsøge at skamme mig mindre og stoppe med at sige: Undskyld her roder!

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.