Manden påstod, at han ringede fra sundhedsplejen. Samtalen viste sig at blive starten på et årelangt mareridt for den nybagte mor

Ayse Johansson er fraskilt og bor i et lille landbrugssamfund i det nordlige Sverige sammen med sin søn.

Før skilsmissen boede hun i et hyggeligt villaområde ikke langt derfra. Det var der, chikanen begyndte.

Ayse havde to uger før født datteren Martina, da en ukendt mand ringede.

– Han påstod, at han var fra sundhedsplejen og havde nogle spørgsmål. Først virkede det ikke mistænkeligt. Så ville han vide, om mit sexliv var kommet i gang igen. Da han spurgte, om min skede var stram, lagde jeg på, siger Ayse.

Via nummerviseren forsøgte hun med sin daværende mand at finde ud af, hvor opkaldet kom fra. Det viste sig, at det kom fra en lokal møllefabrik. Men hvem, der havde ringet derfra, vidste ingen.

To uger efter ringede manden igen og hævdede atter, at han var fra sundhedsplejen. Ayse lod ham tale i håb om, at hun ville genkende stemmen. Men da han begyndte at stønne, afbrød hun.

Fulgte efter hende

Da foretog hun sin første politianmeldelse, som blev fulgt af mange flere. Politiet kom dog ikke videre med efterforskningen.

De første to år ringede manden nogle gange om ugen og sagde sjofle ting, oftest når Ayse var alene hjemme. Hvis Ayses mand tog telefonen, afbrød den fremmede straks.

Ayse fortæller, hvordan de forgæves forsøgte at finde frem til hans identitet.

– Vi fik til og med opsat et overvågningskamera i det kontrolrum, han havde ringet fra. Men så ringede han i stedet fra andre steder.

Så begyndte de anonyme breve, som blev indledt med vendinger som ”Hej liderlige Ayse!”. Han beskrev, hvordan han havde stået bag hende i supermarkedet eller vidste, hvor hun havde været til træning.

Ayse fik en overfaldsalarm af politiet, men når hun var ude blandt folk, var hun hele tiden bange og følte sig iagttaget. Hun turde heller ikke løbe i skoven længere. Noget, hun ellers elskede.

– Det skabte en stress i mig, og jeg begyndte konstant at kigge efter, hvem manden kunne være. Der er mange uskyldige mænd, som jeg har dømt på forhånd.

Da Ayses søn kom til verden, gentog mønstret sig. Manden ringede og sagde, at han var fra sundhedsplejen.

– Jeg sagde til ham, at han var syg, og lagde røret på.

Brevene og telefonopkaldene fortsatte, uden at politiet kunne gøre noget. Men i 2008 begik manden en fejl: Han slikkede på et af frimærkerne, og politiet fik hans dna. De kunne ikke finde ham i noget strafferegister, men otte år senere skulle det blive et bevis mod ham under retssagen.

Ayse fortæller, at manden optrappede chikanen. De sidste år blev han mere truende og aggressiv. Han nøjedes ikke længere med at ringe og skrive anonyme breve. Han skrev også ting om hende i offentligheden.

– På en betonmur opdagede min far for eksempel, at han havde skrevet ”Ayse = liderlig”.

I 2010 begyndte han også at afpresse hende. Han ville have hendes trusser og bh.

– Hvis jeg ikke lagde dem i en pose og hængte den på en krog, som han havde sat op ved genbrugsstationen, ville han sætte sedler op om mig i lokalsamfundet.

Planlagde fælde

I samråd med politiet hængte Ayse en pose op. Men i stedet for undertøj havde hun fyldt den med gamle klude.

Politiet ville overvåge pladsen, men det lykkedes manden at få fat i posen uden at blive opdaget.

– Jeg var bange og stresset. Det var en psykopat, og han gik længere og længere. Hvordan ville det ende?

Da manden ikke fik hendes undertøj, blev han vred, og de truende telefonopkald og breve fortsatte. Han skrev blandt andet, at han havde sat sedler op om Ayse på en camping­plads.

– Jeg tog derhen, og der hang ganske rigtigt en seddel med overskriften ”Massage”. Der stod, at jeg mod betaling tilbød sex.

Flere gange krævede manden Ayses undertøj. Hun fortsatte med at aflevere poser med klude i stedet i håbet om, at politiet ville fange ham.

– De bragte tre mænd ind til afhøring og dna-prøver. Men det var ingen af dem.

Da Ayse en dag tog forbi genbrugsstationen med sin søn, så hun, at hendes pose stadig hang der. I samme øjeblik opdagede hun en mørkklædt mand med briller samt en rød og grå hat gå forbi containerne.

Da hun senere kom hjem, fik hun øje på sin nabo – i samme påklædning. Ayse fattede mistanke og tog tilbage til genbrugsstationen. Posen var væk.

– Jeg vidste, at manden arbejdede på møllefabrikken, så jeg ringede til en bekendt, som også var ansat der. Han bekræftede, at manden havde endt sin vagt tidligt og meget vel kunne være taget forbi for at hente posen.

Ayse kontaktede politiet og bad om, at de skulle foretage en dna-prøve på ham.

– Men de mente, at de havde taget så mange dna-prøver, og at der ikke var noget, der tydede på, at det var den rigtige mand.

Det var takket være Mats, Ayses ven på møllefabrikken, at han til sidst blev fældet.

– Efter et natligt vagtskifte havde manden skrevet nattens hændelser ned på et whiteboard på jobbet. Mats opdagede, at håndskriften var den samme som i de breve, jeg havde modtaget.

Stor lettelse

En kvinde, som arbejdede på fabrikken, havde også fået anonyme breve. Virksomheden foretog en intern undersøgelse og konfronterede manden. Først nægtede han, så tilstod han.

For Ayse var lettelsen enorm.

– Jeg begyndte at græde. Så blev jeg vred, siger hun.

De tyve år med usikkerhed og frygt har påført hende posttraumatisk stress.

– Jeg bliver let stresset og tror, at der skal ske noget forfærdeligt, og jeg kan føle mig utilpas, når jeg er blandt mange mennesker. Jeg føler mig iagttaget.

Længe var det svært for Ayse at stole på, at de havde fanget den rette person – at hendes mange år i helvede var slut. Han var jo en mand, der var vellidt på jobbet og med kone og voksne børn.

– Det er skræmmende. Jeg havde forestillet mig, at det var en ensom psykopat, som boede ude i skoven. Jeg havde aldrig troet, at det var min nabo.

Ayse fortæller, at hun og manden plejede at stoppe op og småsludre med hinanden, når de var ude at lufte deres hunde. Hun har også været inde i mandens have sammen med sin søn for at plukke æbler.

– Jeg har altid opfattet ham som venlig. At jeg ikke kunne genkende hans stemme, når han ringede, må skyldes, at han lavede den om. Han må have to personligheder.

Ikke bange mere

For fire år siden begyndte retssagen mod den dengang 62-årige mand. Foruden Ayse vidnede to andre kvinder, som han havde skrevet anonyme breve til.

Han blev idømt betinget fængsel for seksuel chikane og måtte gennemgå et behandlingsprogram samt betale erstatning til Ayse, der dog gerne havde set, at han skulle i fængsel.

Manden bor ikke længere i lokalsamfundet, men Ayse ser ham en gang imellem.

– Jeg er ikke bange for ham længere. Mest vred. Det føles, som om jeg endelig har vundet over ham. Selv om oplevelserne har sat sine spor, har jeg lært at bevæge mig videre og finde glæde i livet.

Ayse har skrevet om sine oplevelser i bogen ”Stalkad – Tjugo år av terror” (Stalket – Tyve år med chikane, red.).

– Jeg følte mig drevet til at dele min historie, dels for at befri mig selv for den tunge bagage, og dels for at give håb og styrke til andre i en lignende situation. At skrive bogen var både en følelsesmæssig rejse og en form for terapi. Det var svært at genopleve visse minder, men samtidig har jeg kunnet bearbejde det, jeg har været igennem.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.