Hvad skal du lave i din sommerferie?
Min sommerferie er som mange gange før lige dele ferie og arbejde. Sammen med min mand og børn og vores helt forrygende team skal jeg igen i år afholde to ugers “Familielejr” for i alt 150 mennesker. Det er en kæmpemæssig opgave og en fuldkommen vidunderlig oplevelse af, at fællesskab opstår, nye forbindelser bliver tændt og dagene kan føles nærmest magiske. Men bagefter er vi også så grundtrætte, at jeg føler mig som en zombie i mindst en uge.
Hvor god er du til at holde fri?
Jeg er blevet OK til at holde fri fra mit arbejde, men tilsvarende dårlig til ikke at lave noget. Jeg er ved at forstå, at afslapning ikke nødvendigvis er det samme som at lave så lidt som muligt, hvilket jeg er nødt til at sige til mig selv, for jeg sidder sjældent ned ret længe af gangen og ender som regel med at invitere 12 dejlige mennesker til spisning, tage 8 børn med på stranden og bage 48 boller, hvis jeg har et stille øjeblik.
Hvordan ser den mest magiske sommerferie-dag ud for dig?
En naturlig vekselvirkning mellem, at alle børnene er løbet over til naboen, og jeg skynder mig at lægge mig ud i solen og gå helt i stå, inden huset så igen er fuldt af liv, og jeg smører madder, smører solcreme på ørerflipper og smører børnenes konflikter med is fra den lokale isbod.
Maj My Midtgaard Humaidan
Forfatter, journalist, debattør, f. 1982. Bosat på Ærø, men fra august i København. Udgav i 2023 ‘Ærø Manifestet’, der blev en kæmpe succes og blev genstand for heftig debat i medierne på grund af bogens normkritiske budskaber om arbejde og familieliv. Har siden udgivet boget ‘Blødt’ (2025). Gift med Kristian Humaidan, som hun har fire børn med.
Hvad skal du læse i din ferie?
Jeg er halvt igennem Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren, som jeg læser igen og igen. I det hele taget læser jeg ikke meget nyt lige nu, for et skriveprojekt tager lige så stille form i mig, og det bliver let forstyrret af andres ord, så jeg læser mest kendte bøger som Joan Didions ‘Et år med magisk tænkning’, Tove Janssons små romaner og én af mine egne favoritter: ‘A three dog life’ af Abigail Thomas.
Hvad skal du spise og drikke?
Jeg drikker vand med mynte fra haven hver eneste morgen i et kæmpemæssigt glas, som er et gammelt konservesglas, der tidligere husede syltede agurker. Løbende fylder jeg op – med mynteblade og vand. Jeg drikker i det hele taget meget vand. Jeg skal spise det, andre laver til mig og den smule, jeg gider lave selv. Hvis jeg var single, ville jeg leve af baguette med pesto og salat med feta.
Er der noget, du kun gør, når du har ferie?
Nej, men hvis solen skinner i ferien, går jeg mere rundt kun iført en badekåbe, når det er ferie
Hvad glæder du dig mest til at lave/ikke lave i din ferie?
Jeg glæder mig mest til at være sammen med dejlige mennesker og jeg glæder mig til ikke at glo nær så meget på min dumme telefon.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.