Lis og Frank er ikke hr. og fru ”hvem som helst”. Faktisk har de flere hemmeligheder end de fleste

Set udefra ligner Frank Jensen og Lis Fyllgraf Jensen ved første øjekast et helt normalt ægtepar 60+ med let til latter. Man ville nok ikke studse nævneværdigt over dem, hvis man så dem sidde på en café og drikke morgenkaffe.

Men ægteparret, der ser så tilforladelige ud, er ikke Hr. og Fru ”hvem som helst”. Faktisk har de flere hemmeligheder end de fleste efter mange år i politiet og PET. Frank som blandt andet operativ chef for Rigets sikkerhed og Lis som blandt andet kriminalassistent.

– Vi kender så mange hemmeligheder, at du ikke kan forestille dig det!, udbryder Frank som noget af det første, og gennem interviewet bliver det dog også klart, at det ikke er alt, de to tidligere PET-folk kan sige højt.

– Vi er jo begge to sikkerhedsgodkendt til top secret-missioner, og vi stoler på hinanden, fortæller Frank og understreger, at det har været en lettelse at have én ved sin side, som han faktisk måtte fortælle om sit arbejde til.

Andre måtte nemlig ikke vide noget. For som Lis siger:

– Det er en balancegang at gå, men vi har altid været meget opmærksomme på, hvad vi ikke kunne sige – og hvad vi kan sige. Det er jo vores liv! Det er vores hverdag. Sådan er det. Alle andre synes, vores hverdag er særlig, men vi synes jo, den er helt normal.

Lis og Frank mødte da også hinanden i PET. Her var de begge i gang med at opklare Blekingegadesagen, den berømte sag om det kriminelle, aktivistiske netværk, der lige præcis holdt til i Blekingegade og blev berygtet for at begå voldsomme røverier – og slå en politibetjent ihjel.

– Dengang var PET ikke ret stort – vi var 150 folk, og alle kendte alle. Jeg sad i en analyseafdeling, som Frank havde oprettet, og da drabet i Blekingegadesagen skete, gik jeg ind til Frank og sagde: ”Jeg tror, det er dem her”. Og så sagde Frank: ”Det tror jeg også”. Derefter gik jeg alt igennem igen, fortæller Lis, der var hoved­efterforsker i Blekingegadebandesagen.

Hvad en håndskrift fortæller

Hvad der begyndte med et opklaringsarbejde, endte med at blive til en stor kærlighed.

Lis var på det tidspunkt gift, mor til to små piger, og hun imponerede Frank med sit overblik og grundighed i sit forsøg på at kortlægge Blekingegadebanden. Men det var nu ikke kærlighed ved første blik – trods alt.

Frank: – Jeg havde ikke haft meget med Lis at gøre inden den sag. Hun var utrolig smuk og smart, og jeg tænkte, hun lignede en rigtig partypige! ”Gad vide, om hun overhovedet indeholder noget som helst”, tænkte jeg. Det var meget mands­chauvinistisk tænkt. Da vi så kom ind i Blekingegadesagen, blev jeg fuldstændig overrasket over hendes skarpe intellekt. Det passede slet ikke med udseendet. Siden udviklede det sig.

Lis: – Du skal også tænke på, at dengang var vi kun tre kvindelige kriminalassistenter i PET. Jeg syntes, Frank var møg­irriterende. Han gik i noget forfærdeligt, gammeldags tøj. Harlekinfirkanter og grå cardigans. Grå og bordeaux passer altså ikke sammen! Han talte også MEGA hurtigt, så jeg skyndte altid at gemme mig, når han kom gående. Men så fik han fat i mig alligevel.

Tiden gik, arbejdet fortsatte, og lidt efter lidt nærmede Frank og Lis sig hinanden. De begyndte at dele private ting med hinanden og blev nysgerrige på hinanden i processen. Især tog Frank lidt ukonventionelle metoder i brug for at forstå Lis bedre:

– Jeg er også uddannet håndskrifts­ekspert, og jeg nappede på et tidspunkt en kladde, hun havde skrevet i hånden, så jeg kunne analysere hendes håndskrift. Håndskriften viste, at det, jeg ikke kunne få til at passe sammen – intellektet og følsomheden – lå alt sammen i skriften. Her er der noget, tænkte jeg, da jeg så hendes håndskrift. Det var noget, jeg slet ikke kunne have forestillet mig, fortæller Frank om Lis, hvis mor egentlig syntes, hun skulle i lære i en skobutik.

Sådan gik det ikke, og Lis blev den første kvindelige sergent i kamptropperne.

– Jeg vidste ikke dengang, at man ikke kunne have kvinder i kamptropperne, men jeg endte med at blive optaget alligevel med henblik på at blive den første kvindelige sergent ved dem, fortæller Lis.

– Vi kvinder blev haglet igennem! De andre havde besluttet sig for, at kvinder i kamptropperne var et ”no-go”. Og det fandt de så ud af ikke passede. Vi kunne rent faktisk klare den – også når vi var på de hårde overlevelsesture, hvor jeg blandt andet en gang knækkede et ribben, fordi jeg hoppede ned fra noget højt med et maskingevær.

At Lis rummede ben i næsen og intellekt gik efterhånden op for Frank, selv om hendes udseende i første omgang havde narret ham.

Især blev han imponeret over, at Lis fik overskueliggjort Blekingegadesporene, så det blev nemmere at forholde sig til de hundredvis af kasser med materiale. Og ja, det gjorde hun, som man forestiller sig, med billeder og post-its på en opslagstavle.

– Vi vidste bare, den gruppe var der og blev trænet i Østtyskland. Men ud over det var de jo virkelig trænet i efterretningsvirksomhed, så det var fuldstændig umuligt at finde hoved og hale i. Jeg forsøgte at overskueliggøre det hele. Hvem hører vi meget om? Hvem er spillerne? Det blev Frank åbenbart imponeret over, fortæller Lis, der fik afbrudt sin yngste datters et-års fødselsdag, fordi man fandt lejligheden på Blekingegade.

Dengang var hun stadig gift med sin nu eks-mand, og Frank måtte ringe til hende:

– Der var lagkage og boller på bordet i hjemmet, men jeg måtte ringe til Lis og sige: SÅ kommer du. Og den situation er utrolig svær for mange at forstå, for de ved jo ikke, hvad det handler om. Men der må man være fleksibel i forhold til det arbejde.

– Og det forstod jeg til fulde, stemmer Lis i.

Et svært valg

En arbejdstur til Sverige blev skæbnesvanger. Hvad der lige præcis skete på den tur, må ligesom så meget andet være dækket med et slør, men noget skete, og Lis og Frank blev forelskede:

– Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: Ham kysser du ALDRIG nogensinde! Jeg vidste bare, at så var jeg solgt. Og det var meget farligt. På det tidspunkt havde jeg et meget dårligt ægteskab. Det var slet ikke inde i min verden at være utro, men vi klikkede rigtig godt sammen. Så kom vi til at kysse, og det var virkelig noget rod. Der kunne jeg godt se, at jeg var total overforelsket. Alle skodder stod på vid gab.

Lis og Frank endte med at finde sammen. Begge havde de to piger, fire i alt, og et ægteskab hver i bagagen.

Hvad der begyndte som et tophemmeligt arbejdsfællesskab, blev nu også til et ægteskab. Og det har ikke altid været lige til at få de to ting forenet, for arbejdet med PET kræver mere end mange andre jobs.

– I 2010 opfangede vi, hvad der kunne være blevet den værste terroraktion mod Danmark. Nogle var på vej fra Stockholm for at angribe Politikens Hus og Jyllands-posten. Deres plan var, at de ville dræbe så mange som muligt med knive og skydevåben og skære hovederne af dem – og smide dem ud over Rådhuspladsen. Den sag var utrolig stressende, og imens det kørte, får Lis en blodprop, der ryger igennem hjernen, siger Frank.

Hvad vælger man så? Lis eller Rigets sikkerhed?

Lis: – Det er meget enkelt. Man vælger Rigets sikkerhed. Sådan er det bare.

Frank: – Jeg vidste jo, at jeg ikke kunne overgive det til andre. Det var mig, der kendte alle detaljerne. De fleste andre ville nok have taget orlov, men hvad så, hvis terrorangrebet var sket? Så havde jeg aldrig tilgivet mig selv, og det havde Lis heller ikke. Så jeg kørte frem og tilbage mellem hovedkvarteret og hende. Og nå ja, samtidig fik vi en hundehvalp!

Det er kun et eksempel på, hvordan Lis og Franks arbejde altid har stået i første række – næst efter børnene. Selv den dag i dag har de hemmelig adresse, for man får ikke kun venner, når man har været ansat så mange år i PET.

– Better safe than sorry, ikke? Vi har lagt os ud med så mange mennesker samlet set, så hellere være på den sikre side, siger Frank, og Lis forklarer:

– Terroristerne og russerne er nok dem, der er mest sure på os. Russerne er især meget sure på Frank.

Grunden er, at Frank, som hvad han selv kalder en ”afskedssalut”, afslørede en russisk agent som det sidste i PET. Det blev manden, der har rejst i 81 lande i forbindelse med sit arbejde, ikke ligefrem populær af.

Retfærdighed og hemmelighed

Der er otte år mellem Frank og Lis, men alligevel har de haft en barndom, der minder om hinanden.

Da Frank voksede op i København i 1950’erne, var byen med hans ord ”gammeldags”, og da Lis voksede op i Jylland otte år forskudt, var de mere moderne 1960’ere ikke ligefrem kommet dertil.

– Man skulle i hvert fald ikke tro, man var noget, der hvor jeg voksede op i Jylland. Superlativer lærte man ikke at bruge. Det gør man sikkert stadig ikke, fortæller Lis, der fra hun var helt lille var optaget af retfærdighed.

– Jeg tænkte: Jeg skal i politiet for at skabe retfærdighed! Det fandt jeg så ud af, at man ikke helt kan i politiet. Så jeg tog også blandt andet en uddannelse som psykoterapeut. Jeg har mange uddannelser, så jeg kan hjælpe folk til at få det bedre. Det er mit bidrag til verden. Folk skal have det godt. Jeg er zoneterapeut, akupunktør, massør, psykoterapeut og hypnotisør. Plus en masse andet. Nå ja, jeg har også en uddannelse, hvor jeg er ekspert i mikromimik, siger Lise som også – selvfølgelig, fristes man til at sige – er guldsmed.

For Frank derimod handlede vejen ind i politiet og siden PET ikke kun om retfærdighed. Det handlede også om, at han havde fået spionlivet ind med modermælken. Hans far var nemlig selv spion, og hans mor var en del af en kommandocentral for mændene, der agerede spioner.

– Jeg vidste, lige fra jeg var lille, at der foregik noget hemmeligt hjemme hos os. ”Du må aldrig sige noget”, fik jeg at vide. Så ville der ske nogle frygtelige ting! Først, da jeg blev teenager, opdagede jeg, at det var spionchefer og så videre, der kom i vores lejlighed. Min far døde ret tidligt, og der fandt jeg hemmelige dokumenter og alt muligt. Og der vidste jeg bare, at jeg skulle være spion, ligesom alle andre i min families omgangskreds havde været. Sådan kom jeg ind i politiet med henblik på at komme ind i PET, fortæller Frank.

En smule nervøs

Lis og Frank kender altså flere hemmeligheder end de fleste. De har også under deres tid i politiet og PET set mere ondskab end de fleste.

De er enige om, at ondskab findes. Alligevel skal de lede lidt i hukommelsen for at komme i tanke om tidspunkter, hvor de har været bange.

Frank: – Jeg har nok været mest nervøs, da jeg jagtede en dobbelt øksemorder i en kælder. Han var stukket af fra sin forvaring ned i en kælder på Vesterbro. Jeg gik ned i kælderen og kunne intet se, men jeg kunne høre et åndedrag i mørket. Der endte jeg med at trække min pistol. Den tid, det tog, før der kom hjælp, føltes som en evighed!

Lis: – Der, hvor jeg har været mest bange, var en søndag formiddag, hvor vi blev kaldt ud til en lejlighed med tumult. Min kollega og jeg går derop, og der er en sindssyg larm. Nogle højtalere brager derudaf. Vi går ind og bliver mødt af en meget stor person, hvor blodet løber ned ad hans ansigt. Han er helt vild i øjnene og står med en stegekniv i den ene hånd og en stegegaffel i den anden. Der lugter også af gas!

Begge situationer blev løst med hjælp fra kollegaerne, men sådan står eksemplerne lidt efter lidt i kø efter et hæsblæsende liv med dramatik, hemmeligheder og trusler. Især er ægteparret optaget af de trusler, der har været mod Danmark gennem tiden.

– Det skal ikke lyde forkert, men der har været nogle voldsomme trusler mod landet. En gang var der kun ét land, der var mere truede end os, og det var USA. Det var i forbindelse med Mohammed-tegningerne, hvor det var rigtig slemt. Men jeg blev aldrig nervøs, for jeg følte, vi havde styr på det. Der skete jo heller ikke noget, men vi fik afværget meget. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor mange trusler vi håndterede, fortæller Frank, og Lis nikker.

– Vi var så hadede på grund af de tegninger, og nogle derude glemmer det ALDRIG. Det skal vi være opmærksomme på.

Spion for altid

Lis og Frank omtaler sig selv og hinanden som pensionerede – og så alligevel slet ikke. Lis arbejder som guldsmed i sit værksted, og Frank skriver spionromaner, der tager afsæt i hans arbejde i PET.

Han er netop nu aktuel med en ny, ”Den dansende spion”. Og nå ja, så er de da heller ikke blege for at tage det, der kalder ”specialoperationer” for private virksomheder, der gerne vil have undersøgt noget.

– Jeg må ikke fortælle, hvad den her sag egentlig handler om. Men jeg skulle mødes med én, jeg ikke stolede på. Jeg havde taget noget hemmeligt optageudstyr med, man ikke kunne se. Lis sad på samme café og spiste morgenbrød, mens hun observerede. Jeg sad og snakkede med den her person og sagde så, at jeg ville gå på toilettet. Jeg lod optageudstyret være. Nu skulle Lis så se, hvad der skete, mens jeg var væk. Ringede den her person til nogen? Hvad skete der? Når vi var færdige, skulle vi også se, hvor personen gik hen. Det kunne vi sagtens gøre, fordi det ikke var en uddannet spion. Han lagde ikke mærke til Lis, der sad der med morgenkaffe og morgenbrød, vel?

På den måde bruger Lis og Frank deres ret almindelige udseende til at opklare sager for de virksomheder, der hyrer dem. Og deres metoder er ret raffinerede.

– Vi sidder ikke med en avis med huller i. Vores metoder er lidt mere avancerede, siger Lis og ser med et glimt i øjet på diktafonen på bordet.

Optager I også mig lige nu?

Lis: – Det kan man aldrig vide.

Frank: – Vi ville være dumme, hvis vi sagde det højt, ikke?

Ægteparret griner, og sådan står også dét hen i det uvisse. Adspurgt, hvad de har lært af hinanden, er de enige om i hvert fald én ting.

– Lige fra starten har vi vidst, at vi ikke kan lyve for hinanden. Jeg gider ikke personer, der lyver. Så ryger man helt ud af min verden. Vores kæmpe styrke er, at vi ingen hemmeligheder har – i hvert fald ikke for hinanden. Vi har det så over for alle mulige andre, siger Lis og fortsætter:

– Frank har lært mig tålmodighed. Han er et meget kærligt og tålmodigt menneske, der tænker godt om de fleste mennesker, siger Lis, og Frank skynder sig at tilføje:

– Jeg har også lært noget andet af dig! Lis er meget impulsiv. Når hun får en idé, fører hun den ud i livet. En hundehvalp, for eksempel. Selv om den godt kunne være kommet på et bedre tidspunkt.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 16/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.