taylor
Kærlighed og sex

Vi har alle prøvet det. Din veninde får en kæreste. Og så sker det her

14. februar 2024
af Heidi Kirkeby Mogensen
Foto: Santiago Mejia/San Francisco Chronicle/Ritzau Scanpix
Du kender det sikkert godt. En af dine veninder får en ny kæreste - og lige pludselig er hun nærmest forduftet. Men der er en pointe med det frustrerende fænomen, mener ekspert.

Har du nogensinde oplevet, at en af dine veninder forsvinder ud af dit liv fra den ene dag til den anden, når hun får en kæreste? Hun aflyser aftaler for så tre måneder senere at dumpe ind i dit liv igen, som om intet var hændt.

Du er ikke alene om oplevelsen, og det har tilmed fået et navn: Boyfriend sickness.

Begrebet stammer fra TikTok-influencer og podcaster Tinx. Hun har brugt det til at beskrive ovenstående fænomen, som selvfølgelig kan ramme alle køn og seksuelle orienteringer.

I en TikTok-video siger hun, at boyfriend sickness er noget, der rammer os alle. Hun har også selv været den person, der droppede sine venner.

At være ven til en, der er ramt af boyfriend sickness kan godt være vildt irriterende og frustrerende. Eksperter påpeger dog, at det er helt normalt, og i de tidlige stadier af et forhold er det faktisk også sundt.

Den gode nyhed for vennerne er, at det for det meste er midlertidigt.

Når man indgår i et nyt romantisk forhold, så bliver hjernens tilknytningssystem aktiveret, siger Amir Levine, lektor i psykiatri ved Columbia University til Washington Post.

Selv om vores venner er vigtige, så sker der noget, når du indgår i et nyt romantisk forhold. Din hjerne kommer på overarbejde for at knytte et bånd til din nye partner.

- Mennesker er nuancerede, men det meste af tiden har vi en person, som er i toppen af hierarkiet for os. Hvis der sker dig noget, så er der en person, du altid vil ringe til. Det er en sikkerhedsmekanisme, siger Amir Levine.

Han forklarer, at det i praksis betyder, at når du møder en potentiel partner, skal personen gå fra at være "en fremmed" til at være øverst i dit tilknytningssystem. Det kræver utrolig meget omrokering oppe i hjernen for at gøre denne “fremmede” til en af de vigtigste personer i dit liv.

For at denne proces opstår, kræver det, at to mennesker bruger meget tid sammen. Det kan være i form af dates, at kigge hinanden dybt i øjnene og bare generelt at hænge ud med personen.

Det aktiverer hjernens belønnelsessystem, og det bliver enormt givende for dig at være i din nye partners selskab, hvorimod det bliver bekymrende at være væk fra hinanden.

Den her proces kan tage et par måneder. Når båndet, du har knyttet til din partner, er stærkt nok til, at du med sikkerhed ved, at vedkommende ikke forlader dig, så kan du begynde at vende tilbage til og dyrke dine andre relationer igen.

Mange mennesker i nye forhold falder ind i den samme fase, lidenskabsfasen - også kendt som limerence phase. Det er en dyb forelskelse, hvor man er fuldstændig optaget af den anden person, forklarer Charlotte Fox Weber, psykoterapeut og forfatter.

Hun understreger, at det kan være en smertefuld oplevelse for de efterladte venner.

- Det kan både føles truende og som et tab. Og det kan være et stort socialt pres at fortælle, hvor glad du er på din vens vegne, men at du på samme tid føler dig forladt, siger Charlotte Fox Weber til Washington Post.

Hun påpeger, at selv om romantisk kærlighed kan være fuldstændig vidunderligt, så er det vigtigt, at du husker dine venskaber - for de er også vigtige.

Husk at pleje dem, selv om du står midt i et nyt forhold. Venskaber er en stor del af sundhed, velvære og identitet.

Læs også