Julie_Jeune
Kærlighed og sex

Vi elsker hinanden, men vi skændes hele tiden. Hvad skal vi gøre?

17. januar 2024
Af sexolog og parterapeut Julie Jeune
Foto: Mathilde Schmidt
"Vi skændes så meget, at det både er opslidende og regelmæssigt får os til at overveje, om vi burde gå fra hinanden." Læs Julie Jeunes svar om konflikthåndtering.

Spørgsmål

Min kæreste og jeg elsker hinanden og vil gerne blive sammen, men vi skændes så meget, at det både er opslidende og regelmæssigt får os til at overveje, om vi burde gå fra hinanden. Hvad skal vi gøre?

Svar

Noget af det vigtigste, vi ikke har lært om kærligheden, er, at det er helt naturligt at bære på nogle store sår og mønstre fra barndommen, som næsten per definition vil blive trigget og komme op i en intim kærlighedsrelation.

Vores kæresterelationer er dem, der minder allermest om vores relation til vores forældre eller primære omsorgspersoner.

Det er faktisk den relation, vi havde til vores forældre som børn, der afgør, hvem vi overhovedet forelsker os i. Så det, I oplever, er på en måde helt normalt.

Det er normalt, at følelser af ikke at blive set, forstået, støttet og elsket, og hvad det ellers handler om, kommer op dér, hvor der er kærlighed.

Så på en måde kan man sige, at jo dybere kærligheden er, og jo større commitment og ønske om helt at kunne hengive os og have tillid til den anden, jo mere og lettere kan vi blive sårede.

I kærligheden kaster vi os ud på det dybeste vand med alle vores sår uden at vide, om den anden kan gribe os.

Og hvordan skal den anden også kunne gribe og favne alle de svære ting, vi bringer med ind i relationen, når vi ofte ikke engang selv er bevidst om dem?

Det lyder til, at I ikke har noget valg, hvis I vil få kærligheden til at lykkes: Find en rigtig god parterapeut, og arbejd med jer selv hver især og med jeres relation.

At I har det så svært, som I lyder til at have det, betyder ikke, at relationen er forkert, men I må gøre alt, hvad I kan for bedre at forstå jer selv og hinanden, så I ikke bare kan undgå at trigge og misforstå hinanden, men ovenikøbet begynde at forstå, hvad den anden har brug for og hvorfor.

En relation kan ikke tåle, at der regelmæssigt bliver sat spørgsmålstegn ved selve dens eksistens. Det er alt for opslidende og utrygt.

Men husk, det er jo fantastisk, at I har hinanden, og at I elsker hinanden. Nu kræver det, at I også har den gode vilje til at gå vejen og arbejde med jer selv og jeres relation. Men så har I til gengæld muligheden for at heale nogle af de dybeste og sværeste ting i jer selv og hinanden.

Det er i vores relationer, at vi bliver ødelagt, men det er også i vores relationer, at vi kan blive healet, og det har I to nu muligheden for. Det er jo kæmpestort!

Jeg har set så mange par på randen til at gå fra hinanden, der er endt med at få det så godt, som de ikke troede var muligt. Men ingen tvivl om, at det kræver hjælp.

Der er selvfølgelig nogen, der må kaste håndklædet i ringen og sige, at det ikke skulle være dem. Men lige meget hvad: Hvis I ikke skal blive sammen, får I nogle vigtige indsigter, I kan bruge i jeres næste relation og undgå at gentage hele molevitten.

Jeg ønsker jer virkelig held og lykke med processen, den er det hele værd, og der er ingen vej udenom.

Artiklen blev udgivet i femina uge 2, 2024.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også