https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/maj/sex-iq-prim.jpg
Kærlighed og sex

Styrk din seksuelle IQ - og bliv en bedre elsker

12. februar 2015
af Terje Nordberg, Tidens kvinder
Foto: All Over
I dit nye forhold har I sikkert sex hele tiden. Men efterhånden som tiden går, og vanerne sætter ind, skal der lidt mere til for at fyre op under jer. Dét kræver en bestemt form for intelligens…

Den første tids sex med en ny partner er fantastisk. Opslugende, ja, nogen gange lige frem dyrisk. Vi længes efter det og går gerne lange veje for at få det. Efterhånden kan seksualiteten folde sig ud og byde på noget andet og mere, og dette "noget og mere" har mange navne: Galanteri, forførelse, forspil, kærlighed... - Hele det fascinerende register af instrumenter, som kan bringes i spil, når to menneskers kroppe, sanseapparater, hjerner og hjerter mødes og vil lege.

For seksualiteten er en leg. En leg som stiller krav om kendskab til og overholdelse af bestemte regler. Ikke mindst at man er i stand til at være respektfuld, empatisk, tålmodig, fantasifuld, dvælende, spontan og ærlig i samværet med partneren både i og udenfor den seksuelle sfære. Kort sagt, at man er følelsesmæssig intelligent.

Men hvad vil det sige?

Begrebet dukkede første gang op i 1995 med bogen Følelsesmæssig intelligens, skrevet af videnskabsjournalisten og psykologen Daniel Goleman og er senere beskrevet og uddybet i et utal af bøger. Helt kogt ned så handler følelsesmæssig intelligens om evnen til at forstå egne og andres følelser, til at motivere sig selv og håndtere egne indre følelser og følelser i relationerne med andre på en god måde.

Mange ser følelsesmæssig intelligens som en evne, man enten har eller ikke har, mens andre mener, det kan læres. Her får du en række forslag til, hvordan du kan skærpe din følelsesmæssige intelligens.

1: På en skala fra 0 - 100
Hvordan har du det i grunden? Jeg har det da meget godt. Ja, ja. Men jeg mener, hvordan har du det egentlig? Det spørgsmål kan det være nyttigt at stille sig selv en gang imellem. Når hverdagen og vanerne drøner derudad, er det som om, vi mister kontakten til os selv. Det er ikke særlig intelligent - rent følelsesmæssigt. En måde at skærpe intelligensen på kunne være, at du i en periode vurderer din følelsesmæssige tilstand på en skala fra 0 til 100. Hvorfor havde du 75 i går og 90 i dag? Øv dig i at sætte ord på.

2: Kroppen lyver aldrig
Lyt til kroppen. En knude i maven på vej til arbejdet kan være et tegn på, at du stresser mere, end godt er for tiden. Måske har du en intuitiv fornemmelse af, at noget helt galt er på vej i dit forhold. Giv dig tid til en tænkepause ved den mindste tvivl. Hjertegalop ved mødet med en ny date kan være et tegn på, at det muligvis er the real thing. Ved at lytte til disse fornemmelser og de underliggende strømninger kan du reagere ærligt og uden forstillelse.

3: Mærk dine følelser
Hvis følelser er ubehagelige, har vi en tendens til at afbryde eller distrahere os selv. Vi synes ikke, der er plads til dem. Men de er der jo alligevel. Ærlighed giver dig og din partner mulighed for at være sammen på en måde, som stemmer overens med virkeligheden. Måske hænger følelserne sammen med forbudte seksuelle fantasier eller frustrationer efter et skænderi. Sæt dig ned mindst to gange om dagen og bliv ajour med dig selv. Hvordan har jeg det? Hvad ville være godt lige nu? Det kan tage lidt tid for følelserne at dukke op, men giv dig alligevel tid til at lade det ske.

LÆS OGSÅ: Kender du dit sexværd?

4: … også de ubevidste
Mange følelser er ubevidste. Hvordan kan du blive mere bevidst om disse? Prøv den frie association. Lad dine tanker vandre frit, når du befinder dig i en afslappet tilstand. Analysér dine drømme. Skriv dem ned, så snart du vågner. Vær især opmærksom på drømme, som gentager sig eller er ladet med kraftig energi.

5: Lad være med at bedømme eller censurere
Følelser kommer og går. Prøv om du kan lade være med at bedømme eller censurere. Hold dem i første omgang for dig selv og undersøg, om de er velkendte og tilbagevendende. Er de opstået spontant i en nuværende situation, eller dukker de op som resultat af et mønster eller en tidligere hændelse?

Hvis din kæreste kommer et kvarter for sent til en aftale, kalder det på én type reaktion, f.eks. en humoristisk stikpille, mens et gentagende mønster kræver en mere alvorlig reaktion fra din side. Kunsten er at reagere med tilpas styrke overfor den rette person, på det rette tidspunkt, og nuancerede reaktioner stiller krav til den følelsesmæssige intelligens. Tænk situationerne grundigt igennem, inden du reagerer. Naturlige følelser stiger og falder i bølger. Lad være med at bide hovedet af dem, før de har vist deres "rette ansigt".

>> Sæt ny gang i sexlivet med par-spillet Monogamy. Læs mere om spillet her

6: Skriv
Hvis du giver dig selv en stille stund hver dag f.eks. i en uge og spontant skriver ned, hvad der falder dig ind af tanker og følelser, kan du komme tættere på dit følelsesmæssige landskab. Måske opdager du små, vigtige spor, som kan føre dig tættere på dig selv. Du kan også lave et decideret mindmap over din seksualitet. Tag et stykke papir, tegn en cirkel i midten og skriv "MIG" med store bogstaver. Ud fra dette centrum tegner du nu forskellige udløbere. Det kan f.eks. være "kroppen", "længsler", "sanselighed", "teknikker" osv. For hvert tema skriver du alt, hvad du kommer i tanke om i form af store og små udløbere. Uddyb derefter hvert enkelt tema ad gangen

LÆS OGSÅ: Sexolog: Dét savner danske mænd i sengen

7: Spørg, hvis du ikke selv ved det
Vi har ofte svært ved at tro, at andre kan vurdere os, men ofte ser de noget, vi ikke selv er opmærksomme
på. Hvis du ikke helt kan få hold på dine følelser, så spørg en du kender godt, hvordan du ser ud udefra. Det er ikke sikkert han/hun siger det af sig selv. Måske siger han/hun noget i retning af: "Ja, jeg havde tænkt, jeg skulle sige det til dig, men er du ikke lige lovlig irritabel/ stresset/sur/tilbageholdende/ selvkritisk for tiden?" Svaret er måske både overraskende og nyttigt.

8: Større tolerance
Når du skærper din følelsesmæssige intelligens - uden at gå i selvsving - bliver det naturligt at give større plads og rummelighed overfor andre. I det rum der opstår mellem mennesker, som kender sine egne og respekterer de andres nuancer og følelsesmæssige svingninger, trives venskabet, kærligheden og seksualiteten bedst.

>> Køb bogen om seksuel intelligens her

9: Pil ikke navle i al evighed
Erkend, hvornår nok er nok. Der kommer en tid, hvor det er på tide ikke længere at kigge indad. Mennesker, som går i selvsving over deres egne fornemmelser og skiftende følelser, er ikke til at holde ud. At ruge for længe over negative fornemmelser bidrager ofte til at forstærke dem. Hvornår er tiden kommet til også at kigge udad? Følelsesmæssig intelligens involverer ikke kun evnen til at se ind i dig selv, men også til at være til stede i verden og blandt de mennesker, du lever sammen med.

10: Paradokser har også ret
Vi oplever ofte at reagere med modstridende følelser. Det er forvirrende, men sådan er det. At træne den følelsesmæssige intelligens indebærer også at turde registrere paradokser. At lytte til følelserne er som at lytte til vidnerne i en retssal. De taler både for og i mod og i munden på hinanden. Kun ved at anerkende alle "stemmers" ret til at bliver hørt og taget seriøst, kan du som "dommer" træffe den rette afgørelse.

Seksuel intelligens handler om at turde gå frem og sige det højt, som du måske er for genert til at sige, men ikke kan lade være med. Måske føler du lige nu, at det kunne være fedt at følge hans ønske om at besøge en swingerklub, men at du næste morgen fortryder og siger, du ikke er parat. At vakle og være uafklaret er din ret. Intelligente personer ved, hvor vigtigt det er at stå ved sig selv. Selv om det kan virke frustrerende for andre.

TEST DIG SELV: Sådan bliver du opfattet i sengen

Artiklen blev første gang publiceret på oestrogen.dk i maj 2013 og før det i Tidens Kvinder. Artiklen indeholder affiliate links

Læs også