Sexolog: Hvad kalder du din kusse?
foto: Panthermedia
Har din kusse et navn?
Mange kvinder ved ikke, hvad de skal kalde deres kønsdele. Både mine veninder og de kvinder, jeg møder i min praksis som sexolog, bruger eksempelvis ordet ”skridtet” eller henviser endda til det centrale område som ”mellem benene”. Begge dele er kryptisk og distancerende, og ”mellem benene” betegner jo ikke engang en del af kroppen, men et luftområde mellem to kropsdele. Det må vi kunne gøre bedre!
Skede og vagina kan de fleste kvinder sige om deres kønsdele, men ret beset så betegner det jo kun vores indre dele, og ”fisse” og ”kusse” er mere noget, mænd siger om os, end noget, vi selv bruger. Ikke engang helt bittesmå pigers kønsdele hedder noget – eller de kaldes vel strengt taget tissekone, men oftest taler vi ikke om den. Babydrenges tissemand kan være en diller, en tissetrold, en lille tap eller slet og ret en tissemand. Men babypigens kønsdele har jeg hverken hørt mødre eller fædre benævne. Og da slet ikke hylde med et kælenavn.
Vælg det du vil
Kald mig feminist eller ordkløver – begge dele passer. For hvad betyder det, at en pige fødes med en unavngivet revne, vokser op med en tissekone og så får en vagina, eller … ja, hvad? Jeg mener, det kvindelige kønsorgan er for vigtigt til at fortjene at være navnløst. Er det helt umuligt at forestille sig et ord, der holder hele livet? Og tilmed i disse tider, hvor vi taler om ligeberettigelse og kvinders (og mænds) ret til at bestemme over egen krop: Hvor langt kan vi lige være nået, når vi endnu ikke har et ord, vi kan være enige om til de kvindelige kønsorganer?
I tantra kaldes kvindens køn for yoni. Natasja, rapperen, der gik bort, lancerede ordet ”punani”. En punani er der meget power over. Men måske er det lige ungt nok for de fleste? Andre kvinder kalder den for ”pussy”, et helt okay ord, men på sin vis lidt skørt med et engelsk ord for en dansk kropsdel. Hver kvinde må vælge selv her, og dybest set er det underordnet, hvad vi vælger. Brug de gamle eller de nye, de kliniske eller de frække ord, eller find på et helt nyt. Bare vi ikke lader os spise af med ord, der dybest set føles krænkende eller bare ikke rigtig passer. Kald den, hvad I vil, men kald den det med kærlighed.