
Sådan bevarer din mand potensen

Allerede når mænd er omkring de 40 år, så begynder deres blodkar at ældes. Og det kan gå ud over deres virilitet. Faktisk føler halvdelen af mændene over fyrre, at alderen har påvirket deres erektionsevner, skriver Dailymail.co.uk.
Det er nogle af de fakta, der præsenteres i en ny bog 'Erection: The User's Guide' af Ronald Virag, der er en fransk hjerte-karkirurg og specialist i mænds seksuelle helbred og potensproblemer.
Motioner din potens
Bogen kommer med flere overraskende informationer om, hvad der kan ligge til grund for potensproblemerne, men også hvad løsningen kan være. Ronald Virag skriver bl.a., at mænd kan holde deres erektionsevner ved lige ved regelmæssigt at have sex. Og blot to orgasmer om måneden menes desuden ifølge forskere at kunne forlænge mænds liv, skriver han.
TEST DIG SELV: Hvor sundt er dit parforhold?
Dårlig nattesøvn
Døjer din mand med rejsningen, så kan det faktisk også være hans søvn, der ikke er god nok, skriver Ronald Virag. Mænd får normalt erektion flere gange i løbet af en nat under REM-søvnen, og det er med til at vedligeholde viriliteten. Dvs. at hvis din mands nattesøvn bliver forstyrret af fx skifteholdsarbejde eller sovemedicin, så kan det påvirke potensen. Hvis han ikke længere oplever erektion om morgenen, når han vågner, kan det være et tegn herpå, og det skal han tage alvorligt, skriver forfatteren.
Frygten blokerer
Er det nervøsitet, der er skyld i din mands manglende erektion, så kan det ende i en ond cirkel for ham. Når han bliver nervøs, vil kroppen sende adrenalin rundt i hans krop, hvilket forhindrer en erektion. Sker det regelmæssigt, så vil den manglende erektion kunne ende med at påvirke hans lyst i negativ retning, og det fører til yderligere potensproblemer. Hvis han ikke selv kan få styr på sine bekymringer, så kan lægen hjælpe ham med forskellige medikamenter, skriver Ronald Virag, der er hjerte-karkirurg og specialist i mænds seksuelle helbred og potensproblemer.
Spørg lægen til råds
Herudover skriver kirurgen, at det kan være en hel række sygdomme (eller medicin herfor), der er årsagen til tabet af mændenes potens. Forfatteren fastslår derfor, at det er vigtigt, at tale med lægen om problemet for at finde frem til, hvad grunden er til den dalende begejstring.