Parforholdet ødelægges af kontrolkvinder
Foto: All Over Press
kontrolkvinden og den kastrerede mand er ikke et sundt forhold
Der må ikke rode, opvaskemaskinen skal tømmes, der skal bages speltbrød, og alle dage skal planlægges ned til mindste detalje.
Rigtig mange kvinder er i dag blevet til kontrolkvinder, som har brug for at have styr på alt. Og kontrolkvinden er typisk i et forhold med en efterhånden kastreret mand, der ikke kan tage mange beslutninger selv.
Læs også: Kan mænd og kvinder være venner?
- Det er jo ikke et lykkeligt forhold. For hun taler ned til ham, og han er konstant skyldig. Manden bliver passiv, og han kan ikke finde ud af, hvad der er rigtigt at gøre, forklarer Joan Ørting, der for nylig holdt oplæg ved en konference for erhvervskvinder i foreningen Women in Business (WIB) som fandt sted i Køge.
Slip kontrolen og tal kærligt til dig selv
Kontrolkvinden har nemlig typisk mere fokus på at brokke sig over, at manden ikke gør det, han har fået besked på. Ifølge Joan Ørting skal kvinden i stedet fokusere på, hvad der gør hende glad, og huske at sige til sin partner, hvordan han kan gøre hende glad.
- Der skal være mere ro på, og kontrolkvinden skal lære, at det er okay, der er rodet, siger Joan Ørting, som også peger på, at kontrollen ofte handler om, at kvinden ikke elsker sig selv.
- Vi skal lære at elske os selv, og vi skal faktisk tale kærligt til os selv hver dag. Kig i spejlet og kig dig selv dybt i øjnene og sig, du elsker dig selv, forklarer Joan Ørting.
Få en guide til hvordan du kan booste dit eget selvværd
Red parforholdet med 4 gode råd
Det er nemlig vigtigt at gøre noget ved det dysfunktionelle forhold mellem den kastrerede mand og kontrolkvinden, for det går naturligvis også ud over sexlivet.
-Der er jo ingen, der får god sex i sådan et forhold. Manden har slet ikke lyst til sex, og kvinden gider ikke, fordi hun stresser over de praktisk gøremål, siger Joan Ørting, der har følgende råd til de par, som er havnet i denne onde spiral:
Find gnisten i parforholdet frem igen
Begynd helt forfra! Nulstil alt og tilgiv hinanden. Vær 15 år igen og begynd med at kysse lidt, så I igen kan bygge lysten til hinanden op.
Snak med hinanden
Hold et husmøde, f.eks. en gang om ugen/måneden, eller hvornår I har brug for det, hvor I snakker med hinanden.
Find kærligheden til dig selv
Arbejd med kærligheden til dig selv, så du får opbygget din selvtillid igen. Kig i spejlet og bliv bekræftet i, at du elsker dig selv. Det kan føles ganske akavet, men det vil på sigt opbygge din selvtillid og kærlighed til dig selv.
Drop pligter
Jeres liv skal ikke gå op i pligter og aftaler. Arbejd i stedet på jeres fysiske kontakt.
Du skal værne om dit forhold, hvis det skal forblive sundt. Få de bedste råd her.
Tilmeld dig Q's nyhedsbrev her og få de bedste og nyeste updates på parforhold, sex og skønhed