https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/februar/sex-i-norge-prim.jpg
Kærlighed og sex

Nordmændene er vilde på et lagen!

1. februar 2013
af Malene Fich Weischer / Luise Søndergaard
foto: All Over
Vi danskere er ret almindelige og meget traditionelle, når det gælder vores seksuelle præferencer. Til gengæld er vores norske naboer vilde på lagnerne. Det viser en ny undersøgelse… Velkommen til ”Frisk Fredag”…

Om det er den friske luft, olien eller fjeldene, der gør nordmændene mere nysgerrige og vilde efter at kaste sig ud i eksperimenterende sex, må stå hen i det uvisse. Men faktum er, at de er Nordens mest vovede folkefærd. Vi danskere er i hvert fald mere tilbageholdende - og går du med tanken om, at din nabo, dine venner eller kolleger sikkert har mere spændende sex end dig, kan du roligt slappe helt af. Det er ikke tilfældet.

Hvilke seksuelle præferencer har vi?
En europæisk undersøgelse, hvor casual datingportalen C-date har spurgt 22.000 af sine medlemmer om deres seksuelle præferencer, viser danskerne som jævnt almindelige. Mere end halvdelen af både mænd og kvinder er med på oral sex, mens omkring 20 % af begge køn gerne bruger sexlegetøj. Men så stopper legen også. Partnerbytte, trekant, underkastelse og dominans er praktisk talt ikke på menuen - og tanken om at kigge på ligger begge køn meget fjernt.

Kvinder er mere nysgerrige
De danske kvinder er dog mere nysgerrige end mændene efter at udforske analsex. Dobbelt så mange kvinder (15,3%) som mænd (7,7%) angiver analsex som præference. Kvinderne er også mere til dirty talk. Hele 45,9 % af de adspurgte kvinder er friske på frække ord, mens kun 19,5 % af mændene har lyst til at deltage i samtalen. Til gengæld foretrækker flere danske mænd end kvinder at fotografere under seancen.

Norske mænd er med på det hele
Er man nået til det punkt i sit liv, hvor man er klar til at eksperimentere med sexlivet, skal man måske spænde skiene på bilen og køre nordpå for at date en nordmand. Især de norske mænd er med på det hele. Analsex topper blandt de norske mænds præferencer med hele 80,8 % tilslutning, men også oralsex, sexlegetøj, trekant, bondage partnerbytte, S/M og rollespil er på hitlisten.

Svenskerne underkaster sig gerne
Kunne man tænke sig en mand, der gerne underkaster sig seksuelt, skal man date en svensker. Hele 24,8 % af de svenske mænd har valgt underkastelse, som seksuel præference - til sammenligning er det kun 0,5 % af de danske mænd, der er med på den. Og hører man til blandt de 12,3 % danske mænd, der gerne vil kombinere interessen for fotografering med sex, kunne man med fordel date en svensk kvinde. De svenske er nemlig de mest villige blandt Europas kvinder til at lade sig fotografere under sex.

Læs også