Revolutionary Road
Utroskab

"Min kæreste og jeg hyggede os meget mere, når jeg havde været ved min elsker" – og otte andre beretninger om utroskab

26. januar 2022
af Line Felholt
Foto: Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix
Utroskab sker ikke kun i dårlige parforhold, ligesom det heller ikke behøver at føre til brud. Men der er så meget fordømmelse og automattænkning om utroskab, at vi ikke tør spørge nysgerrigt ind til grunden. Her er ni anonyme beretninger om utroskab.

Skal jeg være helt ærlig, så havde min utroskab intet med min kæreste at gøre.

Sådan lyder det fra en 32-årig kvinde i bogen "Men hvorfor?" af klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann, hvor en lang række danskere fortæller om at være utro.

Her er ni beretninger fra mænd og kvinder, der har været deres partner utro. Alle beretninger er uddrag fra bogen "Men hvorfor?".

Kvinde, 36 år

– Han kan godt se, at han var konfliktsky, og da jeg så valgte at være ham utro, så blev han helt vildt vred i stedet for at se en lille smule indad. Jeg tog valget. Ansvaret for utroskaben var mit.

– Men vi var to om at lave et virkeligt dårligt parforhold. Det skal man jo sige. Men faktisk var det mest ham, der var skyld i vores ekstremt dårlige parforhold.

– For jeg kæmpede virkelig. I mange år. Jeg prøvede ALT! Og det har han også anerkendt i dag.

Mand, 54 år

– Helt ærligt, så ved jeg faktisk ikke, hvad der gik af mig, da jeg gjorde det første gang. Jeg kan også godt forstå, at min kone ville skilles.

– Jeg må jo også blankt erkende, at hvis ikke hun havde fået besked, så var jeg ikke stoppet af mig selv. Det var det alt for godt og spændende til.

– Det lyder måske usympatisk, men jeg ville nok bare ønske, at hun aldrig havde opdaget det.

Kvinde, 32 år

– Jeg ville bare gerne bekræftes. Jeg ville bare gerne vide, at der fandtes mænd, som syntes, jeg var fræk, og som også var pisseligeglad med, om jeg så spiste to plader chokolade!

Jeg kom faktisk hjem og var en bedre kæreste for min kæreste.

– Jeg mødte en mand, som behandlede mig som en prinsesse. Tog med mig på weekender i Paris, bookede det smukkeste hotel, købte chokolade til mig! Jeg havde ikke følt mig så begæret meget, meget længe!

– Det var noget, jeg gjorde for mig selv. Jeg kom faktisk hjem og var en bedre kæreste for min kæreste.

– Jeg var glad i stedet for ked af det og nervøs, og min kæreste og jeg hyggede os meget mere, når jeg havde været hos min elsker. Det var sgu ikke det bedste træk fra min side, men sket er sket, og jeg fortryder intet.

Kvinde, 38 år

– Min utroskab ødelagde noget inde i mig. Pludselig var jeg ikke et ordentligt menneske mere. Jeg havde gjort noget, som alle fordømmer.

– Ingen har nogensinde spurgt mig: Hvordan kan det egentlig være? Eller: Hvad lå der til grund for dine handlinger? Ingen.

– Utroskab er så tilpas forkert, at bare ordet bliver nævnt, så har man som udgangspunkt allerede taget stilling til, at personen, der har gjort det, hører til en bestemt kategori af mennesker: Det er utilgiveligt.

Kvinde, 38 år

– Det var ikke engang, fordi vi havde et dårligt parforhold. Jeg tror, vi var ligesom alle andre. Med hverdag og børn, der skulle sendes af sted hver morgen, mælk og rugbrød, der skulle købes, og vasketøj, der skulle hænges op.

– Når vi havde sex, var det også godt, så jeg kan ikke engang bruge dårlig sex som undskyldning. I virkeligheden er der ingen undskyldning. Jeg kunne bare ikke lade være.

– I situationen føltes det rigtigt, og jeg længtes efter at blive begæret på den måde, man kun bliver af en ny partner. Det begær, hvor alt opsluger én. Hvor lydene forsvinder omkring én.

– Hvor det eneste, man har øje for, er den andens krop, kys og duft. Det er så pokkers svært at genskabe i et parforhold, hvor der er gået familie og hverdag i den.

Kvinde, 28 år

– Med de andre er det den hårde sex i sexet tøj og dominans, gerne flere personer på samme tid. Jeg er sammen med en af mine ekskærester og nogle af hans bekendte.

– Det tænder mig så meget, og det er meget pirrende. Hvis jeg fortæller det, vil min forlovede gå fra mig. Jeg elsker ham og vil ikke undvære ham. Vi har været sammen i syv år nu, og mine affærer har stået på i tre år.

– Jeg elsker ham af hele mit hjerte, men han er ikke til den samme form for sex som mig. Han er til blød sex i samme stilling, altid. Jeg elsker den hårde sex, men jeg kan også godt lide den sex, jeg har med min kæreste.

– Jeg ser det sådan, at jeg har en kæreste, som også er min forlovede, og som jeg skal giftes med, som jeg elsker, og så får jeg den sex, jeg gerne vil have, igennem mine affærer.

Kvinde, 48 år

– Tilgivelse af mig selv har jeg arbejdet meget med særligt i årene efter vores brud og skilsmisse. Tænk, at jeg havde gjort et andet menneske så ondt. At lille søde mig kunne gøre sådan noget.

– Jeg skulle både tilgive mig selv for at have trådt på et andet menneske, men også for ikke at være fejlfri.

– Jeg er jo i kategorien: Sådan én, der har været utro, men jeg er jo samtidig også sådan én, man kan stole på, og inderst inde ved jeg selvfølgelig godt, at jeg ikke er sådan én, der generelt er utro, for det kommer aldrig til at ske igen!

– Det vil jeg ikke udsætte hverken mig selv eller andre for igen, og fordi jeg netop har prøvet det, så ved jeg, at jeg aldrig vil gøre det igen.

Mand, 38 år

– Jeg har aldrig været fuldbyrdet utro. Jeg har ikke haft fysisk sex med nogle andre end de kærester, jeg har haft. I mine øjne var det, jeg gjorde, ikke utroskab, men det var det i mine kæresters øjne.

Jeg manglede tydeligvis noget, men jeg elskede hende virkelig.

– I dag ved jeg også godt, at det selvfølgelig er utroskab, det er jeg ikke længere i tvivl om, men i de år, det stod på, betragtede jeg det ikke som utroskab.

– Jeg elskede virkelig min daværende kæreste. Jeg manglede tydeligvis noget, men jeg elskede hende virkelig. Alt foregik over telefonen. Hele tiden og gerne med flere ad gangen.

– Ud over at chatte og sms’e med andre kvinder så fantaserede jeg også meget om at have samleje med dem, men jeg har aldrig kunnet følge det til dørs.

– Jeg nøjedes med, at det foregik på telefonen. Det opfattede min daværende kæreste som utroskab.

Kvinde, 43 år

– Jeg mærkede bare et stærkt ubehag i min krop og skammede mig over, at en anden mand havde haft adgang til min krop.

– Den krop, der havde været hellig og udelukkende tilgængelig for min mand i alle de år, vi havde kendt hinanden. Flirt, dans og et enkelt kys var ok for mig, det kunne jeg jo nok lære at leve med.

– Det kunne min mand nok også, hvis jeg gik til bekendelse, tænkte jeg dengang. Jeg ved i dag, at det havde været okay med ham.

– Altså ikke, at han synes, handlingen var okay, men det havde ikke været – og er ikke – skilsmissegrundlag.

Læs også