Kvinde sidder og holder om mand i sengen
Modelfoto
Klumme

Min gifte veninde kiggede på mig med hemmelighedsfulde øjne og sagde: "Jeg har fået en kæreste"

10. august 2022
Af Manou Messmann
Foto Dainis Graveris / Unsplash
Kan vi få flere eventyr og mere kærlighed, hvis vi åbner vores parforhold op? Sådan spørger denne klummeskribent, efter et møde med en veninde, der har fået en kæreste ved siden af sit ægteskab.

Forleden mødtes jeg med en veninde, jeg ikke havde set længe. Børn, arbejde, stress og Aula havde stjålet tiden, men nu havde vi langt om længe fundet en aften med musik, tæppe på græsset og vin i glasset.

Der gik ikke mange minutter før min veninde så på mig med hemmelighedsfulde øjne og sagde: “Jeg har fået en kæreste”!

Hmmm, what? Min veninde har allerede en mand, så hvad betød det helt præcis, at hun havde fået en ny kæreste? Var de gået fra hinanden? Var hun utro? Eller havde de sat gang i et setup, som de færreste tør dyppe tåen i?

Svaret var sidstnævnte.

Efter mange års ægteskab, flere dejlige børn og adskillige op -og nedture skulle der ske noget, og det “noget” startede en eftermiddag, hvor min veninde var alene hjemme og fik en besked fra sin mand, hvor der stod, at hun skulle tage et varmt bad, iklæde sig det sorte sæt lingerie og lægge i sengen med bind for øjnene.

Men det var ikke hendes mand, der kom den eftermiddag. Det var en anden. En stærk, velduftende og fremmed mand, som ægtemanden havde inviteret indenfor.

Og ja, det var et sats for alle parter og nej, det var ikke den mand, der endte med at blive hendes kæreste, men det blev starten på et eventyr, som bliver ved med at udvikle sig til nye højder og dimensioner.

Men det var ikke hendes mand, der kom den eftermiddag. Det var en anden. En stærk, velduftende og fremmed mand, som ægtemanden havde inviteret indenfor.

Hvordan kan vi så vide, at det rent faktisk fungerer for dem, og at ingen ligger og græder sig selv i søvn? Man tager et kig på deres øjne, der stråler om kap.

Min veninde og hendes mand lever livet på ny. Med nye øjne, nye relationer og nye sider af sig selv. Min veninde og hendes mand ved, at de har taget en chance ved at sætte hinanden fri, men det vil de hellere end at holde hinanden tilbage.

For er det ikke det, der sker, når vi elsker hinanden i et moderne, vestligt parforhold? At vi skal passe ind i en kasse og en udviklingskurve, der hedder forelskelse, forlovelse, ægteskab, børn og derefter monogami til døden (eller skilsmissen) os skiller?

Ifølge et udenlandsk studie er der utroskab i cirka 25 procent af alle ægteskaber. Og en stor del af de forhold ender med at gå i opløsning.

Bruddet og skilsmissen kommer, uanset om parterne elsker hinanden eller ej – og netop her burde alarmklokkerne ringe.

For hvad nu hvis hele den monogame fortælling er en lang løgn, som vi udelukkende tror på, fordi det er den sandhed, vi er blevet fortalt gennem utallige amerikanske Hollywood film?

Hvad nu hvis vi kan hindre flere tusinde danske skilsmisser hvert år, ved blot at se det traditionelle parforhold i et nyt perspektiv? Som min veninde og hendes mand har gjort det.

Hvad nu hvis hele den monogame fortælling er en lang løgn, som vi udelukkende tror på, fordi det er den sandhed, vi er blevet fortalt gennem utallige amerikanske Hollywood film?

Ifølge forfatterne Christopher Ryan og Cacilda Jethá, der har skrevet New York bestselleren “Sex at Dawn” stammer vi ikke bare fra aberne – vi ER aber! Og jo før, vi indser det faktum, des bedre.

Udover at bogen er et akademisk mesterværk (i min optik), så sætter bogen også den monogame fortælling (og konflikt) på spidsen ved at sige: “At langt de fleste mennesker i faste parforhold er splittede imellem hvad de føler og hvad der er blevet fortalt, at de skal føle. Denne konflikt er roden til forvirring, utilfredsstillelse og unødvendig smerte”.

Så hvad er løsningen? Skal vi alle sammen give hinanden lov til at føjte omkring, som det passer os?

Skal vi lægge følelserne på hylden og bare knalde løs, eller kan det i virkeligheden godt lade sig gøre at åbne ens langvarige forhold op på en måde, hvor vi mærker, ser og anerkender hinanden – uden at give slip på kærligheden?

Indtil forleden var jeg ikke sikker på, at det kunne lade sig gøre uden at såre den, man elsker, men efter at have set min veninde (og hendes mand) med julelys i øjnene, som to kåde teenagere, der netop havde fundet ud af hvor vildt et eventyr, sex kan være, ja så tvivler jeg på, at monogami er den eneste vej til et lykkeligt ægteskab.

Måske rettere tværtimod!

Læs også