
Laura lærte noget helt særligt i 'Gift ved første blik': "Kærlighed kan ikke sættes i formler"

Laura fra den aktuelle sæson af "Gift ved første blik" svarer på spørgsmål om kærlighed i feminas serie "Hvad jeg ved om kærlighed".
Foto: DR / Snow Productions
Hvad er det pinligste, du nogensinde har gjort for kærligheden?
Jeg tror aldrig, at jeg har gjort noget, som jeg fandt pinligt. I kærlighedens navn gælder alle kneb vel?
Hvad husker du tydeligst fra din første forelskelse?
Jeg var i starten af 20’erne, og vi var en del af samme vennegruppe. Jeg var “en af drengene,” så det lå ikke rigtigt i kortene. Det, jeg husker tydeligst, er, hvordan jeg følte mig som verdens heldigste pige, da jeg fandt ud af, at mine følelser var gengældt. Jeg fandt ud af det, da vi begyndte at skrive mere og mere sammen, og så endte vi med at ses bare os to. Det udviklede sig til, at vi blev kærester. Vi var sammen i omkring to år.
Hvornår føler du dig mest elsket?
Når den, jeg dater eller er i forhold med, lægger mærke til de små ting, for eksempel hører, når jeg fortæller om noget, jeg godt kan lide, og så køber det med hjem, eller inviterer mig til koncert med den artist, jeg har nævnt, jeg godt kunne lide. Når jeg føler mig prioriteret, og valgt til, og han ved, hvornår jeg lige har brug for lidt bekræftelse, for eksempel et kompliment, fordi jeg føler mig lidt usikker på mig selv. Dog er det desværre ikke noget, jeg har haft fornøjelsen af at opleve endnu.
Hvad jeg ved om kærlighed
Fra spirende forelskelse til leverpostejagtig tryghed. Kærlighed er en besynderlig størrelse, der tager form på en milliard forskellige måder gennem livet.
I feminas serie "Hvad jeg ved om kærlighed", taler vi med udvalgte personer om deres oplevelser. Håbet er, at vi kan spejle os i hinanden.
Hvordan viser du selv kærlighed til andre?
Jeg prøver altid at finde ud af, hvordan den person, jeg er sammen med, har brug for, at jeg viser min kærlighed. Men det falder mig naturligt at vise min kærlighed ved handlinger, og ved at give komplimenter.
Hvad er dine bedste råd til at holde kærligheden i live i et parforhold eller anden kærlighedsrelation?
Det er ved at være en del år siden, jeg har været i et parforhold, men jeg tror, at kommunikation og ærlighed er enormt vigtigt. Jeg vil hellere såres af sandheden, end af en løgn. Sandheden kan man arbejde med, lære noget af og tilgive - det kan jeg ikke med en løgn.

Hvornår har du gjort noget, du fortryder, i en kærlighedsrelation?
Jeg blev engang desværre i en relation længere, end hvad der var godt for mig, fordi jeg havde flere følelser involveret i relationen, end han havde. Det endte med at skade mig rigtig meget, og tog mig enormt lang tid at komme ovenpå igen. Jeg gav meget mere af mig selv, end jeg fik igen, og jeg blev ved i for lang tid med at forsøge at vinde hans kærlighed.
Hvilke(t) karaktertræk ville du aldrig acceptere hos en partner?
Uærlighed, og manglende respekt for andre mennesker. For eksempel at man laver sjov med eller taler ned om en minoritet, eller ikke behandler tjeneren med respekt.
Laura Lambek
33 år
Bosat i Jelling
Arbejder som handicaphjælper
Medvirkende i 11. sæson af DR-programmet 'Gift ved første blik', hvor hun blev gift med Sonny
Hvad er dit eget værste karaktertræk i en kærlighedsrelation?
At jeg godt kan være usikker på mig selv, og derfor har behov for, at min partner tydeligt viser og siger, at han vil mig.
Hvad er det mest overraskende, du indtil videre i dit liv har lært om kærlighed og relationer?
Hvor få, der faktisk tør være sårbare, og tør kæmpe for kærligheden. Det er nemmere at gemme sig bag en facade end at tage chancen og dele ud af sig selv - også selvom det ikke altid er picture perfect. Men at tage den risiko, som det jo er at være sårbar og dele nogle af de ikke så kønne sider af en selv, det kan også give så meget til et forhold. Det har jeg kæmpe respekt for, og jeg finder det enormt tiltrækkende.

Laura Lambek fra ”Gift ved første blik”: Jeg burde have trukket mig efter bryllupsrejsen
Hvad har du lært om kærlighed af at være med i programmet 'Gift ved første blik'?
At jeg altid skal følge min mavefornemmelse, og at kærlighed ikke kan udregnes og sættes i formler.
Hvad er det mest romantiske en flirt eller kæreste nogensinde har gjort for dig?
Jeg har desværre aldrig oplevet en stor romantisk gestus, selvom jeg er en kæmpe sucker for romantik! Så det har jeg stadigvæk at se frem til.
Hvad er det mest romantiske, du har gjort for en anden?
Jeg tog min daværende kæreste med ned i byen og se julelysene blive tændt, og så ud at spise på hans yndlingsrestaurant. Han holdt meget af jul, og på et stramt SU-budget var der visse begrænsninger. Det er nok 12 år siden efterhånden - det er jo lidt sådan en teenager kærlighedsting at gøre, men det blev en skøn aften.
